Ung Kræfts tilbud til unge kræftramte og deres unge pårørende
Vi har her på siden samlet Ung Kræfts tilbud og aktiviteter til unge kræftramte og deres unge pårørende og efterlevende, der kan være relevante for jer at kende. Tag et kig på siden.
Ung Kræft grupper over hele landet
Vi har grupper i hele landet for unge, som har eller har haft kræft. Her mødes unge med eller efter kræft og taler om alt fra behandling, livet som ung med kræft, ungdomslivet efter kræft, kærlighed, studie, rejser og alt andet, der fylder i ungdomslivet. Det er både digitale og fysiske grupper.
Ung Kræft grupperne for unge kræftpatienter
Vi har også to grupper for pårørende og efterlevende. Én i Aarhus og én i København. Her samles både pårørende og dem, der har mistet en ung til kræft og taler om livet som pårørende, livet, når man har mistet og hvordan det påvirker ungdomslivet. Et trygt rum, hvor der er plads til alle, der står i den situation.
Fortæl gerne de unge, du møder i dit arbejde, om vores Ung Kræft grupper.
Velkomstpakker til unge med kræft
Unge med kræft skal vide, de ikke er alene. Derfor har vi velkomstpakker, der deles ud på landets hospitaler, når de unge får en kræftdiagnose. Vi ved, at mange unge med kræft føler sig ensomme og mangler information. Velkomstpakken er vores 'Du er ikke alene'-mulepose fyldt med en masse gode sager og information om at være ung med kræft.
Velkomstpakken skal sikre, at de unge ikke føler sig alene, og give dem modet til at stille de spørgsmål, de har og kræve svar.
Du kan bestille dem ved at skrive en mail til os: ungkraeft@cancer.dk. Det er ganske gratis.
Ung Kræfts landsmøde
Hvert år samler vi unge mellem 18 og 39 år, som har eller har haft kræft. Weekenden byder på workshops, sjove aktiviteter, faglige oplæg og masser af erfaringsudveksling.