Sarah
Jeg gik i 2.g, da mine forældre en dag i marts 2015 hentede mig fra gymnasiet med beskeden om, at jeg havde kræft i hjernen. På det tidspunkt levede jeg et bekymringsfrit gymnasieliv med mange fester, nye venskaber og store forelskelser. Denne tilværelse blev i løbet af en uge skiftet ud med kemo- og strålebehandling, dødsangst og en form for ensomhed, som jeg ikke havde oplevet før.
Mit behandlingsforløb bestod først af flere kemobehandlinger, hvorefter jeg blev sendt til Texas og fik protonstråling. Da jeg afsluttede mit behandlingsforløb, vendte jeg tilbage til gymnasiet, men her stod det hurtigt klart for mig, at det var som et forandret menneske. Jeg havde pludselig fået en tung bagage, som jeg skulle lære at leve med.
I dag er jeg 26 år gammel og studerer sociologi i København. Efterhånden som jeg har fået mit sygdomsforløb mere på afstand, bliver det tydeligt for mig, hvordan det har påvirket mit ungdomsliv og hvilke psykiske omkostninger, det har haft.
Min fortælling handler om, hvordan det er at leve, efter man har overlevet. Den handler om, hvordan det er at miste ungdomslivets ubekymrethed og tilliden til sin krop. Den handler om at bearbejde de traumer og den sorg, som sygdommen har medført, og anerkende, at det er helt okay at føle den sorg. Og mest af alt handler den om at finde fodfæste, mening og glæde i livet igen.