Albert ville tilbage til vennerne i børnehaven

Selv inde i et sygt barn, gemmer sig et legesygt barn. Sådan var det også for 5-årige Albert, der fik leukæmi for et år siden. Flest dage under behandlingen ville han bare tilbage til vennerne i børnehaven for at lege. Heldigvis er han tilbage i dag, selvom han stadig mangler 12 måneder af sin behandling.

Børnene stod i en ring rundt om Albert. Nogle betragtede ham på afstand, mens andre ville helt tæt på for at se nærmere. 

- Er det en slange, du har i næsen? Hvor er dit hår henne? 

Spørgsmålene var mange, og nysgerrigheden var stor. Men det gjorde overhovedet ikke noget. For selvom sonden synligt sad i næsen, håret manglede på hovedet og medicinen stadig strømmede i hans blodårer, var der ikke sygdom at spore hos Albert de få timer, han var tilbage i børnehaven allerførste gang. Omringet af vennerne glemte han - for en kort stund - alt om den allestedsnærværende sygdom, han stadig står midt i.

"Hans yndlingsbog var en kogebog i den periode. Han kunne ikke tænke på andet end mad".

Ditte, Alberts mor

Noget er galt

Det hele startede for præcist et år siden. Maj måned 2019. Albert havde i en længere periode været bleg, træt og feberramt. Vagtlægen, der tilså ham allerførste gang, mente ikke, at der var noget alvorligt. Måske blindtarmsbetændelse, sagde han. 

Men det var det ikke. En uge efter, da Albert af anden årsag skulle til lægen igen, bemærkede en sygeplejerske, at noget var galt. Alberts blege ansigt fik sygeplejersken til at hente en læge, som målte hans blodprocent. Og derfra gik det stærkt. 

- Vi blev henvist til Roskilde Sygehus med det samme, da det viste sig, at Alberts blodprocent var så lav, at maskinen ikke engang kunne måle det. Lægen fortalte os, at et voksent menneske allerede ville være faldet om, længe inden blodprocenten var nået dertil. Samme aften blev vi henvist videre til Rigshospitalet, hvor vi fire dage efter fik vores bange anelser bekræftet, husker Ditte. 

Albert havde leukæmi, den type der hedder Akut Lymfatisk Leukæmi ALL. Allerede få timer efter diagnosen blev stillet, stod familien i den spæde start af et behandlingsforløb på over to år.

Ny hverdag

Alberts sygdom kom som en kile ned i et dejligt familieliv med masser af drømme og ønsker om fremtiden. Familien boede i Viby Sj. lidt uden for Roskilde og havde netop sat deres hus til salg for at flytte ud i noget større. For få uger inden beskeden kom, viste en graviditetstest nemlig, at de havde brug for det ekstra værelse. Nummer to var på vej. 

- Jeg var tre måneder henne med Konrad, da vores hverdag på et splitsekund blev sat på pause – eller rettere væltede. Pludselig handlede det ikke om, hvordan vi skulle fortælle Albert, at han skulle være storebror, men om hvordan vi skulle fortælle ham, at han var syg, fortæller Ditte og fortsætter: 

- Et kort øjeblik slog det os, om vi overhovedet ville kunne klare behandlingsforløbet med Albert og en nyfødt. Kunne vi være der godt nok for dem begge?

Støt børn og unge som Albert

Køb lodder i Bamselotteriet

Kræftfri efter 29 dage

Selvom behandlingen var benhård, gik det godt de første tre uger, hvor Albert var isoleret på afdelingen. Lægerne ville til en start ikke tage nogle chancer, da hans immunforsvar var slået helt i bund. 

Men som følge af en speciel type medicin Albert fik, begyndte han at spise rigtig meget. Med familiens egne ord, blev han faktisk et ’madmonster.’ Og det var egentlig også første gang i behandlingen, at han for alvor ændrede udseende. 

- Hans yndlingsbog var en kogebog i den periode. Han kunne ikke tænke på andet end mad – han spiste gerne 12 stykker rugbrødsmadder og tre portioner købelasagne i løbet af en dag. Han tog fem kilo på, på bare 14 dage. Dét kunne man godt se på ham. Lægerne sagde, at han nok skulle komme af med det igen, så vi lod ham spise, fortæller Ditte. 

- Og som lægerne havde spået, vendte appetitten nogle uger efter. Albert begyndte at spise mindre og mindre. Til sidst havde han faktisk ikke spist i en hel uge og hvis han gjorde, kastede han det hele op igen, tilføjer Martin. 

Behandlingen var hård, men den virkede. For efter allerede 29 dage viste en test, at Albert ikke havde flere kræftceller tilbage i kroppen. 

- Dét, var den bedste nyhed og den største lettelse at vide, at alt det han havde været igennem virkede. Vi var faktisk på vej den rigtig vej. Derfra handlede det bare om at komme bedst ud af resten af behandlingen. For selvom kræften var slået hjem, skulle Albert stadig igennem den planlagte behandling, fortæller Ditte.

"Forhåbentligt er det værste tilbagelagt. For han tager rigtig godt imod behandlingen, og hans krop reagerer, som den skal".

Martin, Alberts far

12 måneder tilbage

Overordnet gik det godt derfra. Og derfor fik Albert i september måned – fire måneder inde i forløbet – lov til at komme stille og roligt tilbage i børnehaven.   

- Det har betydet meget for Alberts humør. Han elsker børnehaven, vennerne og pædagogerne. Så for ham har det hårdeste også været at være væk fra dem. Selvom fire måneder ikke lyder af så meget, så er det utrolig længe for en femårig dreng, der pludselig får skiftet leg og ballade ud med medicin og læger, siger Martin. 

Hele efteråret forløb som forventet. Hårdt. Familien blev i perioder indlagt med feber, infektion eller grundet planlagt behandling. Det betød også, at Albert i længere perioder igen ikke kunne komme i børnehave og lege, som han ville.

I dag mangler Albert kun 12 måneder af sin behandling. Hver morgen får han kemopiller derhjemme, og hver 14. dag får han taget nye blodprøver hos lægen. Han skal kun på hospitalet, hvis han får feber. Dét gør, at han flest dage kan komme i SFO. Og det er vigtigt for Albert. For her går han sammen med alle hans nye klassekammerater, som han skal starte i skole med efter sommerferien. 

- Han elsker SFO’en og han glæder sig sådan til at starte i skole. Men hvis der er en dag, hvor han ikke kommer afsted nu, gør det egentlig ikke særlig meget. For når han ikke er i børnehaven, kan han være hjemme med lillebror Konrad, som kom til verden i december. Og som Albert er meget stolt af at være storebror til, smiler Ditte.  

Selvom familien stadig står midt i forløbet, og det til tider stadig er udfordrende og frustrerende at få alle praktiske ender til at gå op med et spædbarn og et sygt barn, kan de heldigvis snart se en ende på forløbet.

 - Forhåbentligt er det værste tilbagelagt. For han tager rigtig godt imod behandlingen, og hans krop reagerer, som den skal. Vi glæder os sådan til, det hele er overstået, så vi kan lægge det hele bag os og kun fokusere på at se, vores to drenge kan vokse op sammen, slutter Martin.

Kræft er ikke for børn Støt nu