Mød børnene og de unge

At spille er at leve, hvis du spørger Oliver

”Sid dog ikke der og hæng foran skærmen. Gå ud og leg med dine venner.” En klassisk kommentar, men hvad siger du, når din 7-årige har fået kræft og ikke kan gå ud? Pludselig er Fortnite, CS:GO og Minecraft den livline til venner og omverden, der gør en svær sygdom til at komme igennem. Måske den eneste chance for at være del af et fællesskab, hvor kemo, kitler og kirurgi ikke dominerer hverdagen. Siger du stadig nej?

Professionel stjerne fra esport tjekker ind i kampen mod kræft

Han er kendt som dupreeh. Hans game name, som en af verdens bedste pro’s i Counter-Strike nogensinde. I ti år har danskeren været i den absolutte top af en sportsgren, der vokset eksplosivt. I dag er han en af stjernerne på det franske esportshold Team Vitality – men han er mere end det: Mød den første faste ambassadør for kampagnen ’Kræft er ikke for børn’–– og hør, hvorfor hans fars lange kamp mod kræft inspirerer Peter Rothmann Rasmussen til at tage den udfordring op. Blot få måneder, inden han selv skal være far for første gang.

Pink power på en skræddersyet Kawasaki ZXR 400

Anna-Maria Barse var to år, da hun fik konstateret kræftsygdommen neuroblastom, som hun overlevede mod alle odds. Hun har siden levet med utallige skavanker og senfølger. Men trods dét og en højde på blot 150 centimeter giver den i dag 40-årige skrædder den stadig gas – særligt når hun suser af sted på sin sænkede Kawasaki ZXR 400.

At dele Johans sygdom handler ikke om at få likes

”Måske skulle du hellere tage og passe dit syge barn end at jagte likes på Instagram.” Gry vidste godt, at det ville være en af reaktionerne, da hun valgte at fortælle om sin søn Johans kræftforløb på nettet. Når hun - lige som mange andre forældre - alligevel gør det, er det ikke i en jagt på popularitet. Det handler derimod om lige dele terapi og praktik. Men mange dømmer hurtigt, selv om de ikke har prøvet at holde deres syge barn i hånden gennem en kemobehandling.

Søstrene Løvehjerte kommer fra Bornholm

Ingrid er en robust lille 5-årig pige, der aldrig er syg. Alligevel får hun det skidt en dag i oktober. Efter 7 dramatiske døgn er diagnosen klar: Leukæmi. Ingrid kommer i behandling langt fra Bornholm, hvor hun bor med far, mor og lillesøster Edith. Et hårdt år senere kommer hun hjem. Kræftfri og på vej tilbage til et normalt liv. Alle er samlet, og om lidt er det jul. Så bliver lillesøster Edith syg, og det gør hendes mor bekymret. Meget bekymret. Men hendes bange anelser er naturligvis helt hen i vejret, ikke?

”Jeg tvinger mig selv til at se alt det positive”

14-årige Catharina har haft kræft det meste af sin barndom. Det er en barsk omgang – men alligevel skriver hun hver aften en liste med alt det gode, der sker i hendes liv. Og den er heldigvis lang.

Sorgen over Lærkes død er blevet en del af livet

Lærke var kun 8 år, da hun selv var med til at beslutte, hvem der skulle bære hendes kiste. Hun vidste, hvad der skulle ske den dag, hun døde af en kræftsvulst i hjernen og efterlod et dybt savn hos alle omkring sig. Hendes søster, der kun er et år ældre. Hendes bror, selv om han først blev født et år efter hendes død. Hendes forældre, Thomas og Line, der på én gang skal sørge og være stærke. Og hendes veninde, der har sit eget hjørne til blomster på Lærkes grav. Både sorgen og kærligheden lever, men med mange forskellige udtryk.

Om det sjældne hepatoblastom og den modige Vitus

På forhånd lignede den obligatoriske 2-års lægeundersøgelse ren rutine. Lille Vitus havde lidt mere mave end de fleste og svedte, når han sov, men virkede ellers glad og frisk. Få dage efter var han i kemoterapi og på vej mod en operation, der fjernede 65 % af hans lever. Hepatoblastom er en kræftsygdom hos børn, der kun rammer ganske få. Derfor var det ikke uden grund, at Vitus og hans forældre følte sig næsten alene i verden, da de fik diagnosen.

Jeg accepterer, at jeg skal dø fra min søn

38-årige Camilla Rothmann ved, at hun inden for få år skal forlade lille Villum. Men hvordan får man det bedste ud af den tid, der er tilbage? Det forsøger Camilla hver dag at finde svaret på.

To år efter kræften så alt godt ud. Men så ringede hans mors mobil

Som 3-årig fik August konstateret akut leukæmi. Hans infektionstal var uden for skala, og der var ingen tid at spilde. Behandlingen var intensiv kemoterapi, der gjorde ham sårbar over for infektioner og vira. Det blev en mørk tid, men efter et halvt år med angst og kemoposer så alt lyst ud igen. Lige indtil den dag, hvor August og hans mor havde været til den regelmæssige kontrol på Skejby Sygehus. De var næsten hjemme i Herning, da mobilen ringede. Det var fra hospitalet. Noget var helt galt.

Kræft er ikke for børn Støt nu