- Jeg har stadig brug for at sige, at jeg savner min far

Da Miliena mister sin far som 15-årig, er hun overbevist om, at det er bedst at lade være med at tale om det. Så belemrer hun ikke andre – og samtidig bliver hun ikke skuffet over, at ingen spørger ind til hende. Men med tiden har hun lært at se sorgen i øjnene og finder i dag mening i at hjælpe andre i sorg.

Miliena mistede sin far som 15-årig. Med tiden har hun lært at se sorgen i øjnene

Normalt tager Miliena cyklen alene til skole. Men den dag har hun brug for at følges med en. Derfor hopper hun på bussen med en tæt veninde. Da de står af foran skolen, mærker Miliena knuderne samle sig i maven. Det gør ondt at være tilbage. Sidst hun var her, var hendes far i live, tænker hun.

Med tunge skridt bevæger hun sig igennem skolegården ind mod klasseværelset. Her møder klassekammeraterne hende med skræmte blikke. En af drengene lægger en hånd på hendes skulder. Det er rart.

Så ringer klokken. Læreren træder ind i klasseværelset og beder alle finde deres pladser. Da der er ro på, siger han: Dejligt at have dig tilbage, Miliena.

Derefter hiver alle deres bøger op af taskerne, og timen går i gang. Resten af dagen kredser samtalerne sig ikke om andet end udfordringerne med den kommende danskaflevering og om festen i weekenden. For alle andre er det en helt almindelig mandag. Men ikke for Miliena – og det er der ingen, der ser.

Dagen efter kommer hun ikke tilbage i skole.

Miliena i skolegården. Foto: Privatfoto.

En normal hverdag

Det er nu otte år siden. Hvordan den oplevelse har præget Milienas sorgproces, kommer vi tilbage til, men først spoler vi tiden tilbage til juni 2013. Efter et intenst behandlingsforløb for den sjældne galdevejskræft, giver lægerne endelig den gode besked til Milienas far og familien: Behandlingen har virket, og kræften er væk!

Selvom Milienas far stadig døjer med efterdønningerne af behandlingen, skynder de sig at pakke kufferterne og rejser på ferie til øen Korsika. For der er ingen tid at spilde. Nu skal de nyde, at lysere tider er på vej.

- Det var en rigtig god periode med masser af lettelse og glæde. Verden var pludselig i nogle andre farver og fyldt med masser af håb for fremtiden - og en normal hverdag, husker Miliena.

Desværre varer lettelsen ikke længe. Knap seks måneder efter raskmeldingen er den gal igen. I efteråret er kræften tilbage.

- Jeg græd hele den aften, jeg fik det at vide. Det var så urimeligt, at det skulle ramme os igen. Vi havde jo lige fået ham tilbage. Så hvad så nu – betyder det, at han skal dø? husker Miliena, at hun tænkte.

Skolen var ikke længere et fristed

Miliena

’Hvorfor tegner du i timen, Miliena?’

Før farens sygdom er Miliena en pligtopfyldende og social pige, der elsker at læse sine lektier, passe sine ugentlige karatetimer og tilbringe tid med vennerne. I starten af sygdomsforløbet er særligt skolen et fristed for hende. Et sted, som er, som det plejer, og hvor hun bliver ved med at være Miliena.

Men i takt med at sygdommen fylder mere og mere derhjemme, bliver det sværere at følge med i skolen. Det er der én lærer, der opdager:

- Hvorfor sidder du og tegner i timen, Miliena, spørger hun uforstående.

- Måske var det ikke ment bebrejdende fra lærerens side, men jeg tænkte bare: ’Du forstår slet ikke, hvordan jeg har det’. Nogle gange tænker jeg stadig på det og kan blive trist. For det gjorde, at jeg følte mig enorm ensom, fortæller Miliena.

Den følelse gør også, at Miliena trækker sig fra vennerne.

- Der var mange, som jeg ikke følte samme relation til længere. For hvis ikke vi kunne snakke om det, der fyldte hos mig: at min far var dødssyg – og at jeg havde ondt i maven, så kunne jeg ikke være i det. Det blev for overfladisk, fortæller hun.

Skolen er ikke længere det fristed, det har været, så Miliena kæmper med at komme afsted om morgenen. Når undervisningen er slut, cykler hun direkte hjem.

Jeg følte, at jeg bare flygtede fra ham

Miliena

Forbudte følelser

Forældrene går fra hinanden nogle år tidligere. Så når Miliena er hos sin far, er det bare de to. Så længe de kan, gør de det, de plejer: hygger og snakker til langt ude på natten.

En morgen tilbyder han at køre hende til et klassearrangement i forbindelse med Blå mandag. På vej i bilen kæmper Miliena med tankerne. Det er ubehageligt, at de andre i skolen nu skal se, hvor syg han faktisk er. Han ser så tynd ud, og hans mave er udspilet af væske. Det er pinligt. Men hun siger ikke noget. For samtidig skammer hun sig: Hvordan kan hun overhovedet tænke sådan?

- Det var svært at sige højt. Jeg ville ikke gøre ham ked af det, for jeg syntes jo, at han var så sej. Hele vejen igennem har han været så god til at tænke på mine behov fremfor sine egne. Lige den dag ville han bare være sød og være der for mig. Så jeg tvang mig selv til at være okay med det, fortæller Miliena.

I den sidste tid flytter Miliena hjem til sin mor. Det er for hårdt at se ham blive mere afkræftet dag for dag. Så afkræftet, at Miliena ikke længere har lyst til at være alene med ham.

- Jeg følte, at jeg bare flygtede fra ham. Han havde jo kun mig og var bange. Men jeg kunne bare ikke mere, fortæller Miliena.

- Det er faktisk stadig et ømt punkt for mig. Jeg kan stadig tvivle på, om jeg gjorde nok, selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg gjorde, hvad jeg kunne – og jeg gav alt, hvad jeg havde, fortsætter Miliena.

Milienas far dør i juni 2015, kort tid efter hendes konfirmation.

Miliena ville være en normal pige. Foto: Privatfoto

Ville bare være en normal pige

Milienas far dør op til en sommerferie. I ferien bruger Miliena noget tid på at tænke over, hvordan det mon bliver, når hun skal tilbage i skole igen? Det afføder lige dele spænding og knuder i maven.

Men som beskrevet indledningsvist bliver den første dag tilbage i skole også den sidste. Miliena kommer ikke tilbage

I stedet beslutter hun sig for at tage resten af skoleåret på en efterskole i Ringsted. Hun vil starte helt forfra et nyt sted. På den nye skole beslutter hun også, at ingen skal vide, at hun har mistet sin far. Ingen!

Hvis nogen spørger, har hun bare ikke kontakt til sin far.

- Dengang troede jeg, at det var det bedste for mig. Det var det slet ikke, fastslår Miliena:

- Men det var nok en måde at passe på mig selv. Ville bare så gerne være en normal pige. Jeg havde fået nok af at være hende som alle kiggede medlidende på, men som ingen turde komme over til. Hvis jeg nu ikke fortalte det, så belemrede jeg ikke andre, og samtidig fratog jeg dem muligheden for at skuffe mig. For hvis de ikke vidste det, så behøvede de ikke at spørge ind til mig. Det føltes meget nemmere, husker Miliena.

Efterskolen vil gerne imødekomme Milienas vedholdende ønske. Dog holder de fast i, at lærerne omkring Miliena bør kende til situationen og tilbyder et rum, hvor der altid er plads til de mange følelser, hun gemmer væk i løbet af dagen.

Rummet bliver brugt en del i starten. For ret hurtigt erfarer Miliena, hvor hårdt det er at holde på sig selv hele tiden og være uærlig. Det er særligt, når Miliena er hjemme i weekenderne, at hun for alvor mærker, hvad det gør ved hende.

- Jeg var bare så vred på alt og alle, når jeg var hjemme i weekenderne. For her kunne jeg give slip. Her skulle jeg ikke undertrykke alle de følelser, der skreg på at blive lukket ud. Det var så drænende – og jeg var helt udmattet, fortæller Miliena.

Dét snakker hun meget med en lærer om, som hun begynder at betro sig til. Han bliver hendes trygge base på skolen, og det hjælper at snakke med ham.

Som tiden går, hober det hele sig alligevel op i hende. Hun kan ikke holde ensomheden ud mere – og en sen eftermiddag fortæller hun det hele til de andre på værelset.

- Jeg bryder fuldstændig sammen. Det var den samme følelse jeg havde, da min far døde. Min krop låste bare sammen og jeg rystede. Jeg kunne slet ikke styre det. Det var både rigtig ubehageligt, men også befriende. Var enormt bange for deres reaktion og for, om jeg satte dem i en ubehagelig situation, fortæller Miliena.

- Men de var så søde – lyttede, anerkendte og havde stor respekt for mine følelser, tilføjer hun.

Idag hjælpe Miliena andre unge i sorg. Foto: Privatfoto.

At hjælpe andre i sorg giver mening

Selvom det er en kæmpe lettelse at tale med kontaktgruppen, går der alligevel noget tid, før Miliena for alvor begynder at åbne op. Vendepunktet bliver, da Miliena tre år senere melder sig under fanerne som frivillig i Det Nationale Sorgcenter, der bl.a. arbejder med børn og unge i sorg. Her finder hun ret hurtigt ud af, at hun ikke er alene: Der er masser af styrke at hente i at tale med ligesindede.

I den forbindelse takker Miliena ja til at medvirke i en video, hvor hun ærligt fortæller sin historie om at miste sin far, om at føle sig helt alene – og om at finde modet til at tale om sorgen, der i årevis har tynget hende.

- Det var angsprovokerende at fortælle det hele foran et kamerahold efter så lang tid, hvor jeg ikke havde betroet mig til så mange andre end min mor. Men jeg gjorde det, og det er jeg rigtig stolt af i dag. Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var nemlig, at det var et afgørende skridt i min sorgproces, fortæller Miliena.

Kort tid efter videoen bliver delt på de sociale medier, strømmer det ind med forstående, støttende beskeder. Heriblandt beskeder fra andre i samme situation som hende.

- Det var så overvældende. Det gik bare op for mig, at jeg slet ikke er alene, og folk er ikke ligeglade, smiler hun.

Modtagelsen af videoen bliver Milienas tegn. Det er, som om hun ranker ryggen lidt mere og bliver bekræftet i, at hun ikke er forkert– og ikke mindst at hun er landet på den helt rigtige hylde: Selvfølgelig skal hun hjælpe andre børn og unge i sorg.

I starten sidder Miliena ved telefonen og tager imod opkald. Her bliver hun en slags ventil for andre børn og unge, der har mistet en nærtstående. Hun forstår, anerkender og lytter til deres tanker. Det samme gør hun senere på skrift ved at besvare henvendelser i brevkassen – og i dag er hun vejleder for dem, der sidder ved telefonerne.

- Jeg vil så gerne guide dem, der har brug for det, i en retning langt fra min egen. Det giver så meget mening til alt det meningsløse, siger Miliena med eftertryk.

- Når jeg hjælper andre, hjælper det mig. Der er ingen tvivl om, at det har givet mig et sprog til min egen sorg og udviklet mig i en retning, hvor jeg er blevet meget mere modig og tør tage de nødvendige, svære snakke, fortsætter Miliena.

Husk at blive ved med at spørge!

Det er vigtigt for Miliena at understrege, at hun ikke bebrejder nogen fra fortiden. Alligevel har hun nogle budskaber, som hun gerne vil dele.

Før i tiden var det umuligt at forstå, hvordan klassekammeraterne ikke forstod den situation, hun stod i. Det kan hun nu. For når Miliena vender blikket tilbage, så ser hun, at de også bare var børn. De vidste bare ikke bedre.

- Hvordan skulle de også vide bedre? Jeg havde jo lukket verden ude. De troede sikkert, at jeg ikke gad dem mere, og jeg troede, at de lod som ingenting. Sådan var det nok ikke. Det handlede nok mest om, at de ikke ville gøre mig ked af det, fortæller Miliena:

- Dét ville jeg ønske, at en voksen havde forklaret mig dengang. En voksen som samtidig forklarede, at jeg ikke kunne gøres mere ked af det, end jeg var i forvejen, og at alle bare kunne spørge ind til mig. Skabt en form for sprog for alt det usagte. Så havde jeg måske også selv åbnet mere op og sat ord på mine.

Gennem årene mistede Miliena en del relationer. Somme tider tænker hun over, om det hele mon havde været anderledes, hvis der havde været en voksen, der tidligt tog ansvar for hendes sorg.

- Min mor har været min klippe hele vejen igennem. Hun gjorde alt, hvad hun kunne. Men hun var ikke med i skolen, hvor jeg følte mig helt alene. Min sorg havde været lettere at bære, hvis jeg fra starten var blevet mødt med forståelse og tryghed fra en lærer, som jeg kunne betro mig til – og min trivsel havde dermed været bedre, fortæller Miliena.

På den note har hun et budskab til alle de voksne, der arbejder med børn:

- Husk at blive ved med at spørge! Også selvom du er blevet afvist flere gange i streg. Det kan være svært lige den dag, måske også dagen efter. Men hvis du bliver ved med at vise, at du står klar til at lytte, så er det allerede en enorm stor tryghed. Måske det er en afgørende start på at give barnet et sprog for sorgen, opfordrer Miliena.

Miliena ved godt, at sorg håndteres forskelligt og at det måske ikke er alle, der har behov for at tale om det. Men de skal have mulighed, fastslår hun.

Her otte år efter Milienas far døde, toner hans skikkelse nu frem som gamle indrammede billeder på væggen og fotos på mobilen. Sorgen er lige så dyb, som den var i starten. Den fylder bare mindre.

- Uanset hvor lang tid der går, vil jeg altid have min far med mig. Vi taler jævnligt om ham i familien - og det bliver vi aldrig færdige med! Det er rart. For jeg har stadig brug for at sige, at jeg savner ham, slutter Miliena.

Mød flere børn og unge

Mød flere børn og unge Kræft kan ramme helt almindelige børn og unge - hvert år oplever 10.000 børn i Danmark, at deres mor eller far får konstateret kræft. Mød nogle af dem her, og læs deres historier.

Mød flere børn og unge