Passiv rygning

En af de ting, man selv kan gøre, for at undgå kræft, er at undgå passiv rygning. Man er udsat for passiv rygning, hvis man indånder tobaksrøg på grund af andres rygning.

Passiv rygning

80 pct. af tobaksrøgen er usynlig

Hvis der ryges indendørs, bliver luften forurenet med tobaksrøg. Mere end 80 pct. af røgen kan du hverken se eller lugte. Røgen indeholder stoffer og partikler, der kan gøre os syge. Det tager under 10 minutter at ryge en cigaret, men stofferne er i rummet længe efter, at cigaretten er slukket.

Røgen indåndes og føres ud i hele kroppen

Vi trækker vejret cirka 15 gange i minuttet svarende til cirka 20.000 gange i døgnet. Hvis du er i et rum, hvor der ryges eller lige har været røget, indånder du de farlige stoffer og partikler, hver gang du trækker vejret. I lungerne trænger stofferne over i blodet, og herfra føres de videre ud til alle organer. På den måde kan stofferne gøre skade i hele kroppen.

Passiv rygning og sygdom

Luft, der er forurenet med tobaksrøg (passiv rygning), kan både gøre børn og voksne syge. Børn kan f.eks. få astma og mellemørebetændelse. Voksne kan få lungekræft, hjertesygdomme og slagtilfælde.

Gammel røg

Hvis du har været sammen med nogen, der ryger, så lugter dit tøj bagefter af røg. Det er stoffer og partikler fra røgen, som har sat sig i tøjet. Du har ’gammel røg’ i tøjet. På samme måde vil der være gammel røg i møbler, tæpper, gardiner, tapet mm., i de rum, hvor der er blevet røget. Den gamle røg er i rummet, længe efter cigaretten er slukket. Tobaksrøg er altså ikke kun skadelig, mens der ryges, men også bagefter.

Røgen spreder sig

Når der ryges indendørs, spreder røgen sig fra rum til rum. Det hjælper ikke at ryge ud af vinduet, under emhætten eller i enkelte rum. Man kan ikke undgå, at noget af røgen spreder sig gennem dørene til de andre rum. I nogle huse kan røgen også finde vej gennem revner og sprækker i loft, vægge og gulve. På den måde, kan røgen i nogle tilfælde sprede sig fra en lejlighed til en anden. Det kalder man for naborøg.

Hvis der ryges i en bil

Bilen er et lille rum. Hvis der ryges i en bil, bliver mængden af tobaksrøg og gammel røg meget høj. For eksempel kan nikotin fra tobaksrøgen klistre sig fast til overflader i bilen og forurene bilen i lang tid. I nogle lande (f.eks. Storbritannien) er der indført rygeforbud i biler med børn og unge. Det er for at beskytte børn mod tobaksrøgen.

 
Skal du skrive projektopgave?

Find inspiration og viden om emnet kræft under forskellige temaer.

 

Se temaer


Gå op i røg

Gå op i røg

Bliv klogere på tobakkens konsekvenser og lær om miljø og tobak, børnearbejde og hvad det koster at ryge.

Gå op i røg


Kontakt skoleredaktionen

Vi kan desværre ikke hjælpe med at arrangere interviews. Men du er velkommen til at sende en mail til os:

skolemail@cancer.dk