Nogle aftener, inden Asger og Magne slukker natlampen, læser de brevene fra deres far. De er det dyrebareste, de har. For deri er hans sidste ord til dem.
Lars sov stille ind for et år siden efter halvandet års kræftforløb med uhelbredelig kræft i hjernen.
”Vores far er død, og vi har mistet et af de vigtigste livsvidner, vi har. Han vil altid mangle i vores liv, og der vil for altid være en tom plads efter ham. Hverken Asger eller jeg har nogensinde tvivlet på hans kærlighed til os, og vi vil nu sammen sørge for, at mindet om ham og historien om os aldrig dør”, fortæller Magne.
”Han gav os en masse kærlighed og tro på os selv, og vi vil ære ham ved at lade ham leve videre i os. Han vil fortsat være en stor del af vores liv, for kærligheden kan kræften aldrig vinde over”, fortsætter Asger.
Far fik en udløbsdato
Beskeden om sygdommen kom som et lyn fra en klar himmel en forårsdag i 2017, og slog bunden ud af de to livsglade brødres rolige og ubekymrede teenageliv. Asger var 11 år og Magne var 13 år.
”Det var et par uger efter min konfirmation. Far fortalte os det sammen med mor, og vi brød helt sammen. Det var så uvirkeligt, at far havde kræft i hjernen”, fortæller Magne.
Selvom der blev sagt, at Lars måske kunne leve længe med sygdommen, fornemmede de to brødre godt alvoren. Magne havde allerede pløjet internettet igennem for viden om fremtidsudsigterne for sygdommen og fandt ud af, at fem år var det længste, nogen havde overlevet samme sygdom, og at gennemsnittet kun overlevede i 14 måneder. ’Og med den viden fik far en udløbsdato’, fortæller han.
Kontrasten mellem liv og død stod pludselig lysende klar og havde nu indtaget en fast plads i hverdagen og i tankerne. Midt i alt det meningsløse forsøgte de to brødre at omfavne nuet sammen. Det havde de lovet hinanden og far. For tiden var der ikke uanede mængder af.