Det var dagen efter, familien fejrede Madickens 1-årsfødselsdag, det hele startede

    I 2,5 år kilede sygdommen sig ind i familiens hverdag. I dag er Madicken rask. Hun er otte år, går i 2. klasse og nyder for fuld skrue hverdagen, hvor også tennistræningen og gymnastikken bliver passet et par gange om ugen.

    ”Er du klar,” råber Susanne til Madicken, der netop er ved at klæde sig på. De skal ud af døren. 

    Det er en helt særlig dag i august. For det er ikke bare Madickens første skoledag, men også den allerførste gang, hun skal have kjolen på. Det har hun sammen med mor og far ventet på i over fem år, hvor kjolen har hængt i skabet. 

    Susanne og Peter betragter opmærksomt deres datter, mens hun kommer løbende i den blåmønstrede kjole med sløjfe om livet.

    ”Nu er jeg klar,” siger Madicken storsmilende og stolt.

    Et håndgribeligt håb i en fremmed verden
    Da Susanne for snart syv år siden købte kjolen, anede hun ikke, om Madicken ville nå at blive gammel nok til at få den på. Størrelsesmæssigt passede den en seksårig. Madicken var kun lige fyldt et år, og hun havde netop fået konstateret leukæmi (ALL) - i den høje risikogruppe.   

    ”Det var på en af mine første gåture væk fra Rigshospitalet, hvor vi var indlagt. Og jeg husker tydeligt, da jeg så kjolen første gang. For der vidste jeg, at hvis hun klarede den og kom frem til sin første skoledag, skulle hun have den på. Jeg havde brug for en håndgribelig ramme for håbet og fremtiden,” husker Susanne og fortsætter: 

    ”Rigtig mange gange under forløbet har vi betragtet den, mærket på den og inderligt håbet.”

    "Jeg husker tydeligt, da jeg så kjolen første gang. For der vidste jeg, at hvis hun klarede den og kom frem til sin første skoledag, skulle hun have den på. Jeg havde brug for en håndgribelig ramme for håbet og fremtiden."

    Susanne, Madickens mor

    Beskeden kom dagen efter, vi havde fejret Madickens 1-årsfødselsdag. I dagene op til havde hun været meget sløv og feberramt, og de røde buler i panden havde også vokset sig større, så Peter og Susanne besluttede at tage hende til vagtlægen. 

    ”Søndag 26. februar 2012 efterlod vi et hjem med gavebord, balloner og kagetog. Om mandagen sad vi og holdt vores datter i armene, mens den første narkose fandt vej ind i hendes fine, lille, uspolerede krop,” fortæller Susanne og fortsætter: 

    ”Den nye verden, der mødte os, var så fremmed og fyldt med frygt, at det var svært at se den som vores. Men det var den.” 

    Barskt behandlingsforløb
    2,5 års intensiv behandling med skrap kemokur skulle familien igennem. 

    Madicken var hårdt ramt fra start. I en stor del af forløbet var hun meget plaget af bivirkninger af behandlingen. Hun fik infektioner og flere blodforgiftninger, og hun var, som andre kræftsyge børn, plaget af kvalme og utilpashed.

    I en lang periode turde Susanne og Peter ikke at pakke tasken ud, når de fik lov til at tage hjem. For utallige gange oplevede familien, at Madicken det næste øjeblik kunne få det skidt. Og så var der én vej: Rigshospitalet. 

    Det var et barskt og langt behandlingsforløb. Den skrappe kemokur har været lige på grænsen til, hvad Madickens lille krop kunne holde til, og undervejs blev hendes situation alvorligt forværret af en virus. 

    I halvandet år af leukæmibehandlingen forsøgte lægerne at slå virussen ned. Og i nogle måneder i den periode fik hun trykkammerbehandling. Det virkede. For trods de mange komplikationer vænnede Madickens krop sig langsomt til de mange behandlinger og reagerede også godt på dem.

    ”På godt og ondt er vi ikke de samme som før. For nogle gange kommer minderne og rusker lidt op i det hele, og andre gange giver den en dybde i hverdagen, hvor vi husker os selv på at være taknemmelige for al den tid, vi får sammen."

    Susanne, Madickens mor

    Minderne – på godt og ondt
    Som et symbol på hver overstået kemoblok står i dag en masse smølfefigurer på rad og række på Madickens hylde hjemme på værelset. Èn med en ballon, èn med en brækket arm, èn med en skoletaske og mange flere. Alle med en særlig betydning og historie. 

    ”Madickens bror Marius forærede hende en smølf med forskellige udtryk efter hver overstået kemoblok. Han ville fejre det, hver gang en milepæl var nået. Og det var egentlig helt tilfældigt, at det startede. Set i bakspejlet var det en rigtig god ide, for i dag bruger både Madicken og Marius smølferne til at tale om, hvad der egentlig skete dengang,” fortæller Susanne. 

    For det, der stædigt kilede sig ind i hverdagen og nogle dage fik alt til at se anderledes ud, er ikke altid lige til at forstå. Og den sidder stadig i kroppen.  

    ”Vi taler åbent om forløbet. Ikke fordi vi dyrker sorgen og forskrækkelsen, men fordi det er en oplevelse, som altid vil være med os. For os er det lidt som et ekstra familiemedlem, der kommer op til overfladen og minder os om dengang,” fortæller hun og fortsætter: 

    ”På godt og ondt er vi ikke de samme som før. For nogle gange kommer minderne og rusker lidt op i det hele, og andre gange giver den en dybde i hverdagen, hvor vi husker os selv på at være taknemmelige for al den tid, vi får sammen – endnu mere, end vi måske ellers ville huske på det.”

    ”Jeg vil være læge”
    I dag er det to år siden, Madicken stolt iklædte sig den blå kjole for allerførste gang. Siden har den været på flere gange. Både første skoledag det efterfølgende år, hvor Madicken startede i 1. klasse, og første skoledag i år, hvor hun startede i 2. klasse. 

    Madicken er otte år og har været kræftfri i fem år. Hun går i almindelig skole på samme klassetrin som sine jævnaldrende. Når hun ikke er i skole eller sammen med veninderne, går hun til gymnastik og tennis et par eftermiddage om ugen. 

    ”Der er bare fuld fart på hende, og hun stortrives. Hun har store drømme for fremtiden, som venter forude,” fortæller Susanne med taknemmelighed i stemmen, mens hun betragter Madicken.  

    ”Jeg vil være læge på et hospital,” kommer det fra Madicken, der sidder med sin bamse, Thomas, som hun har opkaldt efter sin egen børnekræftlæge.

    Kræft er ikke for børn Støt nu