Gå til sygdomsliste

HPV-infektion spiller hovedrolle i udvikling af peniskræft

18-12-2018
Godt halvdelen af alle tilfælde af peniskræft og hele 80 pct. af forstadier til sygdommen skyldes virusset HPV. Det viser ny stor undersøgelse, som forskere i Kræftens Bekæmpelse står i spidsen for, og som netop er offentliggjort i et af verdens mest ansete medicinske tidsskrifter, The Lancet Oncology.

Ny forskning der viser hvilken rolle HPV spiller for udvikling af peniskræft og forstadier til sygdommen, er den hidtil største af sin slags. Foto: Colourbox.

Peniskræft er heldigvis en relativt sjælden sygdom, som på verdensplan rammer omkring 26.000 mænd årligt. Den primære årsag til sygdommen er infektion med virusset HPV, men fordi der er så få tilfælde af sygdommen, er det vanskeligt at få sikre tal for, hvor stor betydning virusset HPV egentlig har. 

I et nyt studie har forskere fra Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet derfor samlet data fra alle de studier, der hidtil er offentliggjort og har på den måde fået et solidt billede af, hvor stor rolle HPV-infektion spiller. Resultaterne viser, at HPV er skyld i omkring 80 pct. af de sværeste forstadier af peniskræft og i godt halvdelen af tilfældene af peniskræft. 

– Resultaterne bekræfter tidligere viden om HPVs rolle ved peniskræft, men det er første gang vi har så solide tal at sætte bag. Især i forhold til forstadierne, er dette en stærk dokumentation af betydningen af HPV, siger Susanne Krüger Kjær som er forskningsleder ved afdeling for Virus, Livsstil og Gener i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og professor ved Rigshospitalet. Hun har stået i spidsen for den nye forskning sammen med postdoc Tina Olesen. 

Mulighed for forebyggelse
Foruden peniskræft er infektion med HPV hos mænd også skyld i analkræft og visse typer af hoved-halskræft. Man kan ikke screene mod peniskræft, men en del af kræfttilfældene og størstedelen af forstadierne kan forebygges gennem den vaccine, som fra næste år bliver tilbudt drenge som en del af børnevaccinationsprogrammet. 

– Vores forskning giver et godt grundlag for at forudsige, hvor mange tilfælde af peniskræft det vil være muligt at forebygge. Desuden giver den startværdierne for, hvor mange tilfælde af peniskræft og forstadier til sygdommen der opstår inden vaccinen er indført. Dette vil også danne en god baggrund for senere at bedømme gevinsterne af vaccinen, siger Susanne Krüger Kjær. 

De nye resultater er offentliggjort her: Olesen TB. et. al.: Prevalence of human papillomavirus DNA and p16INK4a in penile cancer and penile intraepithelial neoplasia: a systematic review and meta-analysis. The Lancet Oncology, dec. 17, 2018. Den videnskabelige artikel kan læses her (på engelsk) 

HPV-vaccine til drenge

HPV-vaccination bliver gratis til drenge pr. 1. juli 2019 som en del af børnevaccinationsprogrammet, hvis de fylder 12 år denne dag eller senere. Der er ikke på nuværende tidspunkt planlagt gratis HPV-vaccination til ældre drenge.

Du kan læse mere om drenge og HPV-vaccination