Ung kræft i

Gruppe for unge pårørende og efterladte i Aarhus

Vi har fået en gruppe for unge pårørende og efterladte til unge kræftpatienter. Gruppen mødes i Aarhus og omegn, men pårørende fra hele landet er velkomne.

FIND GRUPPEN HER

UNGE PÅRØRENDE

Er det okay at sige HØJT, at det er svært at være pårørende? JA, det er. Vær med til at sætte fokus på unge pårørende sammen med os♥

I Ung kræft bliver vi oftere og oftere kontaktet af unge pårørende til unge kræftpatienter, som spørger:

Hvad har I af tilbud til mig? Hvor kan jeg finde mere viden? Hvor kan jeg møde andre, som står i samme situation?

Som det er lige nu, er der desværre ikke ret mange tilbud til jer. Men det vil vi forsøge at lave om på. Derfor har vi igangsat en række initiativer, hvor vi sætter mere fokus på at være ung pårørende til en ung kræftpatient. Vi har:

  • Fået produceret tre korte film om at være søskende, ven og kæreste
  • Fået vores allerførste gruppe for unge pårørende og efterladte. Find den her
  • Flere historier på vej fra unge pårørende her og på Instagram #duerikkealene

TRE FILM OM AT VÆRE PÅRØRENDE

”Min umiddelbare reaktion var ’fuck’”

Jesper fortæller hudløst ærligt om at føle sig magtesløs, da hans kone var syg.

”Jeg har følt mig glemt”

Maria deler sine svære tanker om at føle sig ensom og glemt, da hendes lillebror fik leukæmi.

”Når jeg har åbnet mig op, er det hele blevet meget lettere”

Stine deler sine tanker om at have en veninde, som er uhelbredeligt syg af kræft.

Om at miste...

Ronja har mistet sin mand og fortæller hudløst ærligt om at føle sig alene:

"Jeg tænker, at den måde, jeg kom videre på, var ved at give mig selv lov til at snakke om det, også om de forbudte tanker, der fylder. Peter og jeg var virkelig gode til at stå sammen og tale om tingene. Han var altid klar i spyttet, og det elskede jeg. Han fortalte mig, at han ikke ville have, jeg skulle være alene. Han sendte mig afsted med kærlighed❤️

Charlottes lillebror har haft kræft

Vi giver ordet til Charlotte, som fortæller, hvordan sygdommen stadig påvirker hende. Og at det er helt okay:

"Jeg rammes ofte af en følelse af utilstrækkelighed og tvivl. Burde jeg have været der mere? Burde jeg have handlet anderledes? Er min rolle stadig “pårørende”, når nu min bror er erklæret kræftfri? Kan jeg overhovedet tillade mig at føle, tænke og mene både godt og ondt om den tid, når nu vi alle er kommet levende ud på den anden side?"