HVAD ER DEN LOKALE SOLUGE?

Den lokale soluge handler om at give børn i landets børnehaver en mere solsikker hverdag. Derfor inviterer Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, frivillige til at besøge lokale institutioner for at opfordre dem til at vedtage en solpolitik.


Takket være en masse engagerede og dygtige frivillige over hele landet, har flere hundrede institutioner sat solbeskyttelse på dagsordenen, og mange tusinde børn har lært at blive ven med solen bl.a. ved at lave et af de populære uv-armbånd. Rigtig mange børnehaver har allerede indført en solpolitik, og vi håber, at de frivilliges indsats i år sikrer, at endnu flere børn rundt omkring i hele landet vil blive godt beskyttet i solen.


Uanset om du ønsker at være frivillig og tage ud til børnehaver, eller om du er institution, der vil have besøg eller ønsker at holde egen sol-tema-uge, kan alle være med.

KAN ALLE DELTAGE I DEN LOKALE SOLUGE?

Ja, alle der har lyst til at gøre en forskel for børn i de danske institutioner kan deltage i den lokale soluge. Det eneste det kræver er:

At du vil være med til at forebygge kræft i huden, og give børn gode solvaner.

At du kan afsætte en halv dag til at besøge en institution.

At du opretter dig på frivillig.dk og melder dig ind i gruppen: den lokale soluge.

At du på frivillig.dk opretter dig som frivillig eller kampagnekoordinator. 

At du evt. finder en anden person, der vil tage på institutionsbesøg sammen med dig.

At du bestiller vores gratis materialepakke, med alt hvad du behøver til besøget.