Hun stod foran det store spejl og betragtede sig selv i den blåfarvede Elsa-kjole. Flere gange løftede hun op i kjolen, slap og lod den falde ned igen. Humøret var højt. Ude i haven var der dækket op til fest. Bordet var dækket med alle Lunas livretter, og omkring det sad venner og familie klar til at fejre, at Luna havde valgt at blive døbt midt i behandlingsforløbet. 

Det var en helt særlig dag. For selvom Luna var klar over, at hun samme aften skulle tilbage på sygehuset, glemte hun - for en kort stund - alt om sygdommen. Skinnen på foden og arret på skulderen var gemt væk under kjolen. Ligesom parykken skjulte de store hårtotter, hun havde tabt. Intet tydede på, at Luna var en 7-årig pige med en sjælden knoglekræftsygdom den dag: 

 - Jeg var bare den lykkeligste prinsesse den dag. Det var en dag, der mindede og gav mig håb om, at der ville komme en dag, hvor kræften ville forsvinde, husker 12-årige Luna. 

Og det gjorde den. Kræften forsvandt. 

- Men, jeg mærker den stadig i dag seks år efter, fortsætter Luna. 

Nogle vil læse Lunas fortælling som en tragedie. Men, spørger man Luna selv, er hendes historie ikke en tragedie. Det er en fortælling om en ung pige på 12 år, der trods modgang står ud af sin seng og sætter sig nye mål hver dag. 

Og den starter der, hvor nogen vil tro, at den slutter. For selv om Luna i dag er kræftfri, lever hun med alvorlige senfølger af sygdommen.

Efter to års behandling var Luna kræftfri. Og selvom man kunne tænke, at der her blev sat et punktum for Lunas beretning om sygdommen, begyndte en ny tid, hvor Luna skulle lære at acceptere, at ’Luna efter sygdommen’ ikke er den samme som før.

- Årene efter, jeg blev erklæret kræftfri, har både været gode og dårlige. Det var rigtig dejligt, at jeg endelig var rask igen – eller sådan – knap så syg, som da jeg lå på sygehuset. Men det var også svært at vænne mig til et helt nyt liv, hvor jeg skulle tilbage til en hverdag i skolen, som jeg har været væk fra i næsten to år, fortæller Luna og fortsætter: 

- De andre havde jo været sammen hver dag, så det føltes lidt som at starte i en helt ny klasse samtidig med, at jeg skulle vænne mig til den nye Luna, der ikke kan alt som før. Hvis legene kræver, at man skal løbe meget, hoppe, gribe bolde eller sådan, kan jeg ikke være med. 

Luna er hårdt ramt på mange måder. Som følge af sygdommen har Luna fået dropfod. Hendes fod vender indad og giver smerter ved overbelastning og skal derfor holdes af en skinne. Venstre arm kan hun kun bruge som støtte. Hun er undervægtig, da hun flest dage ikke har appetit. Og hendes lunger har sværere ved at trække luft efter operationen. Det gør, at hun bliver meget hurtigt forpustet. Længere ture kræver derfor enten en kørestol, eller at hun bliver kørt af forældrene. 

- I juni måned fik jeg en specialcykel med støttehjul og et styr, der bøjer så meget, at jeg kan nå med min arm. Og det er jeg rigtig glad for. Det betyder, at jeg selv kan cykle til og fra skole med mine veninder, fortæller hun. 

Men det er ikke kun fysisk, at Luna er ramt. Også psykisk har det været svært, indtil hun fik hjælp. 

- Jeg fik nogle redskaber til at tænke anderledes og til at turde gøre noget af det, jeg er bange for. Nogle dage fylder det stadig, men jeg forsøger og arbejder - hver dag - for at det skal blive en god dag, selv om det er svært, fortæller Luna.