Gå til sygdomsliste

Stort flertal af S-vælgere ønsker højere pris på cigaretter

03-06-2019
Alle partier har sagt, hvad de mener, en pakke cigaretter skal koste. Dog ikke Socialdemokratiet, der tøver. Men der er ingen grund til at frygte vælgerne. En ny rundspørge viser, at et stort flertal af S-vælgerne ønsker prisen på tobak op.

Et stort flertal af vælgerne ønsker højere pris på tobak. Foto: Colourbox

Skal prisen på tobak op? Sådan lyder et af valgkampens centrale spørgsmål. De fleste partier har for længst taget stilling. Og for godt en uge siden meldte også Lars Løkke Rasmussen ud, at Venstre mener, en pakke cigaretter skal koste ’på den gode side af 60 kroner’.

Men Socialdemokratiet vil ikke sætte pris på tobakken. Bekymringen er, at det vil presse de svageste, hvis prisen på cigaretter bliver for høj. For blandt mennesker med små indkomster er der flere, der ryger. Og netop i denne gruppe findes nogle af Socialdemokratiets kernevælgere.

Tallene viser os, at der i befolkningen er kæmpe opbakning til at gøre tobakken dyrere. Det gælder også Socialdemokratiets vælgere. 

Jesper Fisker, dirketør i Kræftens Bekæmpelse

Stor opbakning til dyrere cigaretter
Men en ny rundspørge fra YouGov for Kræftens Bekæmpelse viser, at et stort flertal af Socialdemokratiets vælgere bakker op om højere pris på cigaretter. Hele 72 pct. mener, at prisen på en pakke cigaretter skal sættes op til 60 kroner eller mere. Kun 16 pct. mener ikke, at prisen skal stige, og 8 pct. er med på en mindre stigning.

- Tallene viser os, at der i befolkningen er kæmpe opbakning til at gøre tobakken dyrere. Det gælder også Socialdemokratiets vælgere. I debatten kan man få det indtryk, at prisen på cigaretter er et meget kontroversielt emne. Men i virkeligheden er der meget stor enighed blandt danskerne: Prisen skal op, så færre børn og unge begynder at ryge, siger Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Tallene for de socialdemokratiske vælgere er stort set identiske med tallene for alle vælgergrupper samlet.

Politikerne hænger i bremsen
Undersøgelsen viser også, at hver tredje socialdemokratiske vælger synes, at en pakke cigaretter skal koste mere end 60 kroner. En stor del af vælgerne er altså villige til at sætte prisen højere op end de 60 kroner, der er et centralt tal i debatten.

- Vi kan se, befolkningen er noget mere modig en de politikere, der sidder i Folketinget. Det synes jeg, at man skal lytte til på Christiansborg. Det ser ikke ud til, at det er vælgerne, der hænger i bremsen, når det gælder prisen på tobak – tværtimod, siger Jesper Fisker. 

Vi kan se, befolkningen er noget mere modig en de politikere, der sidder i Folketinget. Det synes jeg, at man skal lytte til på Christiansborg.

Jesper Fisker, dirketør i Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse arbejder for, at prisen på en pakke cigaretter stiger til mindst 60 kroner pakken og i løbet af nogle år stiger yderligere til omkring 90 kroner. Der er meget stærk dokumentation for, at især børn, unge og lavindkomstgrupper ryger mindre, hvis prisen på cigaretter stiger.

- Flere med lav end med høj indkomst bliver syge og dør af tobak. Det er ikke rimeligt. Rygning rammer socialt skævt og skaber ulighed i sundhed. Vi gør ikke nogen en tjeneste ved at holde prisen på tobak nede, siger Jesper Fisker. 

Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at en prisstigning på tobak følges op af tilbud om hjælp til dem, der gerne vil stoppe med at ryge eller skære ned på forbruget. Både i form af professionel rådgivning og gratis rygestopmedicin til dem, der har svært ved at betale den selv.

Resultater fra undersøgelsen

Holdning til prisen på en pakke cigaretter Alle vælgere Socialdemokratiets vælgere
God ide med 60 kr. 38 pct. 38 pct.
Det er for lidt – prisen skal højere op 34 pct. 34 pct.
Det er for meget – prisen må gerne stige, men ikke så meget 6 pct. 8 pct.
Prisen skal ikke ændres 16 pct. 16 pct.
Ved ikke 6 pct. 5 pct.
Bag om tallene

Rundspørgen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Kræftens Bekæmpelse. Der er i alt gennemført 1978 CAWI-interview med danskere i alderen18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 25. maj til 03. juni 2019. Stikprøven er repræsentativ på køn, alder, geografi, samt stemmeafgivelse ved valget den 18. juni 2015.