”Er du klar,” råber Susanne til Madicken, der netop er ved at klæde sig på. De skal ud af døren.
Det er en helt særlig dag i august. For det er ikke bare Madickens første skoledag, men også den allerførste gang, hun skal have kjolen på. Det har hun sammen med mor og far ventet på i over fem år, hvor kjolen har hængt i skabet.
Susanne og Peter betragter opmærksomt deres datter, mens hun kommer løbende i den blåmønstrede kjole med sløjfe om livet.
”Nu er jeg klar,” siger Madicken storsmilende og stolt.
Et håndgribeligt håb i en fremmed verden
Da Susanne for snart syv år siden købte kjolen, anede hun ikke, om Madicken ville nå at blive gammel nok til at få den på. Størrelsesmæssigt passede den en seksårig. Madicken var kun lige fyldt et år, og hun havde netop fået konstateret leukæmi (ALL) - i den høje risikogruppe.
”Det var på en af mine første gåture væk fra Rigshospitalet, hvor vi var indlagt. Og jeg husker tydeligt, da jeg så kjolen første gang. For der vidste jeg, at hvis hun klarede den og kom frem til sin første skoledag, skulle hun have den på. Jeg havde brug for en håndgribelig ramme for håbet og fremtiden,” husker Susanne og fortsætter:
”Rigtig mange gange under forløbet har vi betragtet den, mærket på den og inderligt håbet.”