Da kræften forsvandt, var vennerne væk

Lige færdig med skolen og sulten efter eventyr tog Cecilia til Italien for at arbejde. Præcis som alle vennerne var hun klar til at gribe livet, men kræften ødelagde den plan. Et år efter sad hun igen hjemme i Næstved. Syg, trist og meget alene. Vennerne var væk, og ensomheden føltes overvældende. Dengang blev hun vred på dem, men i dag forstår hun godt, hvorfor det kan være svært at håndtere kontakten til en 20-årig, der kæmper for livet.

Af Carsten Risgaard    Foto: Privatfotos

Kræft er ikke for børn - Mød Cecilia

- Selvfølgelig er det akavet og mærkeligt. Som ung er du ikke vant til at blive konfronteret med alvorlig sygdom - og slet ikke hos dine jævnaldrende. Vi lærer det ikke rigtig nogen steder, men nu har jeg selv prøvet, hvor forladt du kan føle dig, når vennerne bliver usynlige, mens du har allermest brug for dem, fortæller Cecilia, der i dag har fuld fart på som sygeplejestuderende og en endnu stærkere relation til dem, der holdt fast, da det så mørkest ud.

'Min mor var medindlagt i 3 måneder, og på de billeder hun tog, kan jeg se, hvor jeg syg var.'

Cecilia

DRØMMEN I ITALIEN 

Efter gymnasiet i 2017 arbejder Cecilia et halvt års tid i Danmark, før hun får et drømmetilbud. Et job på et stutteri i Italien med adgang til både at ride og opleve et nyt land. Da hun tager derned i februar, har hun lige været syg. Få dage efter ankomsten bliver hun igen syg, men kommer sig. I maj får hun svære influenzasymptomer. Antibiotika hjælper, men kort tid efter går det galt igen, og denne gang gør medicinen ingen forskel. 

- Lægerne ville sende mig på hospitalet, men ejeren af stutteriet, syntes, at jeg skulle tage hjem og blive behandlet. Jeg var for ung til at være syg uden familie i nærheden, og jeg var velkommen tilbage, når jeg blev rask, fortæller Cecilia. Men hun bliver ikke rask. Hun kan næsten ikke gå ud af flyet selv, da hendes mor henter hende i lufthavnen. Via Slagelse Sygehus kommer hun til Roskilde Sygehus, hvor lægerne konstaterer, at hun har leukæmi og en voldsom blodforgiftning. Tre dage efter er hun i gang med en kemokur. 

De næste 3 måneder står i en tåge for Cecilia. Hun bliver sendt fra Roskilde til Rigshospitalet, fordi hun ikke kan trække vejret og risikerer at skulle i respirator. Hun ryger på intensiv, fordi hendes blod bliver surt. Undervejs er hun meget dårlig og har svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed.

Kræft er ikke for børn - Mød Cecilia
 

Kræft er ikke for børn - Mød Cecilia

HELVEDE TUR-RETUR

- Min mor var medindlagt i 3 måneder, og på de billeder hun tog, kan jeg se, hvor jeg syg var. Min familie var der, og nogle af mine bedste veninder skrev hilsner, som min mor læste højt. Men jeg kunne næsten ingenting. Alt det med at svare tilbage og holde kontakten var stort set umuligt. Jeg havde travlt med at overleve, husker Cecilia.

Efter et halvt års tid var hun stadig svag, men på vej til at blive rask. Dog skulle hun lige have en knoglemarvstransplantation, hvor hun var en måned på hospitalet og 6 måneder på immundæmpende medicin, hvor hun kun kunne gå ud i begrænset omfang. 

- I den periode gik det op for mig, hvor alene jeg pludselig var i Næstved, fortæller Cecilia. De fleste af dem, jeg havde været tætte med, var taget til København eller Odense for at læse videre. Og jeg havde selv været væk i næsten et år - først i Italien og så på hospitalet. Min tætteste veninder skrev og talte jeg stadig med, men de var ikke i Næstved. De fleste andre hørte jeg ikke fra, og det gjorde vildt ondt. Jeg følte, at de var ligeglade, at jeg ikke betød noget for nogen - og at det at være kræftpatient gjorde mig til en slags udstødt fra vennekredsen.

'Selvfølgelig var der også nogen, der kom hen og sagde hej. Men ofte blev samtalen lidt sær, fordi det var svært for mange at spørge ind til kræften.'

Cecilia

ELEFANTEN I RUMMET 

Da hun senere begyndte at gå lidt ud, mærkede hun også afstanden. Folk, hun kendte fra skolen eller andre steder, kiggede væk eller lod, som om de ikke så hende, hvis de var på samme bar. 

- Selvfølgelig var der også nogen, der kom hen og sagde hej. Men ofte blev samtalen lidt sær, fordi det var svært for mange at spørge ind til kræften. Var jeg rask eller stadig syg? Hvad nu, hvis de sagde noget forkert? Så snakkede vi om noget andet, men ingen var i tvivl om, at elefanten i rummet stod lige ved siden af. Jeg var virkelig ked af det i den periode, men også vred. Jeg syntes, at alle dem, der bare havde efterladt mig på perronen svigtede, smiler Cecilia. 

- I dag ved jeg godt, at det mest handlede om mine egne frustrationer. Men det lærte mig også, hvor vigtigt det er at vise kræftpatienter, at de ikke er glemt - og at det som regel ikke er et problem at tale om sygdommen. Tværtimod. Det er især de unge, der viger uden om. Min familie var bedre til at tage tyren ved hornene, men de havde selvfølgelig heller ikke så meget valg.

Kræft er ikke for børn - Mød Cecilia
 

Kræft er ikke for børn - Mød Cecilia

DE SVÆRE SAMTALER

- Vi skal lære at tackle de svære møder og de svære samtaler, mener hun. Selv overvejer hun at tage ud og tale til andre sygeplejestuderende om, hvor vigtigt det er. Det må være en opgave for forældre, skole og sundhedssystem at lære unge mennesker til at forholde sig naturligt til kræft og andre alvorlige sygdomme. Det er for sent at lære det, når først sygdommen er der. 

- Som unge hader vi det akavede. I forvejen er vi usikre og vi vil nødigt tabe ansigt eller virke forkerte. Derfor undgår vi minefelterne. Men vi må ikke glemme, at der er nogen, der har brug for os. Brug for at høre fra os, brug for at høre, at de ikke er glemt - og at der stadig venter et liv med venner og samvær, når sygdommen er overstået, siger Cecilia og slutter: 

- Derfor er min opfordring: Tag kontakt. Vis, at du er der. Send en hilsen. Fortæl om det liv, der bliver levet uden for hospitalet eller sengen derhjemme. Måske får du ikke svar, men det betyder ikke, at det er lige meget. Som kræftpatient har du ikke altid overskud til at svare, men alle hilsner giver kræfter til at fortsætte med at kæmpe.

BØRN SOM PÅRØRENDE 
Hvert år oplever mange tusind børn i Danmark, at en forælder eller søskende bliver alvorligt syg eller dør. De har brug for støtte til at komme godt videre – men alt for ofte bliver familierne overladt til sig selv. Derfor arbejder Kræftens Bekæmpelse for sorggrupper på alle skoler, og for ny lovgivning, så ingen børn skal stå alene med sorg.

Læs mere om indsatsen:

'Børn som pårørende'

Støt børn og unge som Cecilia

- køb årets humørkalender og få et sødt, sjovt eller finurligt børnecitat hver dag i hele 2022

Mads har haft meget, han skulle indhente

I 2014 fik den halvandet år gamle Mads konstateret leukæmi. Med to hårde behandlingsforløb overstået, er Mads endelig ved bare at være ’Mads på 8 år’ og ikke børnekræftpatient og -overlever. Og dag for dag kan hans familie lægge lidt mere af angsten bag sig.

Sorg er kærlighedens pris

Kærlighedens pris’ hedder bloggen, hvor de to søskende Ida og Signe ærligt deler deres tanker og erfaringer som unge efterladte i håbet om, at det kan vise ligesindede, de ikke er alene. De skriver om og til deres mor, som de har mistet for knap et år siden. For på den måde kan de stadig dele deres glæder og frustrationer med hende, som de plejede.

'Luna efter sygdommen' er en anden end før

Heldigvis overlever flere og flere børn kræft i dag. Men for en stor del af børnekræftoverleverne er livet et andet end før sygdommen. Sådan er det også for 12-årige Luna, der med et ukueligt livsmod stadig skal lære at acceptere, at ’Luna efter sygdommen’ er en anden.

Kræft er ikke for børn Støt nu