Motion forebygger kræft

Det sundeste er at bevæge sig så meget som muligt. Men det er lige så vigtigt at sidde ned så lidt som muligt. Ved at få pulsen op mindst 30 minutter om dagen, mindsker man risikoen for kræft. Man mindsker også risikoen for f.eks. hjertekarsygdomme og diabetes.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler
  • Voksne skal have pulsen op i mindst 30 minutter hver dag. For børn mellem 5-17 år er det 60 minutter hver dag. Hvis ikke, der er tid til 30 minutter på én gang, kan man bevæge sig 3 x 10 minutter i løbet af dagen.

  • Man skal dyrke motion med høj intensitet mindst 2 gange om ugen i 20 minutter ad gangen. For børn mellem 5-17 år er det mindst 3 gange om ugen. Det vedligeholder konditionen og styrker musklerne.

  • Man skal huske aktiviteter som øger knoglestyrken (som f.eks. styrketræning og løb) og bevægeligheden (som yoga og svømning).

Hvad er forskellen på motion og bevægelse?

Bevægelse er, når man bevæger sig med moderat intensitet og er lettere forpustet, men godt kan føre en samtale imens. Når man dyrker motion ved høj intensitet, er man derimod så forpustet, at det er svært at tale og sige hele sætninger.

Mindre tid på stolen og i sofaen

Det sundeste er at bevæge sig så meget som muligt. Men det er lige så vigtigt, at man sidder ned så lidt som muligt. Hvis man arbejder på et kontor og sidder meget ned, er det altså vigtigt at rejse sig en gang imellem og bevæge sig eller f.eks. stå op og arbejde. Det samme gælder, hvis man spiller meget computer.

Vær aktiv en time om dagen

Som barn eller ung skal man altså være aktiv mindst i en time om dagen. Man behøver dog ikke at være aktiv i en hel time i træk - det kan også være i 6 x 10 min. ad gangen. Et eksempel på en dag med tilpas fysisk aktivitet kan være:

  • At cykle til og fra skole 2 x 5 min.

  • Bevæge sig i frikvartererne i 20 min.

  • Dyrke sport eller gå/løbe en tur med hunden i 30 min.


Der skal ikke så meget til for at nå op på en time!

Gode råd til bevægelse i hverdagen

Der er flere ting, man kan gøre for at få mere bevægelse ind i hverdagen:

Rejs dig op
Hvis man sidder meget ved en computer, enten på arbejdet eller i skolen, er det en god idé at komme op at stå med jævne mellemrum. Det aktiverer stofskiftet og hjælper med at stabilisere blodsukkeret og andre hormoner i kroppen. Det styrker også musklerne.

Gå hver dag
For dem, der ikke er til løb, fitnesscenter eller hård træning, kan gåture hver dag gøre en stor forskel.

Ud at cykle
Der er meget mere motion i at cykle til og fra skole, på arbejde og til fritidsaktiviteter end at køre i bil eller bus – også selvom turen er kort, og man kører langsomt.

Leg hver dag
Man kan f.eks. løbe om kap, hoppe på trampolin, danse eller slås med lyssværd. Uanset hvilken leg man vælger, får man fordelene af at få pulsen op.

Dyrk en sport
Det kan være badminton, fodbold, svømning, fægtning eller squaredance. Det er ikke vigtigt, om det er den ene eller anden form for sport, så længe pulsen kommer op musklerne trænes.

 
Skal du skrive projektopgave?

Find inspiration og viden om emnet kræft under forskellige temaer.

 

Se temaer


Børn, unge og kræft

Besøg siderne om børn, unge og kræft på cancer.dk.

Læs om børn, unge og kræft


Kontakt skoleredaktionen

Vi kan desværre ikke hjælpe med at arrangere interviews. Men du er velkommen til at sende en mail til os:

skolemail@cancer.dk