”Jeg lover, jeg aldrig glemmer dig, kære lillesøster”

For to år siden mistede 11-årige Josefine sin 3-årige søster til kræft. Duften og varmen fra hendes lille krop sidder stadig present i alle Josefines sanser. Hun gør sit bedste for at komme fri af sorgens lænker, som stadig overmander hende. Helt uden varsel.

Josefine er lige kommet hjem fra skole. Hun bor sammen med sin familie i Bagsværd. Ved første øjekast ligner de en helt almindelig børnefamilie. Det er de på mange måder også. De bor i et hyggeligt hus med æbletræ, trampolin og hængekøje i haven. De tæller i alt fem. Mor Janne, far Søren, og de tre børn - Anton på 14 år, Josefine på 11 år og lillesøster Eline på 6 år. Helt almindelig familie. Og så alligevel slet ikke. For to år siden talte de seks. 

”Det bliver aldrig som før,” siger Josefine, mens hun betragter billedet, der hænger på væggen i familiens stue. På væggen hænger billeder af Annabella. En yndig lille lyshåret pige med store blå øjne.

 Josefine husker meget tydeligt den søndag i april for to år siden, hvor hun blev vækket af sin farmor. Omtumlet forsøgte Josefine at forstå, hvorfor farmor stod midt inde på hendes værelse, da det var mor, der havde kysset hende godnat om aftenen. 

”Det var lidt mærkeligt. Pludselig stod min farmor foran mig med min far i røret. Han græd. Sådan rigtig meget. Han fortalte, at vi skulle komme ind på Rigshospitalet og sige farvel til Annabella,” fortæller Josefine.

Læs mere om børn og unge med kræft

’Hvad gør jeg. Kræft er jo en sygdom, man dør af’

Josefine presser fingrene mod hinanden, mens hun forsøger at finde de rigtige ord, der beskriver hendes følelser i de syv måneder, hvor hendes lillesøster var alvorligt syg. 

”Min mor og jeg var ude at køre, da jeg fik af vide, at Annabella havde kræft. Det første, jeg tænkte, var: ’Hvad gør jeg. Kræft er jo en sygdom, man dør af’. Jeg blev rigtig bange. Og det var jeg egentligt helt indtil, det skete. Hver dag var jeg bange for, at jeg ikke nåede at sige farvel,” fortæller Josefine, mens hun fastholder blikket på hænderne, der hviler på lårene.  

Selvom kærligheden er lige så stor til Josefines øvrige søskende, Anton og Eline, så havde Annabella bare en hel særlig plads i Josefines hjerte. Af sind lignede de meget hinanden. Altid fuld skrue. Og det knyttede dem særligt sammen. 

”Jeg elskede at lege med hende. Der var altid gang i hende, ligesom der var i mig. Og jeg mærkede for alvor, at hun var rigtig syg, da hun hele tiden sov. Vi kunne ikke lege, som vi gjorde før, og det gjorde mig meget trist,” fortæller Josefine. 

Når Josefine fortæller om Annabella, er der smil i hendes øjne. Og selvom hun har lidt svært ved at finde de rigtige ord, er det tydeligt at mærke, at der på den anden side af ordene gemmer sig tunge rester af en virkelighed, hvor magtesløsheden til tider står alene, som vinder.

Læs mere om søskende til børn med kræft

”Jeg elskede at lege med hende. Der var altid gang i hende, ligesom der var i mig. Og jeg mærkede for alvor, at hun var rigtig syg, da hun hele tiden sov. Vi kunne ikke lege, som vi gjorde før, og det gjorde mig meget trist.”

Josefine

Drømme. Fantasi. Nutid. Og fortid.

Selvom minderne kan være svære, når de overmander hende uden varsel, så er det også dem, der får mørket til at miste sit tag og lukke bittesmå sprækker af solskin ind.

”Når jeg savner Annabella rigtig meget, så løber jeg ud på trampolinen. Der kan jeg hoppe i timevis. Ligesom jeg gjorde med Annabella. Så føles det som, jeg møder hende. Ser hende. Og mærker hende,” fortæller Josefine, mens hun peger mod forhaven, hvor trampolinen står.  

Også bag skærmen, når Josefine tænder Annabellas yndlingsfilm, sker der noget magisk. 

”Barbie,” Josefine smager på ordet, mens hun fniser. ”Jeg ved godt, at det er lidt underligt, men det var også noget, som vi så sammen. Og når jeg ser det, drømmer jeg, at hun sidder lige ved siden af mig.”  

Inden Josefine slukker natlampen hver aften, får bamsen også et klem. Bamsen er Josefines betroede makker, som hun har arvet af Annabella. Når det hele bliver for meget, løber Josefine op til bamsen, og giver den et kram. Og så bliver det hele godt igen.  

Minderne er svære, fordi de minder Josefine om alt det, som er taget fra hende. Forsvundet. Og samtidig, er de det eneste, der knytter drømme, fantasi, nutid og fortid sammen. 

"Engang imellem kan jeg også finde på at cykle forbi Annabellas børnehave. Det er en rar følelse. Perioden, hvor hun gik der, var en god periode i vores liv. Dengang var sygdommen der ikke. Derfor minder det mig om en tid, hvor Annabella var glad og havde hår på hovedet," fortæller Josefine.

Læs mere om børn og unge med kræft

”Det bliver aldrig som før. Hun mangler bare. Hver gang vi skal have taget billede, så er der bare et hul. Eller hvis vi skal prøve en forlystelse, så er vi bare ulige nu, og det går aldrig op. Men på en underlig måde, lærer man at leve med det.”

Josefine

’Hver dag svæver hun rundt om mig’

Der gik ganske kort tid fra start til slut. Syv måneder efter diagnosen, var det kun respiratoren, der holdte liv i Annabellas krop. 

Knoglemarvstransplantation skulle styrke Annabellas immunforsvar, så det blev muligt at fjerne tumoren. Josefine skulle give knoglemarv. Hun matchede nemlig allerbedst. 

”Jeg var så glad for, at det var mig, der matchede bedst. Nu kunne jeg endelig gøre noget. Som en rigtig storesøster. Men den virkede ikke, og det har jeg været rigtig sur på mig selv over. Jeg kan stadig være sur. Hvis det havde virket, var vi meget tæt på noget rigtig godt,” siger Josefine, mens hun igen presser fingrene mod hinanden. 

Når dén følelse sommetider melder sig, så bliver gymnastikken redningen. Gymnastikken er nemlig rummet, hvor Josefine kan lukke helt af. Her er der kun plads til fokus. Når hun taler om gymnastikken, er der ild i hendes øjne. Få dage efter Annabellas bisættelse, vandt hun to guldmedaljer i DM i gymnastik. 

”Jeg valgte at deltage, selvom vi lige havde sagt farvel til Annabella. For hendes og for min skyld. Jeg kunne mærke, at hun var med mig den dag. Hun ville gerne have, at jeg deltog. Det skyldte jeg hende at gøre. Hun gjorde mig endnu stærkere den dag. Og det gør hun faktisk hver dag. Hver dag svæver hun rundt om mig,” fortæller Josefine.

Et sidste godnat

I den sidste tid var Annabella rigtig dårlig. Hun lignede ikke sig selv mere. Og det gjorde, at Josefine helst ikke kom på hospitalet. 

”Jeg ville ikke mindes hende på den måde. Hun sov hele tiden. Hendes hud var nærmest væk. Og Annabella var meget mere end den syge pige, der lå i den hospitalsseng,” fortæller Josefine. 

Selv på dagen, hvor Annabella sov ind, havde Josefine et håb om, at lægerne stadig tog fejl. Tredje gang måtte være lykkens gang.

”Under hele forløbet ønskede jeg tre gange, at lægerne havde taget fejl. Første gang, da hun fik diagnosen. Anden gang, da knoglemarven ikke virkede. Og tredje gang, da lægerne fortalte, at vi skulle sige farvel.” 

Da Josefine kom ind på værelset, lå mor og far i sengen med Annabella, som to løveforældre omfavnede de deres unge.

 ”Det haglede, og min bror sagde: ’Nu er det sket’. Da vi kom op på værelset, var det helt rigtigt. Hun sov i armene på vores forældre. Uden at sige det højt sagde jeg til hende: ’Jeg lover, at jeg aldrig glemmer dig, kære søster. Sov godt. Jeg elsker dig’,” fortæller Josefine, og fortsætter: 

”Det bliver aldrig som før. Hun mangler bare. Hver gang vi skal have taget billede, så er der bare et hul. Eller hvis vi skal prøve en forlystelse, så er vi bare ulige nu, og det går aldrig op. Men på en underlig måde, lærer man at leve med det.” 

Når man møder Josefine, mærker man hurtigt, at hun ikke venter på, at uvejret går over. Hun lærer at danse i det. Og så står én ting klart. Klichéen om, at vi kun har ét liv, er ikke en banal tekst, men en ubarmhjertig virkelighed. Josefine har fundet sig en fin vej igennem sorgen. En vej, hvor hun på sine skuldre bærer et gabende tomrum af sin søster. Og en vej, hvor savnet og smerten står skulder ved skulder med kærligheden og alt det, der giver mening.

Mød Sebastian - Hjælp og omsorg betyder alt

Mød børnene

Frederik på 2,5 år blev indlagt med lungebetændelse: ”Efter tre timer kom lægen ud og sagde, at han havde leukæmi”

Den 6. november 2015 blev en dag, som Frederik og hans familie aldrig vil glemme. Det hele startede med en lungebetændelse, men forude ventede et 2,5 års behandlingsforløb for leukæmi. Frederik er i dag kræftfri. Han fik sin sidste kemopille den 10. maj 2018, og nu et år efter er det ikke kræften, der fylder, men glæden over at møde de nye skolekammerater.

My fik leukæmi som 4-årig: Håbet i kærligheden til livet hjalp hende igennem behandlingerne

I dag er My 12 år og kræftfri. My var kun 4 år, da hun en helt almindelig forårsdag fik konstateret akut lymfoblastær leukæmi. Det blev starten på et opslidende kapitel, som ikke kun ramte My, men også hendes mor, far og fire søskende. Dét, der var en selvfølge for jævnaldrende børn, var ikke længere en del af Mys hverdag.

En misundelsesværdig viljestyrke

Det var en sensommerdag i september 2006, at Rosas tumor på hjernestammen blev opdaget. Rosa var dengang kun 1,5 år gammel. I dag er Rosa 14 år og kræftfri.

3.400 børn og unge under 24 år har kræft lige nu

Kræft er ikke for børn Støt nu