• 25-årige Henriette fik kræft: Med diagnosen røg vennernes invitationer (artikel, Lorry)
  
  
• Kræftramte unge gør op med tavshed og tabuer (artikel, Lorry)
  
  
• Kræftsyge rammes af ensomhed (indslag i Lorry)
  
  
• Kræftramte unge fortæller, hvordan du er en god ven til folk med kræft (Magasin, Vice)
  
  
• Sådan støtter du bedst din veninde, der har kræft (magasin, Woman)
  
  
• Ny podcast: Kraftig stress (podcast)
  
  
• Nu taler Theis om sin sygdom (artikel)

Fie

Jeg hedder Fie. Jeg er 29 år. Og jeg er erklæret uhelbredeligt syg af livmoderhalskræft. Jeg var 23 år, da jeg fik diagnosen, og i dag har kræften spredt sig til store dele af min krop. I min fortælling taler jeg om alt det svære. Jeg taler om, at jeg er bange. Ikke bange for at dø men bange for, at jeg ikke kan nå at dele al min kærlighed med de mennesker, som jeg elsker. Derfor træner jeg hver dag på at være positiv og på at nyde de ting, livet giver mig.

Jeg en del af Fortællerkorpset, og jeg er ærlig talt hammer stolt over, at vi unge tør stå frem. At sætte ord på svære ting – såsom død, sindslidelser, angst, ensomhed – JA KRÆFT er i mine øjne så vigtigt. Der sker store ting i mit liv lige nu, og jeg glæder mig KÆMPE MEGET! 

Følg Fie på Instagram @fiesenberg

Casper

Jeg hedder Casper. Jeg er 26 år, arbejder som elektriker og bor sammen med min mand. Den 13. november 2018 fik jeg konstateret skjoldbruskkirtelkræft. Jeg har været igennem to operationer og mistede desværre stemmen under min sidste operation. Nu går jeg hos en talepædagog, og min stemme er langsomt på vej tilbage.

Min fortælling handler om venskaber, svære telefonsamtaler, om kærlighed, kræft og pølsehorn. Jeg har valgt at blive en del af Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle unge, hvordan man kan være en god ven til en med kræft. Jeg har oplevet, at mine venner trak sig en smule eller ikke turde spørge ind til min sygdom. Derfor vil jeg gerne sige, at det er bedre bare at spørge. Bare spørg!

Theis

"52.000 prikker var der i loftet på stuen, hvor jeg blev indlagt.” Sådan starter min historie hos Fortællerkorpset. Onsdag den 6. februar 2019 skulle have været en god dag. Men i stedet blev det dagen, hvor lægerne gav mig beskeden om, at der var kræft i det modermærke, de havde fjernet på min ryg 14 dage tidligere. Jeg fik konstateret modermærkekræft for anden gang. Bum! Chok!

Jeg hedder Theis, og jeg er 25 år. I februar 2016 fik jeg konstateret modermærkekræft, og i april 2016 blev jeg erklæret kræftfri. Nu er kræften vendt tilbage, og jeg skal kæmpe en gang til. Jeg har valgt at være en del Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle, hvordan det er at være ung med kræft – hvordan det er at være ham, der blandt venner og familie både skal være stærk og sårbar på én og samme tid. Og så vil jeg fortælle, hvordan man kan være en god ven til en kræftramt. Jeg kender ingen, der har haft kræft, så det hele har været nyt for mig. Jeg har skulle gøre mig mine egne tanker og erfaringer. Men heldigvis har jeg haft nogle gode venner.

På Fortællerkorpsets træningsweekend har jeg lært at fortælle og tale foran andre. Det var vigtigt for mig at gennemføre træningen og få fortalt min historie. Og hold nu kæft det var en fed oplevelse første gang, jeg talte foran et publikum. Jeg er så stolt og rørt over de andre fortællere og over mig selv.

Følg Theis på Instagram @theisnybo

Trine

Jeg hedder Trine, og jeg er 22 år. Jeg fik konstateret lymfe-og knoglekræft i 4. stadie, da jeg var 10 år. På hospitalet fik jeg en aggressiv kemobehandling og blev heldigvis rask efter nogle måneder. Men da jeg kom tilbage i min gamle klasse, var jeg ikke længere bare Trine. Jeg var kræft-Trine.

Min fortælling handler om at bevæge sig ind i ungdomslivet med en alvorlig sygdom i bagagen. Den handler om selvmordstanker, cutting, mobning, misbrug og om at være ung og syg. Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg vil nedbryde tabuer, og fordi jeg vil fortælle andre unge, at man skal huske at tale om det, der er svært.  

Henriette

Den 25. december 2017 fandt jeg en knude i mit bryst. Min kæreste og jeg blev enige om, jeg skulle få den tjekket. Lægen sagde, at jeg var ung, og at det sikkert ikke var noget, men at jeg alligevel skulle undersøges for kræft. Jeg blev mega bange. Jeg fik besked om, at det var en kræftknude, og at jeg skulle have kemoterapi i et halvt år. Jeg skulle opereres og måske have stråleterapi. Men trods de dårlige nyheder var det faktisk først, da de fortalte, at jeg ville miste hår, jeg brød sammen. Jeg blev bange for, at folk på gaden ville kigge på mig og tænke: ”Hun er godt nok syg, hende der.”

Jeg hedder Henriette. Jeg er 25 år. Og jeg har haft brystkræft. Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg har oplevet, at mange af mine venner og veninder har trukket sig efter, at jeg fik kræft. Jeg vil dele min historie og mine oplevelser i håbet om at kunne hjælpe andre – både kræftramte og pårørende. Det er SÅ vigtigt, at man ikke føler sig alene. Nu er jeg en del af Fortællerkorpset, og jeg håber på at kunne være med til at nedbryde tabuer, og at vi på den måde bliver bedre til at tale sammen – både om de gode ting, men også om de følelser, som er rigtig svære.

Min fortælling handler om, hvor svært det var at skulle fortælle min mor, at jeg havde kræft. Den handler om de venner, der forsvandt, og den handler om de venner, der kom til. I dag er jeg på vej tilbage ind i ungdomslivet sammen med de venner, som har været der for mig.

Følg Henriette på Instagram @Henriette_berthel

Anna 

Jeg hedder Anna, og jeg er 37 år. Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle andre unge om at leve med senfølger af en kræftsygdom. Og jeg vil fortælle, at det er okay at være anderledes.

Jeg var kun to år, da mine forældre fik nyheden om, at jeg havde kræft. Kræften sad i hele min mave, og mine forældre fik valget mellem at nyde den sidste tid med mig eller at vælge en behandling med 5% chance for, at jeg ville overleve. Heldigvis valgte de det sidste.

I dag er jeg voksen og rigtig glad for, at mine forældre havde modet til at træffe den svære beslutning. Selvom kræften har sat sine spor hele vejen op gennem mit liv. Min fortælling handler om et ungdomsliv med mange senfølger, og den handler om at være anderledes og om ikke at blive accepteret. Jeg taler om, at man skal være stolt af den, man er, og at det er okay at være anderledes.

Natasja

”Jeg har ikke nogen forældre, men jeg har en Margit.” Sådan begynder min fortælling. Jeg fortæller om, hvor svært det er at føle sig alene, når man bliver ramt af en alvorlig sygdom og om, hvordan en is og et kærligt stryg henover armen kan gøre underværker. Jeg hedder Natasja. Jeg er 26 år. Og jeg læser til socialrådgiver. 

Jeg er med i Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle dem, der ikke kender til denne sygdomsverden, hvordan det kan være at få kræft som ung. Hvilke udfordringer man kan møde, og hvordan man kan tackle dem. Og nå ja, jeg fik diagnosticeret lymfekræft i april 2017, men jeg var syg fra december 2016. Jeg blev erklæret kræftfri i september 2017.

Philip

Jeg har været syg af kræft på hjernestammen, siden jeg var syv år. I dag er jeg 19. Jeg kan stadig huske den dag på hospitalet for længe siden, hvor lægen kiggede ned i bordet og sagde: ”Philip du har kræft”. Jeg vidste ikke, hvad det betød, men jeg kunne mærke, at det var noget alvorligt. Jeg spurgte min mor, om jeg skulle dø, og jeg kan huske, at hun svarede: ”Det bliver over mit lig!”

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg vil dele nogle af de ting, jeg har lært gennem mit lange sygdomsforløb. Jeg vil fortælle, hvordan man kan være en god ven til en kræftramt. Jeg har selv følt mig ensom under mit sygdomsforløb, og jeg vil gøre mit bedste for, at andre ikke skal opleve det samme. Jeg har en enkelt ven, fra før jeg fik kræft. Men jeg har ofte oplevet, at mine venner er blevet bange og har taget afstand til mig. Og jeg forstår det godt. Det er svært. Hvad fanden skal man lige sige? Jeg vil gerne fortælle, at det er meget bedre at gøre noget end at trække sig. Tag personen med ud. Drik en kop kaffe. Skriv eller ring. Alle spørgsmål er velkomne!

Følg Philip på hans facebookside: Philips kamp mod kræft

Mie

Mit navn er Mie, og jeg er 24 år. Sidste år i marts fandt lægerne en stor tumor i min krop, og jeg fik konstateret æggestokkekræft. Der startede min rejse gennem to operationer og seks måneders kemo, inden jeg i september sidste år endelig kunne kalde mig sygdomsfri. Jeg havde længe drømt om den dag. Den dag, hvor jeg kunne ligge kræften bag mig og leve mit liv, som jeg gjorde, før jeg blev syg. Men jeg opdagede hurtigt, at virkeligheden så anderledes ud. Hvad der havde været en fysisk sygdom, havde nu sat sig psykisk i min krop.

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle, at livet efter kræft ikke nødvendigvis betyder, at du kan ligge sygdommen bag dig. I hvert fald ikke lige med det samme. I min fortælling taler jeg om livet efter kræft, om ensomheden, og om, hvor vigtigt det er at blive ved med at spørge – også selvom man ikke længere er i behandling.

Følg Mie på Instagram @Miegromada

Morten 

Mit navn er Morten, jeg er 32 år, og jeg har haft testikelkræft. I dag er jeg sygdomsfri og har været det i lidt over et år. Min fortælling handler om den måde, jeg valgte at håndtere mit sygdomsforløb på – lige fra at jeg opdagede en mærkelig knude til, at min operation var overstået. Jeg fortæller om, hvordan jeg blev venner med min egen historie. Om mit valg om at være helt åbent omkring mit sygdomsforløb, og om hvordan det påvirkede mig, min kæreste, mine venner og min familie. 

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg vil minde min generation om, at vi skal huske at snakke sammen. Også om de svære ting. Jeg håber på, at min fortælling kan være med til at klæde lytteren på til næste gang, han/hun taler med en ung kræftramt.

Sarah 

Jeg hedder Sarah, og jeg er 25 år. For et års tid siden fik jeg konstateret skjoldbruskkirtelkræft, mens jeg var gravid med min anden datter. Det var et kæmpe chok for mig og min familie, og siden da har det været enormt svært for mig at både at finde rollen som mor, kæreste og syg.

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg gerne vil fortælle andre unge, hvordan man kan være en god støtte til en ung kræftramt. I min sygeperiode og i tiden efter har jeg haft stort behov for, at mine venner og familie behandlede mig som den Sarah, de kender. Jeg vil fortælle, at man ikke skal være bange for at spørge. Også selvom det er svært.