Sarah

Jeg var lige fyldt 28 år, da jeg fik kræft. Den 3. September 2018 skulle have været en god dag. Det var den dag, jeg skulle være startet på mit nye job. Drømmejobbet. Men i stedet for at møde op i Søborg, lå jeg på Rigshospitalet og fik taget en knoglemarvsbiopsi. Dagen efter fik jeg diagnosen leukæmi (blodkræft). Her startede et 2,5 års langt behandlingsforløb med kemoterapi.

Det første år bød på højdosis kemoterapi. Min krop blev konstant nedbrudt, jeg svulmede op, gik med stok og havde mange indlæggelser. Det var tydeligt for omverdenen, at jeg var meget syg. Efter et år ændrede alt dette sig. Jeg fik mindre intens behandling, og jeg begyndte at ligne mig selv. I takt med forvandlingen, begyndte mine omgivelser at ånde lettet op. Jeg kunne mærke, de gav slip - tænkte at alt nok skulle gå, og at jeg nu skulle ud og leve mit liv. Men jeg havde det stadig ikke godt. Hverken fysisk eller psykisk.

Min historie handler om, hvor svært det er at begynde at se rask ud igen. Hvordan man som kræftpatient stadig har fysiske belastninger og psykiske behov, selvom man har fået håret tilbage på hovedet. Her er der stadig brug for forståelse og en hjælpende hånd fra venner og familie. 

Pernille

Jeg er 30 år og mor til en pige på to år. Min fortælling handler om at blive cancerpatient midt i sin barsel. Den handler om at forsøge at finde en mening med en fuldstændig vanvittig situation og gå helt ned i kulkælderen over det.

Jeg kalder min historie “plaster og pust”, fordi jeg blev mødt af den skarpeste kontrast i moderskabet, da jeg havde været mor i blot seks uger. Jeg fik nemlig konstateret aggressiv brystkræft. Så imens jeg skulle sætte plastre og puste på min datters smerte, ønskede jeg egentlig bare selv at være en lille pige i min mors favn.

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset i endnu et forsøg på at finde mening og samtidig være hudløs ærlig omkring min barske barsel. Og hvis jeg kan få bare én ung kvinde til at gå en ekstra gang til lægen i stedet for at gå ud fra, at alt er fint, så er jeg mere end tilfreds

Nicolaj

Jeg hedder Nicolaj og er 19 år. Mens jeg tilbragte mit liv på den mest fantastiske måde - på en skøn efterskole - fik jeg en ret skræmmende besked. Torsdag den 16. maj omkring klokken 10.30 fik jeg et opkald fra min mor. Jeg skulle have svar på en biopsi, som jeg fik taget af min lymfekirtel en uge inden. Svaret kom. "Du har Hodgkin lymfom - en lymfekræft."

Min fortælling handler om, at jeg faktisk var vildt heldig, for jeg blev syg, mens jeg gik på efterskole. Jeg var omgivet af venner, og jeg oplevede ikke, at folk faldt fra. Tværtimod. Folk jokede, snakkede, gav kram eller bare smilte. Jeg vil gerne have at folk skal vide, hvor fantastisk det var for mig, at jeg stadig var Nicolaj og ikke kun syge Nicolaj.

Casper

Jeg hedder Casper. Jeg er 31 år, arbejder som teknisk supporter og bor sammen med min mand. Den 13. november 2018 fik jeg konstateret skjoldbruskkirtelkræft. Jeg har været igennem 2 kræft operationer og mistede desværre stemmen under den sidste. Men takket være 3 nye operationer med blandt andet et implantat I halsen kan jeg tale igen.

Min fortælling handler om svære telefonsamtaler, kærlighed, kræft og kampen med mistet stemme. Jeg har valgt at blive en del af Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle folk, at man godt kan stå og tale foran andre til trods for jeg intet har kunne sige. Men også hvordan man kan være en god ven til en med kræft. Jeg har oplevet, at mine venner trak sig en smule eller ikke turde spørge ind til min sygdom. Derfor vil jeg gerne sige, at det er bedre bare at spørge. Bare spørg!

Michelle

Min fortælling handler om kærlighed, om at turde håbe og give slip på ensomheden og lade et andet menneske deltage i sygdommen. Om at være syg uden at se syg ud - jeg kan skjule mine ar og skjule min sygdom.

Min fortælling handler om at blive syg i en alder af 24 år hvor livet burde byde på andet end kontroller, lokalbedøvelse, modermærkekræft og sting i huden.

Nu er jeg 29 år og må leve med min sygdom. Skrue ned for forventningerne til livet og acceptere det som det er, og hvad det byder på nu. Og det er faktisk også mere end okay, for smukke ting opstår, også selvom det hele ser mørkt ud.

Shannon

Som 27-årig blev jeg testet positiv i en gentest, som betød, at jeg havde større risiko for at få brystkræft end dem, der ikke har genet. Jeg har derfor gået til årlige kontroller for at holde øje med, om jeg udviklede kræft.

Da jeg er 32 år, finder de ved den årlige kontrol celleforandringer. De tager en biopsi, som viser, at jeg har brystkræft.

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg vise, at livet ikke behøver at gå i stå, fordi man får en alvorlig sygdom. Det har hele tiden været vigtigt for mig, at mine planer og drømme for livet ikke skulle stoppes af min sygdom. Kræften skulle ikke bestemme over mig – hvert fald ikke alt for meget.

Min historie handler om at tage valg. Den handler også om at kæmpe, om udfordringer og om venskaber. I dag er jeg flyttet sammen med min kæreste og har afsluttet min kandidatuddannelse. Så nu kan livet bare komme an!

Hans Peter

Jeg hedder Hans Peter, er 34, og fik konstateret testikelkræft i 2020. Jeg gennemgik kemobehandling og operationer som følge heraf. Jeg kommer ud og fortæller om mit forløb med fokus på pårørende, og om hvordan man bedst hjælper en ven, kæreste eller et familiemedlem igennem et kræftforløb

Monica

”Kan du drikke 8 liter sødmælk om dagen?” Mit navn er Monica, jeg er 28 år, og tilbage i 2011 fik jeg konstateret skjoldbruskkirtelkræft. Jeg var igennem to operationer, radioaktive jodbehandlinger samt stemmetræning.

Min fortælling handler om den positive effekt, kræft også kan have. Blandt andet handler min historie om, hvordan min familie er blevet tættere og stærkere end nogensinde før, fordi jeg har haft kræft.

Derudover handler den også om store mængder mælk og danskvand, en kæmpe appelsin, gaver i bunker og et jagttegn.

Fortællerkorpset er en rejse ind i en verden, hvor vi skal snakke om alle de spørgsmål, der er svære, men selvfølgelig også om alle dem, der er gode. Så tag med på turen og lad os sammen nedbryde nogle tabuer!

Lise

Jeg er 31 år og bor sammen med min kæreste og datter.  Da jeg var 28 år, fik jeg konstateret brystkræft. Det var én måned før, vores datter fyldte to år.

Min historie handler om, hvordan ønsket om at udvide vores familie, pludselig blev erstattet af otte måneders intenst kræftforløb. Selvom min læge ikke mente, at jeg fejlede noget - jeg var jo så ung. Min historie handler også om de tanker, man får når, man står på kanten af livet samtidig med, at man er kæreste og mor, men også om tilbagefald. Men mest af alt handler min historie om HÅB.

Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg ønsker at vise, hvor stor en drivkraft håbet kan være. Jeg håber, at min historie kan være med til at hjælpe og inspirere andre til at være mere åbne og tale om det, der er svært.

Laura

Jeg hedder Laura, er 25 år og studerer teologi på universitetet. Min fortælling handler om, hvordan sandsynlighedsregning ikke kan bruges, når man taler om kræftdiagnoser. Fire måneder efter at jeg selv var blevet erklæret syg med lymfekræft og så småt kunne skimte lys for enden af behandlingstunnellen, fik min kæreste nemlig samme besked – selvom det rent statistisk set ikke burde kunne lade sig gøre. Min fortælling handler derfor om, hvordan det er at være syg – men også om hvordan det er at være pårørende. Og så handler den om gode veninder, som illustrerede på bedste vis, hvordan man er veninde til en kræftramt.

Sophie

Jeg hedder Sophie og er 23 år. Min historie starter ved en tilfældighed, da jeg i sommeren 2021 snakker med en veninde, der netop havde fået fjernet et modermærke. Jeg havde selv ét, som jeg havde overvejet at få fjernet, så jeg tog mig sammen og bestilte en tid ved lægen. Og det var rigtig godt, for det viste sig at være kræft. I samme omgang finder man ud af, at jeg også har en genfejl, der øger min risiko for at udvikle bestemte kræftformer.
Mit liv tog med andre ord en meget uventet drejning, som ikke kun jeg selv skulle lære at håndtere, men som min omgangskreds også skulle lære at håndtere.

Jeg er med i Fortællerkorpset i håb om at kunne være med til at nedbryde tabuet og berøringsangsten, der er om at være ung og have kræft. Fordi som kræftramt kan det blive meget ensomt, og man bliver på mange måder afhængig af, at nogen rækker én hånden, og at der er nogen, der tør tale om det, der kan være svært.

Annemarie

Jeg hedder Annemarie og er 38 år. Som 36-årig blev jeg i december 2020 diagnosticeret med lymfekræft i stadie 4.
Fire måneder forinden havde mine børn og jeg samlet ind til Kræftens Bekæmpelse. Jeg er mor til to, og på daværende tidspunkt var min datter kun 3 år gammel, og en af de første tanker der ramte mig var: "Hvis jeg dør nu, så vil hun ikke kunne huske mig!" Heldigvis gik det ikke så slemt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med at jeg skulle rammes af kræft.

Min historie handler bl.a. om de tanker, hvordan det er vigtigt at tale om det der er svært, at sætte ord på og på de tanker man ikke kan undgå at have når man rammes af en livstruende sygdom i en ung alder. Men min historie handler også om, hvordan man kan se noget positivt i en kræftdiagnose, og om hvordan man kan lære noget af at rammes på sin udødelighed.

Sarah

Jeg gik i 2.g, da mine forældre en dag i marts 2015 hentede mig fra gymnasiet med beskeden om, at jeg havde kræft i hjernen. På det tidspunkt levede jeg et bekymringsfrit gymnasieliv med mange fester, nye venskaber og store forelskelser. Denne tilværelse blev i løbet af en uge skiftet ud med kemo- og strålebehandling, dødsangst og en form for ensomhed, som jeg ikke havde oplevet før.
Mit behandlingsforløb bestod først af flere kemobehandlinger, hvorefter jeg blev sendt til Texas og fik protonstråling. Da jeg afsluttede mit behandlingsforløb, vendte jeg tilbage til gymnasiet, men her stod det hurtigt klart for mig, at det var som et forandret menneske. Jeg havde pludselig fået en tung bagage, som jeg skulle lære at leve med.

I dag er jeg 26 år gammel og studerer sociologi i København. Efterhånden som jeg har fået mit sygdomsforløb mere på afstand, bliver det tydeligt for mig, hvordan det har påvirket mit ungdomsliv og hvilke psykiske omkostninger, det har haft.
Min fortælling handler om, hvordan det er at leve, efter man har overlevet. Den handler om, hvordan det er at miste ungdomslivets ubekymrethed og tilliden til sin krop. Den handler om at bearbejde de traumer og den sorg, som sygdommen har medført, og anerkende, at det er helt okay at føle den sorg. Og mest af alt handler den om at finde fodfæste, mening og glæde i livet igen.

Emil

Jeg hedder Emil og jeg er 33 år. Tilbage i 2001 fik jeg konstateret knoglekræft, med tilbagefald i 2003 og 2005. Disse begivenheder har fulgt mig på godt og ondt lige siden. Jeg blev en del af Fortællerkorpset, da dette projekt hjælper med at sætte fokus på svære emner og nedbryde tabuer.

Min fortælling handler om en ung dreng der er glad for sport, og som 12-årig skulle finde sig en ny identitet. Derfor omhandler min historie det at være syg som teenager, og at lære at acceptere at man er anderledes. ”Hvor der er vilje er der en vej” - Du finder ikke ud af om du kan, før du har prøvet det.

Sofie

Min historie handler om, at kræftforløbet ikke stopper efter du har fået beskeden fra lægen om, at du er sygdomsfri. Jeg har ved min kræfttype, knoglekræft, fået et fysisk handicap, som jeg skal stå op med hver dag samt gå i seng med hver dag. Jeg vil, resten af mit liv, have brug for, at folk passer på mig og hjælper mig til visse ting.
Jeg har den dag i dag vænnet mig mere til tanken om mit fysiske handicap og det er blevet en del af mig, men det vil aldrig blive mig.
Jeg har valgt at melde mig til fortællerkorpset, da jeg ønsker at sætte fokus på de ting, der gør ondt i livet, så folk ved, at det er okay at række en hånd ud. Det er samtidig også en bearbejdningsfase for mig selv, da jeg hele tiden bearbejder, det jeg har været igennem.

Sarah

Jeg hedder Sarah og er 31 år. Jeg fik diagnosen kronisk lymfekræft i december 2020, efter et besøg hos lægen til min drengs tre måneders vaccine under min barsel.

Min Fortælling handler om at blive syg og samtidig føle et stort ansvar for ens pårørende og familie og om man kan hjælpe hinanden igennem en traumatisk og svær periode, og alle kan komme igennem ved at være åbne og ærlige omkring ens behov.

Jeg har valgt at fortælle min historie i Fortællerkorpset, fordi jeg synes det var svært at finde andre at spejle mig i under mit behandlingsforløb. Det gav mig lyst til og et ønske om at kunne dele mine erfaringer med andre unge kræftsyge, såvel som pårørende. Jeg vil gerne bidrage til at nedbryde tabuer og hjælpe andre unge mennesker til bedre at forstå hvad det indebærer at få kræft og hvordan man kan hjælpe hinanden igennem det.

Sofie

Jeg hedder Sofie og er 22 år. I januar 2019 tog jeg til vagtlægen fordi min mor tvang mig. Det reddede mit liv. Det viste sig at jeg havde en sjælden men aggressiv type lymfekræft.

Min historie handler om at kun være 18 år da jeg blev syg - om hvordan det liv jeg regnede med at skulle leve, ændrede sig. Men også om hvordan jeg rejste mig igen, fandt nye drømme og nye veje at gå.

Jeg er med i Fortællerkorpset fordi jeg gerne vil ud og nedbryde tabuet. Men også fordi jeg tror det er vigtigt at lade andre stille spørgsmål. Det ville jeg selv have ønsket jeg havde oplevet inden jeg blev syg.

Mads

Jeg hedder Mads, og da jeg var 16 år gammel startede jeg i 1.g, hvilket jeg havde glædet mig meget til. Lige omkring tiden hvor jeg startede i gymnasiet, havde jeg fået et mærkeligt udslet, en øm armhule og var ekstremt træt – så træt at jeg faktisk ikke var meget i skole. Efter måneder med forskellige undersøgelser fandt lægerne ud af, at jeg havde lymfekræft, hvilket betød, at jeg pludselig ikke kun skulle forholde mig til terminsprøver og danskafleveringer men også højdosiskemoterapi og strålebehandling. Oveni det kom tankerne om, hvordan alvorlig sygdom ikke altid kun rammer naboen, og ikke mindst tankerne om hvordan mine nye og gamle kammerater ville reagere, når de fandt ud af, at jeg var syg.

Her en del år efter er jeg fyldt 30, og mit kræftforløb på hospitalerne ligger mange år tilbage. Det til trods fylder det stadigvæk i mig, og det er noget jeg har med i alt jeg fortager mig.

Min historie handler om, hvor vigtigt det er, at vi alle altid husker at se hele det menneske, vi er sammen med, og ikke kun kræftpatient-delen (nuværende eller tidligere), om end man er nær ven, fagperson eller et helt nyt bekendtskab.

Natja

Det var den 21. december 2021, jeg havde lige sagt mit job op som sygeplejerske og nu skulle jeg ud på en længere rejse. Eller det troede jeg i hvert fald. Min verden blev vendt op og ned denne dag da lægen sagde “Det er ikke som vi troede, du har brystkræft”. 27 år, nyligt single og klar til at nyde livet. Alt hvad jeg havde forestillet mig blev forandret og jeg skulle ind i en hverdag med kemoterapi, blodprøver og operationer.
Min historie handler om at få vendt alt på hovedet, men stadig forsøge at nyde livet og holde et positivt sind. Hvordan man kommer videre efter sådan et kræftforløb, og hvor meget det betyder at have pårørende med undervejs.

Julie

Jeg hedder Julie og er 22 år. I maj 2022 fik jeg diagnosticeret lymfekræft, efter et langt og frustrerende udredningsforløb.

Min fortælling handler blandt andet om, hvordan det er at være en ung studerende, hvis verden pludselig vender på hovedet, at være ensom i selskab med andre samt det at skulle finde sig selv på ny. Derudover fokuserer jeg også på, hvordan man som pårørende kan være der for en kræftramt, med afsæt i mit eget forløb. Jeg er en del af fortællerkorpset, da jeg vil være med til at nedbryde tabuer og italesætte de svære emner - dem er det vigtigt vi taler om!

Thea

Mit navn er Thea, jeg er 36 år og gift med Peter. Sammen er vi forældre til to drenge på 4 og 7 år. Jeg fik konstateret brystkræft i december 2021. Behandlingen bestod af, kemo, brystbevarende operation og stråler. Efterfølgende skal jeg have antihormonbehandling i 5 år.

Min historie handler om at være ung med senfølger og at leve i et samfund, hvor det forventes, at jeg er rask. Jeg har meldt mig til fortællerkorpset i håb om, at min brystkræftdiagnose i 2021 kan komme til at give mening - og forhåbentligt hjælpe andre.
Det er dilemma- og kontrastfyldt, at behandlingen er ovre. Målet blev indfriet. Jeg blev rask. Men jeg er alligevel ikke helt rask, på grund af de begrænsninger min krop og mit sind oplever.
For mig er det rigtig vigtigt at fortælle at senfølger også er noget, der rammer unge. Jeg vil gerne sætte fokus på, at det er svært at være ung og skulle vende tilbage til sit gamle liv, hvor man både skal være mor, hustru og arbejdstager.

Apdil

Jeg hedder Apdil og er 30 år. Den 8. juni 2022 fik jeg diagnosticeret lymfekræft efter 11 feberperioder på 5 måneder.
I min fortælling stiller jeg spørgsmålet “Kan en kræftdiagnose også være en lettelse?”
Jeg kommer bl.a. ind på mit forløb før jeg får min diagnose, de tanker og overvejelser jeg gør mig i forhold til hvor meget mine pårørende skal indblandes, og de vigtige samtaler med ens venner.
Jeg er en del af Fortællerkorpset, da jeg synes det er enormt vigtigt at dele ud af ens erfaringer, bryde tabuer, og at vi tør tage en snak om de svære emner.

Julie

Jeg var 31 år, og arbejdede som sygeplejerske, da jeg begyndte at få ondt i højre side når jeg lå ned. Det kom fra ryggen og bredte sig om foran. Jeg tænkte, at jeg måske havde fået en nerve i klemme eller havde gjort en forkert bevægelse. Så jeg tog til kiropraktor flere gange, men det hjalp ikke. En uge efter min sidste kiropraktorbehandling sad jeg på sygehuset og fik at vide, at røntgen viste, at jeg havde en skygge på højre lunge. Lidt over 3 uger efter, den 30. marts 2022, fik jeg diagnosen lungekræft. Uhelbredelig - stadie 4.

Min fortælling handler om tro og håb, og om hvordan man favner livet, når man for stillet en uhelbredelig kræftdiagnose. Gennem Fortællerkorpset vil jeg gerne dele ærligt ud af, hvad jeg har lært om det at leve med kræften, og min egen åbenbaring om, at man godt kan få et stort og fantastisk liv på trods af den.

Vilde

Jeg hedder Vilde og er 30 år. Min datter var tre måneder, da lægerne finder en tumor i min hjerne. Det er en tumor på stadie tre ud af fire – lægerne vil ikke fjerne den, og derfor er den stadig en del af mig idag.
Herfra starter den vildeste kamp, med 8 måneders behandlingsforløb, med både strålebehandling og kemoterapi, og min kæreste og jeg hopper bare på toget.

Jeg troede at det hele ville blive et helvede - hvordan skal man kunne leve et godt og normalt liv med kræft? Kan man overhovedet det? Det virkede for mig helt surrealistisk. Men det kan utroligt nok godt lade sige gøre. Det kan lade sig gøre, at have et dejligt liv med skønne oplevelser. Netop dét har jeg valgt for mig selv og min familie. Jeg skal ikke defineres af sygdommen, og den skal heller ikke få lov til at definere mit liv. Sygdommen har haft andet med sig end kun dårligdomme.

Jeg er med i Fortællerkorpset, fordi jeg har lyst til at dele ud af min historie – jeg har lyst til at tage en anden i hånden og fortælle, at livet godt kan være godt på trods af kræften.

Joshua

I sommeren 2017 fik jeg testikelkræft. Jeg blev opereret og erklæret kræftfri kort tid efter.

Et ar i lysken og en testikel fattigere var det eneste der skulle til. Jeg undgik kemoterapi og strålebehandling. Jeg kunne endda stadig få børn, hvis jeg ville. Jeg var rask igen, eller var jeg nu også det?

Indeni var noget andet gået i stykker. Min egen krop havde forrådt mig. Kunne jeg nogensinde stole på den igen?

Min historie handler bl.a. om de psykiske senfølger jeg stadig oplever efter mit kræftforløb. Om ensomheden og frustrationerne over ikke at kunne dele de svære tanker og følelser med mine nærmeste.

Jeg håber også, at jeg med min fortælling, kan være med til at aftabuisere testikelkræft som kræftform.

Frederikke

Mit navn er Frederikke og jeg er 24 år gammel. Jeg fik konstateret lymfekræft (Hodgkins Lymfom) i maj 2020 som 21-årig. På det tidspunkt estimerede min kræftlæge, at jeg havde været syg i op til 2 år, inden det blev diagnosticeret.

I næsten et år gik jeg med symptomer, som bare blev værre og værre. Jeg blev set og sendt hjem af 9 forskellige læger og var på 8 forskellige penicillinkure. Til sidst var jeg så svagelig, at jeg ikke kunne stå i længere tid ad gangen. Jeg var hævet over skulderen og bulede ud gennem ribbenene. Min mor og jeg krævede da, at jeg kom ind på hospitalet og blev scannet. Der blev det opdaget, at jeg havde stadie 4 lymfekræft med indvækst i hjerte, lunge, milt, lever og knogler. Min kræftlæge sagde, at jeg havde op til 14 dage tilbage at leve i.

Efter et intenst behandlingsforløb er jeg i dag erklæret kræftfri. Men havde jeg ikke stået imod mine lægers vurderinger, var jeg ikke overlevet. Min fortælling handler om ikke at blive hørt, når man som ung er alvorligt syg. Hvor afmægtigt det føltes og, hvordan det påvirkede min forståelse af mig selv og min omverden.