• 25-årige Henriette fik kræft: Med diagnosen røg vennernes invitationer (artikel, Lorry)
  
  
• Kræftramte unge gør op med tavshed og tabuer (artikel, Lorry)
  
  
• Kræftsyge rammes af ensomhed (indslag i Lorry)
  
  
• Kræftramte unge fortæller, hvordan du er en god ven til folk med kræft (Magasin, Vice)
  
  
• Sådan støtter du bedst din veninde, der har kræft (magasin, Woman)
  
  
• Ny podcast: Kraftig stress (podcast)
  
  
• Nu taler Theis om sin sygdom (artikel)

Sarah

Jeg var lige fyldt 28 år, da jeg fik kræft. Den 3. September 2018 skulle have været en god dag. Det var den dag, jeg skulle være startet på mit nye job. Drømmejobbet. Men i stedet for at møde op i Søborg, lå jeg på Rigshospitalet og fik taget en knoglemarvsbiopsi. Dagen efter fik jeg diagnosen leukæmi (blodkræft). Her startede et 2,5 års langt behandlingsforløb med kemoterapi.

Det første år bød på højdosis kemoterapi. Min krop blev konstant nedbrudt, jeg svulmede op, gik med stok og havde mange indlæggelser. Det var tydeligt for omverdenen, at jeg var meget syg. Efter et år ændrede alt dette sig. Jeg fik mindre intens behandling, og jeg begyndte at ligne mig selv. I takt med forvandlingen, begyndte mine omgivelser at ånde lettet op. Jeg kunne mærke, de gav slip - tænkte at alt nok skulle gå, og at jeg nu skulle ud og leve mit liv. Men jeg havde det stadig ikke godt. Hverken fysisk eller psykisk.

Min historie handler om, hvor svært det er at begynde at se rask ud igen. Hvordan man som kræftpatient stadig har fysiske belastninger og psykiske behov, selvom man har fået håret tilbage på hovedet. Her er der stadig brug for forståelse og en hjælpende hånd fra venner og familie. 

Pernille

Jeg er 30 år og mor til en pige på to år. Min fortælling handler om at blive cancerpatient midt i sin barsel. Den handler om at forsøge at finde en mening med en fuldstændig vanvittig situation og gå helt ned i kulkælderen over det.

Jeg kalder min historie “plaster og pust”, fordi jeg blev mødt af den skarpeste kontrast i moderskabet, da jeg havde været mor i blot seks uger. Jeg fik nemlig konstateret aggressiv brystkræft. Så imens jeg skulle sætte plastre og puste på min datters smerte, ønskede jeg egentlig bare selv at være en lille pige i min mors favn.

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset i endnu et forsøg på at finde mening og samtidig være hudløs ærlig omkring min barske barsel. Og hvis jeg kan få bare én ung kvinde til at gå en ekstra gang til lægen i stedet for at gå ud fra, at alt er fint, så er jeg mere end tilfreds

Nicolaj

Jeg hedder Nicolaj og er 19 år. Mens jeg tilbragte mit liv på den mest fantastiske måde - på en skøn efterskole - fik jeg en ret skræmmende besked. Torsdag den 16. maj omkring klokken 10.30 fik jeg et opkald fra min mor. Jeg skulle have svar på en biopsi, som jeg fik taget af min lymfekirtel en uge inden. Svaret kom. "Du har Hodgkin lymfom - en lymfekræft."

Min fortælling handler om, at jeg faktisk var vildt heldig, for jeg blev syg, mens jeg gik på efterskole. Jeg var omgivet af venner, og jeg oplevede ikke, at folk faldt fra. Tværtimod. Folk jokede, snakkede, gav kram eller bare smilte. Jeg vil gerne have at folk skal vide, hvor fantastisk det var for mig, at jeg stadig var Nicolaj og ikke kun syge Nicolaj.

Casper

Jeg hedder Casper. Jeg er 28 år, arbejder som elektriker og bor sammen med min mand. Den 13. november 2018 fik jeg konstateret skjoldbruskkirtelkræft. Jeg har været igennem to operationer og mistede desværre stemmen under min sidste operation. Nu går jeg hos en talepædagog, og min stemme er langsomt på vej tilbage.

Min fortælling handler om venskaber, svære telefonsamtaler, om kærlighed, kræft og pølsehorn. Jeg har valgt at blive en del af Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle unge, hvordan man kan være en god ven til en med kræft. Jeg har oplevet, at mine venner trak sig en smule eller ikke turde spørge ind til min sygdom. Derfor vil jeg gerne sige, at det er bedre bare at spørge. Bare spørg!

Michelle

Min fortælling handler om kærlighed, om at turde håbe og give slip på ensomheden og lade et andet menneske deltage i sygdommen. Om at være syg uden at se syg ud - jeg kan skjule mine ar og skjule min sygdom.

Min fortælling handler om at blive syg i en alder af 24 år hvor livet burde byde på andet end kontroller, lokalbedøvelse, modermærkekræft og sting i huden.

Nu er jeg 29 år og må leve med min sygdom. Skrue ned for forventningerne til livet og acceptere det som det er, og hvad det byder på nu. Og det er faktisk også mere end okay, for smukke ting opstår, også selvom det hele ser mørkt ud.

Theis

"52.000 prikker var der i loftet på stuen, hvor jeg blev indlagt.” Sådan starter min historie hos Fortællerkorpset. Onsdag den 6. februar 2019 skulle have været en god dag. Men i stedet blev det dagen, hvor lægerne gav mig beskeden om, at der var kræft i det modermærke, de havde fjernet på min ryg 14 dage tidligere. Jeg fik konstateret modermærkekræft for anden gang. Bum! Chok!

Jeg hedder Theis, og jeg er 25 år. I februar 2016 fik jeg konstateret modermærkekræft, og i april 2016 blev jeg erklæret kræftfri. Nu er kræften vendt tilbage, og jeg skal kæmpe en gang til. Jeg har valgt at være en del Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle, hvordan det er at være ung med kræft – hvordan det er at være ham, der blandt venner og familie både skal være stærk og sårbar på én og samme tid. Og så vil jeg fortælle, hvordan man kan være en god ven til en kræftramt. Jeg kender ingen, der har haft kræft, så det hele har været nyt for mig. Jeg har skulle gøre mig mine egne tanker og erfaringer. Men heldigvis har jeg haft nogle gode venner.

På Fortællerkorpsets træningsweekend har jeg lært at fortælle og tale foran andre. Det var vigtigt for mig at gennemføre træningen og få fortalt min historie. Og hold nu kæft det var en fed oplevelse første gang, jeg talte foran et publikum. Jeg er så stolt og rørt over de andre fortællere og over mig selv.

Shannon

Som 27-årig blev jeg testet positiv i en gentest, som betød, at jeg havde større risiko for at få brystkræft end dem, der ikke har genet. Jeg har derfor gået til årlige kontroller for at holde øje med, om jeg udviklede kræft.

Da jeg er 32 år, finder de ved den årlige kontrol celleforandringer. De tager en biopsi, som viser, at jeg har brystkræft.

Jeg har meldt mig til Fortællerkorpset, fordi jeg vise, at livet ikke behøver at gå i stå, fordi man får en alvorlig sygdom. Det har hele tiden været vigtigt for mig, at mine planer og drømme for livet ikke skulle stoppes af min sygdom. Kræften skulle ikke bestemme over mig – hvert fald ikke alt for meget.

Min historie handler om at tage valg. Den handler også om at kæmpe, om udfordringer og om venskaber. I dag er jeg flyttet sammen med min kæreste og har afsluttet min kandidatuddannelse. Så nu kan livet bare komme an!

Anna 

Jeg hedder Anna, og jeg er 37 år. Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg vil fortælle andre unge om at leve med senfølger af en kræftsygdom. Og jeg vil fortælle, at det er okay at være anderledes.

Jeg var kun to år, da mine forældre fik nyheden om, at jeg havde kræft. Kræften sad i hele min mave, og mine forældre fik valget mellem at nyde den sidste tid med mig eller at vælge en behandling med 5% chance for, at jeg ville overleve. Heldigvis valgte de det sidste.

I dag er jeg voksen og rigtig glad for, at mine forældre havde modet til at træffe den svære beslutning. Selvom kræften har sat sine spor hele vejen op gennem mit liv. Min fortælling handler om et ungdomsliv med mange senfølger, og den handler om at være anderledes og om ikke at blive accepteret. Jeg taler om, at man skal være stolt af den, man er, og at det er okay at være anderledes.

Monica

”Kan du drikke 8 liter sødmælk om dagen?” Mit navn er Monica, jeg er 28 år, og tilbage i 2011 fik jeg konstateret skjoldbruskkirtelkræft. Jeg var igennem to operationer, radioaktive jodbehandlinger samt stemmetræning.

Min fortælling handler om den positive effekt, kræft også kan have. Blandt andet handler min historie om, hvordan min familie er blevet tættere og stærkere end nogensinde før, fordi jeg har haft kræft.

Derudover handler den også om store mængder mælk og danskvand, en kæmpe appelsin, gaver i bunker og et jagttegn.

Fortællerkorpset er en rejse ind i en verden, hvor vi skal snakke om alle de spørgsmål, der er svære, men selvfølgelig også om alle dem, der er gode. Så tag med på turen og lad os sammen nedbryde nogle tabuer!

Lise

Jeg  er 31 år og bor sammen med min kæreste og datter.  Da jeg var 28 år, fik jeg konstateret brystkræft. Det var én måned før, vores datter fyldte to år.

Min historie handler om, hvordan ønsket om at udvide vores familie, pludselig blev erstattet af otte måneders intenst kræftforløb. Selvom min læge ikke mente, at jeg fejlede noget - jeg var jo så ung. Min historie handler også om de tanker, man får når, man står på kanten af livet samtidig med, at man er kæreste og mor, men også om tilbagefald. Men mest af alt handler min historie om HÅB.

Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg ønsker at vise, hvor stor en drivkraft håbet kan være. Jeg håber, at min historie kan være med til at hjælpe og inspirere andre til at være mere åbne og tale om det, der er svært.

Louise

Mit navn er Louise, jeg er 38 år og jeg startede i fortællerkorpset i 2019. I 2017 fik jeg konstateret lungekræft med spredning (ALK lungekræft) Jeg lå i skilsmisse samtidig med, at jeg fik min diagnose hvilket ikke gjorde tingene bedre. Min bror ville gerne vide hvor lang tid han havde tilbage mig og dommen lyd på 1-3 år. Min verden faldt sammen, da jeg så tårer i hans øjne. Der valgte jeg, at det skulle være løgn, siden den dag har jeg kæmpet mod denne sygdom. Jeg er i behandling med biologisk medicin igennem piller og man kan ikke se kræften i min krop. Men jeg ved, at hvis jeg ikke får min medicin vil kræften komme hurtigt igen.

Jeg har valgt og træde ind i fortællerkorpset da jeg, igennem egen erfaring, ved hvor hårdt det kan være for familie og forhold hvis man ikke beder om hjælp tidligt i sit sygdomsforløb om det er til, at håndtere den nye virkelighed sammen med familien eller forholdet. Det er ikke kun en selv som har fået kræft, det har familien også.

Sophie

Jeg hedder Sophie og er 23 år. Min historie starter ved en tilfældighed, da jeg i sommeren 2021 snakker med en veninde, der netop havde fået fjernet et modermærke. Jeg havde selv ét, som jeg havde overvejet at få fjernet, så jeg tog mig sammen og bestilte en tid ved lægen. Og det var rigtig godt, for det viste sig at være kræft. I samme omgang finder man ud af, at jeg også har en genfejl, der øger min risiko for at udvikle bestemte kræftformer.
Mit liv tog med andre ord en meget uventet drejning, som ikke kun jeg selv skulle lære at håndtere, men som min omgangskreds også skulle lære at håndtere.

Jeg er med i Fortællerkorpset i håb om at kunne være med til at nedbryde tabuet og berøringsangsten, der er om at være ung og have kræft. Fordi som kræftramt kan det blive meget ensomt, og man bliver på mange måder afhængig af, at nogen rækker én hånden, og at der er nogen, der tør tale om det, der kan være svært.

Annemarie

Jeg hedder Annemarie og er 38 år. Som 36-årig blev jeg i december 2020 diagnosticeret med lymfekræft i stadie 4.
Fire måneder forinden havde mine børn og jeg samlet ind til Kræftens Bekæmpelse. Jeg er mor til to, og på daværende tidspunkt var min datter kun 3 år gammel, og en af de første tanker der ramte mig var: "Hvis jeg dør nu, så vil hun ikke kunne huske mig!" Heldigvis gik det ikke så slemt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med at jeg skulle rammes af kræft.

Min historie handler bl.a. om de tanker, hvordan det er vigtigt at tale om det der er svært, at sætte ord på og på de tanker man ikke kan undgå at have når man rammes af en livstruende sygdom i en ung alder. Men min historie handler også om, hvordan man kan se noget positivt i en kræftdiagnose, og om hvordan man kan lære noget af at rammes på sin udødelighed.

Sarah

Jeg gik i 2.g, da mine forældre en dag i marts 2015 hentede mig fra gymnasiet med beskeden om, at jeg havde kræft i hjernen. På det tidspunkt levede jeg et bekymringsfrit gymansieliv med mange fester, nye venskaber og store forelskelser. Denne tilværelse blev i løbet af en uge skiftet ud med kemo- og strålebehandling, dødsangst og en form for ensomhed, som jeg ikke havde oplevet før.
Mit behandlingsforløb bestod først af flere kemobehandlinger, hvorefter jeg blev sendt til Texas og fik protonstråling. Da jeg afsluttede mit behandlingsforløb, vendte jeg tilbage til gymnasiet, men her stod det hurtigt klart for mig, at det var som et forandret menneske. Jeg havde pludselig fået en tung bagage, som jeg skulle lære at leve med.

I dag er jeg 25 år gammel og studerer sociologi i København. Efterhånden som jeg har fået mit sygdomsforløb mere på afstand, bliver det tydeligt for mig, hvordan det har påvirket mit ungdomsliv og hvilke psykiske omkostninger, det har haft.
Min fortælling handler om, hvordan det er at leve, efter man har overlevet. Den handler om, hvordan det er at miste ungdomslivets ubekymrethed og tilliden til sin krop. Den handler om at bearbejde de traumer og den sorg, som sygdommen har medført, og anerkende, at det er helt okay at føle den sorg. Og mest af alt handler den om at finde fodfæste, mening og glæde i livet igen.

Sofie

Min historie handler om, at kræftforløbet ikke stopper efter du har fået beskeden fra lægen om, at du er sygdomsfri. Jeg har ved min kræfttype, knoglekræft, fået et fysisk handicap, som jeg skal stå op med hver dag samt gå i seng med hver dag. Jeg vil, resten af mit liv, have brug for, at folk passer på mig og hjælper mig til visse ting.
Jeg har den dag i dag vænnet mig mere til tanken om mit fysiske handicap og det er blevet en del af mig, men det vil aldrig blive mig.
Jeg har valgt at melde mig til fortællerkorpset, da jeg ønsker at sætte fokus på de ting, der gør ondt i livet, så folk ved, at det er okay at række en hånd ud. Det er samtidig også en bearbejdningsfase for mig selv, da jeg hele tiden bearbejder, det jeg har været igennem.

Sarah

Jeg hedder Sarah og er 31 år. Jeg fik diagnosen kronisk lymfekræft i december 2020, efter et besøg hos lægen til min drengs tre måneders vaccine under min barsel.

Min Fortælling handler om at blive syg og samtidig føle et stort ansvar for ens pårørende og familie og om man kan hjælpe hinanden igennem en traumatisk og svær periode, og alle kan komme igennem ved at være åbne og ærlige omkring ens behov.

Jeg har valgt at fortælle min historie i Fortællerkorpset, fordi jeg synes det var svært at finde andre at spejle mig i under mit behandlingsforløb. Det gav mig lyst til og et ønske om at kunne dele mine erfaringer med andre unge kræftsyge, såvel som pårørende. Jeg vil gerne bidrage til at nedbryde tabuer og hjælpe andre unge mennesker til bedre at forstå hvad det indebærer at få kræft og hvordan man kan hjælpe hinanden igennem det.