Mød vores seje sportsstjerner
Mød de seje sportsstjerner med hjertet på rette sted og som mellem træning og konkurrencer og sammen med deres fans lægger kræfter i at hjælpe børn og unge ramt af kræft. Mød sportsstjernerne her og læs om deres motivation for at være med.
Althea Reinhardt
Althea er målmand for Odense Håndbold og har gennem sin karriere markeret sig som en af Danmarks stærkeste håndboldprofiler. Hun har repræsenteret Danmark ved EM, VM og senest OL i Paris og er kendt for sin stærke tilstedeværelse på banen. For Althea er det personligt at støtte op om Indsamlingsugen, da hun selv har oplevet sygdommen tæt på. Hun ved, hvor meget det betyder at føle sig støttet i en svær tid, og derfor vil hun være med til at gøre en forskel for andre familier.
Anne-Marie Rindom
Anne-Marie er professionel sejler med imponerende titler på CV’et. I 2020 sikrede hun sig en olympisk deltagelse og i 2021 vandt hun guld ved de olympiske lege i Tokyo. Flere i Anne-Maries familie- og vennekreds har været berørte af kræft, og det har givet hende et stærkt ønske om at samle midler ind til børn og unge. Indsamlingsugen er for hende en måde at støtte både forskning, forebyggelse og patient- og pårørendestøtte – og hun deltager nu for andet år i træk.
Cathrine Laudrup-Dufour
Cathrine er en af verdens dygtigste dressurryttere. Hun startede med at ride i en ung alder og har siden gjort sig bemærket både nationalt og internationalt. Senest repræsenterede Cathrine Danmark ved OL i 2024 i Paris, hvor hun sammen med sine holdkammerater sikrede Danmarks første OL-medalje i holdfinalen i dressur Grand Prix. Cathrine og hendes hustru Rasmine venter deres første barn og har selv oplevet at miste nogen til kræft.
Når det gælder børn, føles det endnu mere uretfærdigt, og netop derfor deltager hun i Indsamlingsugen for andet år i træk.
Christian Nørgaard
Christian spiller i den engelske Premier League og har været en solid midtbanespiller for det danske landshold siden 2019. Christian er selv far til to sønner og har en ekstra på vej. Derfor vil han gerne tage ansvar og gøre en forskel, hvor han kan – især når det gælder børn og sygdom.
Clara Tauson
Clara er en af Danmarks store tennisstjerner, der gjorde sig bemærket på den internationale tennis scene allerede som junior, hvor hun blandt andet vandt Australian Open for juniorer. Hun skiftede til professionel tennis og vandt hurtigt sin første WTA-titel i Lyon i 2021, hvilket hjalp hende til at bryde ind i top 50 på WTA-ranglisten. Clara samler ind i Indsamlingsugen for andet år i træk og med sin stemme og platform ønsker hun at skabe opmærksomhed om kampagnen Kræft Er Ikke For Børn.
Emiliano Marcondes
Emiliano er en dansk fodboldspiller, der startede sin karriere i klubben FC Nordsjælland. Her fik udlandet for alvor øjnene op for ham, og senere fik han derfor kontrakt i den engelske klub, AFC Bournemouth, der ligger i den bedste række, Premier League. Sammen med sit team hos Visionary Athletes samler Emiliano ind til børn og unge, der er berørt af kræft. For Emiliano er det vigtigt at bruge sit netværk og sin platform til at støtte en sag, der fortjener både opmærksomhed og handling.
Jacob er langdistanceløber med speciale i 10 km, halvmaraton og crossløb, og så bærer han titlen som Danmarks hurtigste maratonløber med en imponerende tid på 2:07:51. Han har altid set op til idrætsudøvere, der bruger deres platform til at skabe positiv forandring, så da han selv fik muligheden for at støtte op om Indsamlingsugen, lå svaret lige til det hurtige højre ben.
Joachim Andersen
Joachim spiller i Premier League og har en central rolle som forsvarsspiller på det danske fodboldlandshold. Han har længe ønsket at engagere sig i velgørende arbejde, og som nybagt far blev netop denne sag endnu mere vigtig for ham.
Julie Kepp Jensen
Julie er dansk konkurrencesvømmer med både EM- og OL-deltagelser bag sig. Senest kvalificerede hun sig til semifinalen i 50 meter frisvøm ved OL i Paris i 2024. Julie har oplevet kræft tæt inde på livet og ved, hvor meget det betyder at stå sammen i en svær tid. Det er første gang, hun støtter op om Indsamlingsugen, og hun glæder sig til at bidrage og gøre opmærksom på et formål, der virkelig betyder noget.
Katrine Vejsgaard Veje
Katrine er en af Danmarks mest rutinerede fodboldspillere med en karriere, der spænder over storklubber i både England og Frankrig, ligesom hun er en del af det danske kvindelandshold. Hun har deltaget i flere EM- og VM-slutrunder og spiller lige nu for Crystal Palace i kvindernes Super League. Katrine er drevet af at gøre en forskel for børn og familier, der står midt i et sygdomsforløb. Hun deltager i Indsamlingsugen for at støtte op om en sag, der ligger hende meget på sinde.
Mød Katrine på Instagram
Se Katrines indsamling
Mia Blichfeldt
Mia er en af Europas bedste badmintonspillere og har flere internationale sejre på CV’et. Hun har oplevet kræft i familien og føler et stort ansvar for at bruge sin platform til at skabe synlighed om en sag, der ligger hende dybt på sinde. Det har stor betydning for Mia at være ambassadør for så vigtig en sag, og hun er topmotiveret til at samle midler ind til børn og unge, der har kræft tæt inde på livet.
Peter "Dupreeh" Rasmussen
Peter er professionel Counter-Strike spiller, hvor han under navnet “Dupreeh” er kendt for sin rolle på flere top esports-hold, herunder Astralis og Team Falcons. Dupreeh har vundet fem CS:GO majors, hvilket gør ham til en af de mest succesfulde spillere i spillets historie. I 2019 mistede Peter selv et tæt familiemedlem til kræft. Sidenhen har han været fast ambassadør for kampagnen Kræft er ikke for børn, og han deltager nu i Indsamlingsugen for tredje år i træk.
Mød Peter på Instagram
Se Peters indsamling
Simon Pytlick
Simon er en af Danmarks største håndboldprofiler og spiller en vigtig rolle som venstre back på både landsholdet og i den tyske klub Flensburg Handewitt. Senest deltog Simon med herrelandsholdet i VM 2025, hvor de sikrede guld til Danmark for fjerde år i træk. Ingen skal stå alene med kræft – slet ikke børn – og derfor støtter Simon i år op om Indsamlingsugen.
Turpal Bisultanov
Turpal er en af verdens bedste brydere. I 2021 nominerede Politiken og Team Danmark Turpal som “Årets Fund” – en titel, som han i maj 2024 i den grad levede op til, da han vandt bronze ved OL i Paris. Turpal har oplevet kræft tæt på, både i familien og blandt venner. Det at støtte op om kampagnen Kræft Er Ikke For Børn og bruge sin platform til at samle ind, giver derfor endnu mere mening for ham. Han har i årevis støttet op om sagen og opfordrer nu endnu flere til at stå sammen og hjælpe i Indsamlingsugen.