SORG OG FORVENTNING
- Turneringen IEM Katowice var årets vigtigste. Vandt vi, var vi verdens ubestridt bedste hold. Vi kunne vinde sæsonens vigtigste turnering to gange i træk – og tre gange i alt. Noget som kun meget få andre havde gjort. Jeg var splittet mellem at være trist og spændt, men ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle være der. Min fars sidste ord til mig var: ”Tag afsted til den turnering og gør dit bedste.”
Resten af Astralis-holdet er taget afsted. På flyturen har han tid, og hans tanker kredser om det, der er sket. Hans far er død, og familien vidste godt, at det skulle ske. Alle havde nået at få talt med ham, og det havde på sin vis været godt, at han fik fred. Men savnet er kun lige begyndt. Heldigvis modtager både holdkammerater og konkurrenter ham med dunk i ryggen og stor kærlighed, da han ankommer til turneringen.
Da de først sidder ved skærmene, tager dupreeh over og lægger savnet til side for en tid. Efter en lidt vaklende start spiller han sig selv og sit hold op til endnu en stor præstation. Astralis vinder turneringen. For dupreeh og hans hold betød det, at de igen kunne kalde sig verdens bedste.
For Peter blev sejren også et monument over hans fars kamp mod kræften. Alt det, hans far stod for, lå i den sejr: Aldrig give op og altid være der for de andre.