• 25-årige Henriette fik kræft: Med diagnosen røg vennernes invitationer (artikel, Lorry)
  
  
• Kræftramte unge gør op med tavshed og tabuer (artikel, Lorry)
  
  
• Kræftsyge rammes af ensomhed (indslag i Lorry)
  
  
• Kræftramte unge fortæller, hvordan du er en god ven til folk med kræft (Magasin, Vice)
  
  
• Sådan støtter du bedst din veninde, der har kræft (magasin, Woman)
  
  
• Ny podcast: Kraftig stress (podcast)
  
  
• Nu taler Theis om sin sygdom (artikel)

Emma

Da jeg fejrede min 21-års fødselsdag på Kreta, havde jeg ikke den fjerneste forestilling om, at mit år som 21-årig ville blive det hidtil hårdeste i mit liv. For kun en måned efter min fødselsdag blev jeg ramt af lymfekræft i stadie 3, og det blev starten på et otte måneder langt sygdomsforløb med kræft, kemo - men også kærlighed.

Jeg hedder Emma, og jeg er 23 år. Til hverdag studerer jeg på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og så er jeg med i Ung kræfts Fortællerkorps.

Min fortælling handler om at være ung og være i sin bedste alder, om at gå fra at feste og nyde sabbatårene med rejser og oplevelser til pludselig at være ramt af en livstruende sygdom. Den handler om at gå fra et liv til et helt andet og om at sætte pris på hverdagen og på livet efter kræft. 

Sarah

Jeg var lige fyldt 28 år, da jeg fik kræft. Den 3. September 2018 skulle have været en god dag. Det var den dag, jeg skulle være startet på mit nye job. Drømmejobbet. Men i stedet for at møde op i Søborg, lå jeg på Rigshospitalet og fik taget en knoglemarvsbiopsi. Dagen efter fik jeg diagnosen leukæmi (blodkræft). Her startede et 2,5 års langt behandlingsforløb med kemoterapi.

Det første år bød på højdosis kemoterapi. Min krop blev konstant nedbrudt, jeg svulmede op, gik med stok og havde mange indlæggelser. Det var tydeligt for omverdenen, at jeg var meget syg. Efter et år ændrede alt dette sig. Jeg fik mindre intens behandling, og jeg begyndte at ligne mig selv. I takt med forvandlingen, begyndte mine omgivelser at ånde lettet op. Jeg kunne mærke, de gav slip - tænkte at alt nok skulle gå, og at jeg nu skulle ud og leve mit liv. Men jeg havde det stadig ikke godt. Hverken fysisk eller psykisk.

Min historie handler om, hvor svært det er at begynde at se rask ud igen. Hvordan man som kræftpatient stadig har fysiske belastninger og psykiske behov, selvom man har fået håret tilbage på hovedet. Her er der stadig brug for forståelse og en hjælpende hånd fra venner og familie. 

Pernille

Jeg er 30 år og mor til en pige på to år. Min fortælling handler om at blive cancerpatient midt i sin barsel. Den handler om at forsøge at finde en mening med en fuldstændig vanvittig situation og gå helt ned i kulkælderen over det.

Jeg kalder min historie “plaster og pust”, fordi jeg blev mødt af den skarpeste kontrast i moderskabet, da jeg havde været mor i blot seks uger. Jeg fik nemlig konstateret aggressiv brystkræft. Så imens jeg skulle sætte plastre og puste på min datters smerte, ønskede jeg egentlig bare selv at være en lille pige i min mors favn.

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset i endnu et forsøg på at finde mening og samtidig være hudløs ærlig omkring min barske barsel. Og hvis jeg kan få bare én ung kvinde til at gå en ekstra gang til lægen i stedet for at gå ud fra, at alt er fint, så er jeg mere end tilfreds

Nicolaj

Jeg hedder Nicolaj, er 17 år og går på gymnasiet. Mens jeg tilbragte mit liv på den mest fantastiske måde - på en skøn efterskole - fik jeg en ret skræmmende besked. Torsdag den 16. maj omkring klokken 10.30 fik jeg et opkald fra min mor. Jeg skulle have svar på en biopsi, som jeg fik taget af min lymfekirtel en uge inden. Svaret kom. "Du har hodgkin lymfom - en lymfekræft."

Min fortælling handler om, at jeg faktisk var vildt heldig, for jeg blev syg, mens jeg gik på efterskole. Jeg var omgivet af venner, og jeg oplevede ikke, at folk faldt fra. Tværtimod. Folk jokede, snakkede, gav kram eller bare smilte. Jeg vil gerne have at folk skal vide, hvor fantastisk det var for mig, at jeg stadig var Nicolaj og ikke kun syge Nicolaj.

Sille

Jeg er 21 år og læser til civilingeniør i velfærdsteknologi. Da jeg var 19 år, mærkede jeg en knude på min hals. Lidt under en måned senere, fik jeg konstateret kræft. Det hele skete meget hurtigt, og jeg stod pludselig med følelsen af, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med mit liv. Jeg valgte derfor at tage to valg: Jeg ville ikke se på kræften som en sygdom, og jeg ville ikke lade kræften styre mit liv!

I dag, 2 år senere, er jeg så glad for de beslutninger. Jeg er kræftfri og kan se tilbage på kræftforløbet med et smil. Selvom det var hårdt, var det også et forløb, der lærte mig utrolig meget om mig selv.

Min historie handler om, hvordan jeg tacklede kræften som en ven, og hvordan jeg håndterede hverdagen ved siden af imens. Det handler om at lytte til sig selv og sine omgivelser og om at turde stå fast og sige fra i svære situationer.

Julie

Jeg hedder Julie og bor sammen med min mand, søn, og en lille ny på vej til august. Jeg var 24 år, da jeg fik konstateret bløddelssarkom-kræft i min højre skulder. Det var fire uger inden, min mand skulle væk fem måneder på studieophold i Norge.

Min historie handler om, hvordan jeg skulle igennem den værste periode i mit liv alene og adskilt fra min mand. Udfordringerne stod i kø med et opslidende sygdomsforløb: 2 operationer, 30 strålebehandlinger og 12 kemobehandlinger. Jeg Jeg fortæller også om at vende tilbage til den virkelige verden og væk fra sygehusets sikre vægge. 

Jeg er en del af Fortællerkorpset for at lukke dette kapitel af mit liv og komme godt videre. Jeg vil gerne hjælpe både syge og pårørende med at nedbryde de svære dilemmaer og tabuer, man støder på under et sygdomsforløb. Jeg håber, at min historie kan gøre det lettere at tale om de svære ting og nedbryde den mur, som hurtigt kan opstå mellem den syge og pårørende.

Casper

Jeg hedder Casper. Jeg er 28 år, arbejder som elektriker og bor sammen med min mand. Den 13. november 2018 fik jeg konstateret skjoldbruskkirtelkræft. Jeg har været igennem to operationer og mistede desværre stemmen under min sidste operation. Nu går jeg hos en talepædagog, og min stemme er langsomt på vej tilbage.

Min fortælling handler om venskaber, svære telefonsamtaler, om kærlighed, kræft og pølsehorn. Jeg har valgt at blive en del af Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle unge, hvordan man kan være en god ven til en med kræft. Jeg har oplevet, at mine venner trak sig en smule eller ikke turde spørge ind til min sygdom. Derfor vil jeg gerne sige, at det er bedre bare at spørge. Bare spørg!

Karina

To operationer og en jodbehandling over en sommerferie og så startede jeg på arbejde igen.

Lige lige inden min 30-års fødselsdag fik jeg konstateret skjoldbruskirtelkræft. Jeg har hele tiden lignet mig selv og har kunnet gøre de ting, jeg altid har gjort, men en kræftsygdom handler om mere end det fysiske. Den handler også om mærkelige bekymringer og tanker, der følger med.  

Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle min historie om et forløb med kræft uden kemo. Historien handler om at forstå alt, det jeg har været igennem, om en 30-års fødselsdag, en sjov oplevelse med tallerkener og min forhistorie med en mor, som jeg har mistet til kræft. Mest af alt handler historien om, at alle oplevelser med kræft er skelsættende, og hvordan det gør en verden til forskel, når andre husker det, om det vises med gaver, kram, smadrede tallerkener, en sms eller spørgsmål…. Det hele betyder noget. 

Michelle

Min fortælling handler om kærlighed, om at turde håbe og give slip på ensomheden og lade et andet menneske deltage i sygdommen. Om at være syg uden at se syg ud - jeg kan skjule mine ar og skjule min sygdom.

Min fortælling handler om at blive syg i en alder af 24 år hvor livet burde byde på andet end kontroller, lokalbedøvelse, modermærkekræft og sting i huden.

Nu er jeg 29 år og må leve med min sygdom. Skrue ned for forventningerne til livet og acceptere det som det er, og hvad det byder på nu. Og det er faktisk også mere end okay, for smukke ting opstår, også selvom det hele ser mørkt ud.

Theis

"52.000 prikker var der i loftet på stuen, hvor jeg blev indlagt.” Sådan starter min historie hos Fortællerkorpset. Onsdag den 6. februar 2019 skulle have været en god dag. Men i stedet blev det dagen, hvor lægerne gav mig beskeden om, at der var kræft i det modermærke, de havde fjernet på min ryg 14 dage tidligere. Jeg fik konstateret modermærkekræft for anden gang. Bum! Chok!

Jeg hedder Theis, og jeg er 25 år. I februar 2016 fik jeg konstateret modermærkekræft, og i april 2016 blev jeg erklæret kræftfri. Nu er kræften vendt tilbage, og jeg skal kæmpe en gang til. Jeg har valgt at være en del Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle, hvordan det er at være ung med kræft – hvordan det er at være ham, der blandt venner og familie både skal være stærk og sårbar på én og samme tid. Og så vil jeg fortælle, hvordan man kan være en god ven til en kræftramt. Jeg kender ingen, der har haft kræft, så det hele har været nyt for mig. Jeg har skulle gøre mig mine egne tanker og erfaringer. Men heldigvis har jeg haft nogle gode venner.

På Fortællerkorpsets træningsweekend har jeg lært at fortælle og tale foran andre. Det var vigtigt for mig at gennemføre træningen og få fortalt min historie. Og hold nu kæft det var en fed oplevelse første gang, jeg talte foran et publikum. Jeg er så stolt og rørt over de andre fortællere og over mig selv.

Følg Theis på Instagram @theisnybo

Trine

Jeg hedder Trine, og jeg er 22 år. Jeg fik konstateret lymfe-og knoglekræft i 4. stadie, da jeg var 10 år. På hospitalet fik jeg en aggressiv kemobehandling og blev heldigvis rask efter nogle måneder. Men da jeg kom tilbage i min gamle klasse, var jeg ikke længere bare Trine. Jeg var kræft-Trine.

Min fortælling handler om at bevæge sig ind i ungdomslivet med en alvorlig sygdom i bagagen. Den handler om selvmordstanker, cutting, mobning, misbrug og om at være ung og syg. Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg vil nedbryde tabuer, og fordi jeg vil fortælle andre unge, at man skal huske at tale om det, der er svært.  

Henriette

Den 25. december 2017 fandt jeg en knude i mit bryst. Min kæreste og jeg blev enige om, jeg skulle få den tjekket. Lægen sagde, at jeg var ung, og at det sikkert ikke var noget, men at jeg alligevel skulle undersøges for kræft. Jeg blev mega bange. Jeg fik besked om, at det var en kræftknude, og at jeg skulle have kemoterapi i et halvt år. Jeg skulle opereres og måske have stråleterapi. Men trods de dårlige nyheder var det faktisk først, da de fortalte, at jeg ville miste hår, jeg brød sammen. Jeg blev bange for, at folk på gaden ville kigge på mig og tænke: ”Hun er godt nok syg, hende der.”

Jeg hedder Henriette. Jeg er 25 år. Og jeg har haft brystkræft. Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg har oplevet, at mange af mine venner og veninder har trukket sig efter, at jeg fik kræft. Jeg vil dele min historie og mine oplevelser i håbet om at kunne hjælpe andre – både kræftramte og pårørende. Det er SÅ vigtigt, at man ikke føler sig alene. Nu er jeg en del af Fortællerkorpset, og jeg håber på at kunne være med til at nedbryde tabuer, og at vi på den måde bliver bedre til at tale sammen – både om de gode ting, men også om de følelser, som er rigtig svære.

Min fortælling handler om, hvor svært det var at skulle fortælle min mor, at jeg havde kræft. Den handler om de venner, der forsvandt, og den handler om de venner, der kom til. I dag er jeg på vej tilbage ind i ungdomslivet sammen med de venner, som har været der for mig.

Følg Henriette på Instagram @Henriette_berthel

Shannon

Som 27-årig blev jeg testet positiv i en gentest, som betød, at jeg havde større risiko for at få brystkræft end dem, der ikke har genet. Jeg har derfor gået til årlige kontroller for at holde øje med, om jeg udviklede kræft.

Da jeg er 32 år, finder de ved den årlige kontrol celleforandringer. De tager en biopsi, som viser, at jeg har brystkræft.

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg vise, at livet ikke behøver at gå i stå, fordi man får en alvorlig sygdom. Det har hele tiden været vigtigt for mig, at mine planer og drømme for livet ikke skulle stoppes af min sygdom. Kræften skulle ikke bestemme over mig – hvert fald ikke alt for meget.

Min historie handler om at tage valg. Den handler også om at kæmpe, om udfordringer og om venskaber. I dag er jeg flyttet sammen med min kæreste og har afsluttet min kandidat uddannelse. Så nu kan livet bare komme an!

Anna 

Jeg hedder Anna, og jeg er 37 år. Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle andre unge om at leve med senfølger af en kræftsygdom. Og jeg vil fortælle, at det er okay at være anderledes.

Jeg var kun to år, da mine forældre fik nyheden om, at jeg havde kræft. Kræften sad i hele min mave, og mine forældre fik valget mellem at nyde den sidste tid med mig eller at vælge en behandling med 5% chance for, at jeg ville overleve. Heldigvis valgte de det sidste.

I dag er jeg voksen og rigtig glad for, at mine forældre havde modet til at træffe den svære beslutning. Selvom kræften har sat sine spor hele vejen op gennem mit liv. Min fortælling handler om et ungdomsliv med mange senfølger, og den handler om at være anderledes og om ikke at blive accepteret. Jeg taler om, at man skal være stolt af den, man er, og at det er okay at være anderledes.

Monica

”Kan du drikke 8 liter sødmælk om dagen?” Mit navn er Monica, jeg er 28 år, og tilbage i 2011 fik jeg konstateret skjoldbruskkirtelkræft. Jeg var igennem to operationer, radioaktive jodbehandlinger samt stemmetræning.

Min fortælling handler om den positive effekt, kræft også kan have. Blandt andet handler min historie om, hvordan min familie er blevet tættere og stærkere end nogensinde før, fordi jeg har haft kræft.

Derudover handler den også om store mængder mælk og danskvand, en kæmpe appelsin, gaver i bunker og et jagttegn.

Fortællerkorpset er en rejse ind i en verden, hvor vi skal snakke om alle de spørgsmål, der er svære, men selvfølgelig også om alle dem, der er gode. Så tag med på turen og lad os sammen nedbryde nogle tabuer!

Lise

Jeg  er 31 år og bor sammen med min kæreste og datter.  Da jeg var 28 år, fik jeg konstateret brystkræft. Det var én måned før, vores datter fyldte to år.

Min historie handler om, hvordan ønsket om at udvide vores familie, pludselig blev erstattet af otte måneders intenst kræftforløb. Selvom min læge ikke mente, at jeg fejlede noget - jeg var jo så ung. Min historie handler også om de tanker, man får når, man står på kanten af livet samtidig med, at man er kæreste og mor, men også om tilbagefald. Men mest af alt handler min historie om HÅB.

Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg ønsker at vise, hvor stor en drivkraft håbet kan være. Jeg håber, at min historie kan være med til at hjælpe og inspirere andre til at være mere åbne og tale om det, der er svært.

Louise

Dan

Sarah 

Jeg hedder Sarah, og jeg er 25 år. For et års tid siden fik jeg konstateret skjoldbruskkirtelkræft, mens jeg var gravid med min anden datter. Det var et kæmpe chok for mig og min familie, og siden da har det været enormt svært for mig at både at finde rollen som mor, kæreste og syg.

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg gerne vil fortælle andre unge, hvordan man kan være en god støtte til en ung kræftramt. I min sygeperiode og i tiden efter har jeg haft stort behov for, at mine venner og familie behandlede mig som den Sarah, de kender. Jeg vil fortælle, at man ikke skal være bange for at spørge. Også selvom det er svært.