Hun stod foran det store spejl og betragtede sig selv i den blåfarvede Elsa-kjole. Flere gange løftede hun op i kjolen, slap og lod den falde ned igen. Humøret var højt. Ude i haven var der dækket op til fest. Bordet var dækket med alle Lunas livretter, og omkring det sad venner og familie klar til at fejre, at Luna havde valgt at blive døbt midt i behandlingsforløbet.
Det var en helt særlig dag. For selvom Luna var klar over, at hun samme aften skulle tilbage på sygehuset, glemte hun - for en kort stund - alt om sygdommen. Skinnen på foden og arret på skulderen var gemt væk under kjolen. Ligesom parykken skjulte de store hårtotter, hun havde tabt. Intet tydede på, at Luna var en 7-årig pige med en sjælden knoglekræftsygdom den dag:
- Jeg var bare den lykkeligste prinsesse den dag. Det var en dag, der mindede og gav mig håb om, at der ville komme en dag, hvor kræften ville forsvinde, husker 12-årige Luna.
Og det gjorde den. Kræften forsvandt.
- Men, jeg mærker den stadig i dag seks år efter, fortsætter Luna.
Nogle vil læse Lunas fortælling som en tragedie. Men, spørger man Luna selv, er hendes historie ikke en tragedie. Det er en fortælling om en ung pige på 12 år, der trods modgang står ud af sin seng og sætter sig nye mål hver dag.
Og den starter der, hvor nogen vil tro, at den slutter. For selv om Luna i dag er kræftfri, lever hun med alvorlige senfølger af sygdommen.