Pink power på en skræddersyet Kawasaki ZXR 400

Anna-Maria Barse var to år, da hun fik konstateret kræftsygdommen neuroblastom, som hun overlevede mod alle odds. Hun har siden levet med utallige skavanker og senfølger. Men trods dét og en højde på blot 150 centimeter giver den i dag 40-årige skrædder den stadig gas – særligt når hun suser af sted på sin sænkede Kawasaki ZXR 400.

Tekst Christian Friis, MCTC – Landsforeningen for motorcyklister, Foto Hans Bach, Kræftens Bekæmpelse

Vi har aftalt at ringe sammen, men nummeret er optaget. Efter et par forgæves opkald lykkes det dog at komme igennem til Anna-Maria Barse. ”Du må undskylde, jeg ikke svarede. Jeg havde lige en anden i røret,” siger hun med en stemme, der på én gang er lys og spinkel, men samtidig gemmer på en ubestemmelig styrke. Og netop dén blanding af noget skrøbeligt og powerfuldt er måske et meget godt billede på, hvem Anna-Maria Barse er. For trods sin beskedne højde på bare 150 centimeter og en krop, der er ramt af alverdens skavanker lige fra led- og muskelsmerter til ødelagte tænder og grå stær, så er 40-årige Anna-Maria Barse utvivlsomt også en fighter. Det har hun været livslangt, og her får du et indblik i hvorfor.

Kræft er ikke for børn - Mød Anna Maria

Vil du ikke fortælle lidt om dit sygdomsforløb?

”Jeg blev syg, da jeg var to år. Jeg er født i Tyskland og flyttede til Danmark med min familie, da jeg var fire, så jeg blev behandlet i Tyskland. Og heldigvis for det. For på det tidspunkt havde man nogle behandlingsformer, man endnu ikke praktiserede i Danmark. Lægerne opdagede, at jeg havde det, der kaldes neuroblastom. Det er en aggressiv tumor, der sætter sig i den del af nervesystemet, der hedder det sympatiske nervesystem – i mit tilfælde cirka fra solar plexus og ned til skambenet – og mine forældre fik to valg: Enten kunne de tage mig med hjem, så vi kunne nyde den sidste tid sammen, eller også kunne de lade mig få behandling. Men der var kun fem procent chance for, at jeg ville overleve. Jeg tror, det var min mor, der valgte, at jeg skulle have lov til at prøve at kæmpe. For hun kunne se, at jeg havde kampgejst. Så det fik jeg lov til, og man kan vel sige, at det der fighterinstinkt har fulgt mig hele livet”. 

Betyder det så også, at du har været kræftfri lige siden?

”Ja, jeg blev erklæret fri for kræft på et eller andet tidspunkt. Neuroblastom er en børnesygdom, men med risiko for tilbagefald. Jeg har så heldigvis været fri lige siden. Det er en meget generel ting for børnekræftoverlevere, at der er risiko for at få en anden kræftform senere hen i livet. Det ligger og ulmer. Men jeg er indtil videre gået fri”.

'Alle andre var jo ret skeptiske, da jeg fortalte, at jeg gerne ville køre motorcykel. Men hvorfor skulle jeg ikke kunne det?”

Anna-Maria

Men det har ikke været uden komplikationer?

”Nej. Jeg lider en af en rigtig lang liste af forskellige skavanker og senfølger – blandt andet muskel- og ledsmerter, træthed, koncentrations- og hukommelsesbesvær. Kemohjerne eller ammehjerne kan man også kalde det, når man for eksempel lægger nøglerne i køleskabet, eller hvad man nu kan finde på. Jeg kan heller ikke få børn, og mine tænder har taget enormt meget skade af strålebehandlingen, så jeg har altid gået rigtig meget til tandlæge som barn. For 10 år siden pillede man simpelthen alle mine tænder ud, så jeg nu har implantater i hele munden. Mine senfølger gør alle noget forskelligt, og det er også med til, at jeg ikke kan arbejde på fuld tid mere. Det er ligesom gradvist blevet værre. Vi bliver jo alle sammen ældre, men ældningsprocessen bliver også påvirket af kemo og stråler, og nogle gange har jeg det som om, jeg er 70 år. Mit syn er også påvirket. Jeg blev opereret for grå stær, da jeg var 18, og jeg holdt op med at vokse, da jeg var ni år, hvor jeg så begyndte at få væksthormoner. Men jeg er kun 150 centimeter høj”.

Alligevel har du aldrig kastet håndklædet i ringen. Kan man sige, at der er lidt Pippi Langstrømpe over dig?

Det er en ret generel mentalitet for mig, sådan er mit mindset. 

Det har det da helt klart også været med min ret nye diagnose med type 2-diabetes, som også er en senfølge, at jeg kan finde kreative løsninger på mine udfordringer."

Jeg har også været med i Ung Kræfts fortællerkorps, hvor vi tager ud på arbejdspladser og skoler og fortæller vores historier, og der har jeg faktisk også nævnt Pippi flere gange. Det handler i bund og grund om, at det er okay at være anderledes og gøre tingene på en lidt skør måde. Det synes jeg er fedt. Man er jo ikke bare sin sygdom. Eller det er man også. Det er jo en del af mig og mit liv. Men jeg er også alt muligt andet, så det skal heller ikke holde mig tilbage for noget. Det ligger jo også i baghovedet, at jeg på et tidspunkt kan risikere at få en eller anden kræftform igen, ligesom mit liv nok bare bliver kortere end gennemsnittet. Og på den konto er det også med at få så meget ud af det som muligt. Alle andre var jo ret skeptiske, da jeg fortalte, at jeg gerne ville køre motorcykel. Men hvorfor skulle jeg ikke kunne det?”.

Kræft er ikke for børn - Mød Anna Maria
 

Kræft er ikke for børn - Mød Anna Maria
 

Hvornår – og hvorfor – begyndte du at køre motorcykel?

”Jeg har altid syntes, det var fascinerende. En af mine mors venners søn, der kørte motorcykel, kom tit fra Tyskland på mc og besøgte os. Min far har også mc-kørekort – sådan en rigtig midtvejskrise-ting – og min bror har også taget kortet. For mig var det lidt den klassiske med, hvis jeg ikke røg, så ville jeg få et kørekort. Men jeg kunne ikke tage kørekort, da jeg blev 18, fordi jeg var blevet opereret i øjnene for grå stær. Og jeg havde heller ikke behov for et bilkørekort. Men i 2008 spurgte jeg, om tilbuddet stadig gjaldt, og om jeg måtte veksle det til et motorcykelkørekort i stedet. Det gjorde det, og så har jeg haft kørekort og motorcykel lige siden”. 

Hvad kører du på?

”En Kawasaki ZXR 400 fra 1995, som jeg har haft siden, jeg fik kørekortet i 2008. I forhold til min størrelse var der ikke ligefrem frit valg på alle hylder. Men min drøm var faktisk, at jeg gerne ville have en lidt ældre racer, for jeg kan vildt godt lide designet på de gamle 80’er- og 90’er-racere. Og så fandt jeg min ZXR, som – efter den blev sænket en lille smule – passede perfekt til mig”. 

Og den beholder du?

”Ja. Så længe den kan køre. Jeg har også brugt den som almindeligt transportmiddel til at køre til arbejde på. Eller hvor jeg nu lige skulle hen. Jeg er dog ikke helt nået til at køre på ferier på den endnu, da jeg får ondt i kroppen efter for mange timer i sadlen. Men nu er min kæreste også i gang med at tage kørekort til motorcykel – efter jeg kom ind i billedet – og så kan det jo være, det giver anledning til nogle ture sammen. Så må vi bare tage lidt flere pauser og overnatninger, end man ellers ville gøre.” 

'Jeg har faktisk også en drøm om at customize et eller andet, og hvis jeg engang begynder at bygge en caféracer, så skal den helt sikkert også være pink'.

Anna-Maria

Hvad har det betydet for dig at køre motorcykel?

”Jeg er bare så glad for, at jeg kan. Nogle gange handler det mest af alt om at køre ud i det blå, fordi det er så enormt meditativt. Så er det bare motorcyklen og trafikken, jeg skal koncentrere mig om – ikke alt muligt andet pladder. Dét at mærke vinden i ansigtet og se landskabet giver mig en følelse af frihed og samtidig en pause fra alle mine bekymringer og skavanker. Det er lidt ligesom, når andre siger, at de lige skal ud at løbe en tur. Så kører jeg en tur i stedet. Men jeg synes nu også, det er røvkedeligt at løbe”.

Og hvad er det så lige med dig og farven pink?

”Det der med lyserød og pink har egentlig altid været der. Som barn var jeg meget glad for Barbie, og selvom jeg i mine teenageår blev lidt trodsig og ikke syntes, det var særligt sejt med pink, så måtte jeg på et tidspunkt bare erkende, at det havde sneget sig tilbage. Derfor var det også en bonus, at min Kawasaki havde nogle pink detaljer fra start af. Jeg har faktisk også en drøm om at customize et eller andet, og hvis jeg engang begynder at bygge en caféracer, så skal den helt sikkert også være pink”.

Kræft er ikke for børn - Mød Anna Maria
 

Kræft er ikke for børn Støt nu