Ida største ønske til jul er en magisk vaccine mod kræft

Der blev ikke sagt mange ord eller gået ret meget rundt om juletræet den jul. Det var lige op til jul – kun to dage inden juleaften - at otteårige Ida fik konstateret kræft. Nu er der gået præcist to år, og i år skal familien for første gang siden da fejre julen uden, at kræften puster dem i nakken.

Alt var som det plejede – pynten, maden, træet og gaverne. Alligevel var intet, som det skulle være. Som så mange gange før skulle julen fejres sammen med mormor og morfar, men for Idas forældre var julen 2017 mest af alt noget, der skulle overstås. For bulen i Idas albue var ikke en overanstrengelse, det var en sjælden kræftform, som kaldes bløddelssarkom. 

Beskeden kom to dage inden juleaften. Ida var til juleafslutning i skolen, da hun midt i fællessangen blev hentet. Det var en fredag - den sidste dag inden juleferien. Planen var, at mor Tine og far Christian skulle samle både Ida og lillebror Rasmus op på vej hjem fra lægesamtalen på sygehuset. For de skulle skynde sig hjem, indtage deres faste pladser i sofaen og se tredjesidste afsnit af den årlige julekalender Snefald. 

Sådan blev det ikke helt. Hele vejen fra sygehuset til skolen, forberedte Tine sig på, hvordan hun skulle fortælle ida det. Men ordene ville ikke ud. 

- Jeg glemmer aldrig den dag. Og den køretur. For hvordan fortæller du en otteårig pige, at hun har kræft? 

- Vi følte, at vi sad inde i en boble og så det hele udefra. Det var så uvirkeligt at få at vide, at selvom Ida virkede så rask, så var der noget inde i hende, der var helt galt. Det forstod vi simpelthen ikke, fortsætter Tine.

"Jeg glemmer aldrig den dag. Og den køretur. For hvordan fortæller du en otteårig pige, at hun har kræft?"

Tine, Idas mor

Intensivt behandlingsforløb
Det var slet ikke det sted, Ida ville være i juledagene. Men allerede fem dage efter lå hun i hospitalssengen. Hun havde hospitalstøj på, og inde i hendes blodårer strømmede narkosen, der fik hende til at sove, mens lægen lagde den bløde, tynde plastslange, som Ida fremover skulle have kemobehandling igennem.

Fire forskellige kemobehandlinger skulle Ida have i første omgang, indtil knuden i hendes albue skrumpede nok til, at den kunne fjernes med en operation.

- I den periode på lidt over fire måneder med kemobehandling og operation fik Ida det rigtig skidt. Det ramte hende hårdt, og hun var ikke helt sig selv, siger Tine.

Idas behandlingsforløb var meget intensivt. Sådan skulle det være, for kræften havde spredt sig. Og det betød også, at Ida en uge efter sin operation startede strålebehandling af albue, nakke og overarm.

- 28 dage fik Ida fuld narkose under strålebehandlingen. Hver dag mødte vi fastende ind til behandlingen. Hun var i forvejen ret tynd, men hun tabte sig yderligere og skulle nogle dage have hjælp til at stå oprejst, da hun næsten ingen muskler havde, fortæller Tine.

Vi er ikke helt færdige med behandlingen
- Efter strålebehandlingen skulle Ida have en ny omgang med kemobehandling i nogle måneder, fortæller Tine. 

Og ligesom familien troede, at de nu var færdige med behandlingen, fik de at vide, at der var lidt mere vej endnu. For Ida skulle være et helt år mere i behandling. Heldigvis var det i pilleform, så de daglige køreture til sygehuset blev reduceret til en gang om ugen. 

Langsomt gik det den rigtige vej for Ida. Selvom håret, øjenvipperne og brynene ikke var helt tilbage, kom appetitten, energien og smilet. Og det var der en særlig ekstra grund til.

- I takt med, at det meste af behandlingen foregik hjemme, og Ida fik det bedre, startede hun stille og roligt op i skolen igen efter mere end halvt års fravær. Hun var glad, for hun var tilbage hos vennerne, og kunne nu igen gøre noget normalt, som alle andre børn. Gå i skole, fortæller Tine.

Glæder sig til juleaften
I dag – to år senere - er Ida 10 år, kræftfri og tilbage til udgangspunktet. Hun går fuld tid i skole, er med fagligt og har allerede tilbagelagt en del træningskampe på håndboldbanen For selvom armen kort efter operationen og strålebehandlingen drillede, kan hun igen bruge den. Hver tredje uge går hun til fysioterapeut, så armen fortsat holdes stærk.

Fysisk er alt, som det skal være, men engang imellem kan tankerne godt løbe løbsk for Ida. Og så bliver hun bange. For nogle dage kan små ting skræmme hende og sætte tankemylderet i gang. Heldigvis er de bange tanker ikke allestedsnærværende, for Ida har – med sine bare ti års livserfaring – besluttet, at sygdommen ikke må spænde ben for hendes fremtid. 

Derfor forsøger hun at suge alle hverdagens glade stunder til sig sammen med familien. Og lige nu er hun ved at lægge sidste hånd på julebageriet, som hun i aften - på sin faste plads i sofaen - skal nyde til tredje sidste afsnit af årets julekalender Tinka.

Hun glæder sig også til at se, hvad der gemmer sig i pakkerne under træet. På hendes ønskeliste stod ”en vaccine mod børnekræft” øverst. For det er Idas største ønske i år, hvor hun for første gang skal fejre julen som kræftfri.

Kræft er ikke for børn Støt nu