Marckuz var morfars dreng, så savnet af morfar er enormt

Morfar Hans var et samlingspunkt for familien Risum Zederkopff Bødker. Især Marckuz og morfar var tætte. Hver anden uge var det morfar, der afleverede Marckuz og hans lillesøster i skole og børnehave, morfar klatrede gerne i træer til trods for hans 70 år og sammen med morfar kunne Marckuz dyrke deres fælles hobbyer: At arbejde i træ og tegne, fotografering og fisketure.

- Marckuz var morfars dreng. De to var uadskillelige. For Marckuz var morfar ham, der kunne alt, vidste alt og lykkedes med alt. Derfor har det også været rigtig svært for ham, da morfar blev syg, fortæller Ghita, Marckuz’ mor.

Et intenst og hårdt 2020

Morfars sygdomsforløb var intenst og kort. Gennem længere tid havde den tidligere chauffør og altmuligmand oftere følt sig træt. Da hans vejrtrækning pludselig blev meget besværet, blev han i marts 2020 sendt hen for at få en coronatest. Efter sygeplejerskerne kort havde lyttet til hans lunger, blev han sendt til akutafdelingen på Odense Sygehus. Her fjernede de 4,5 liter væske fra morfar Hans’ lunger. Familien tænkte, at det muligvis kunne være hans hjerte, det var galt med, men lægerne var hurtige til at diagnosticere lungehindekræft. Som ung mand i 1967 arbejdede Hans som arbejdsdreng på et mekanikerværksted, hvor han sleb bremser. De indeholdte dengang asbest. Lægerne sagde, at han var for afkræftet til at få kemoterapi og gav ham cirka 6 måneder at leve. Familien var knust.

- Min far var ikke typen, der bare tog andres ord for gode varer. Så vi gik hjem og lavede en kost- og motionsplan til ham. På 3 uger tog han 11 kilo på og var derved klar til at modtage kemoterapi. Vi var alle rigtig glade og håbefulde. Desværre var behandlingen for hård for hans nyrer, så han kunne ikke gennemføre den. Planen var derfor, at han skulle samle lidt kræfter og så prøve en ny medicin nogle måneder senere, fortæller Ghita.

”Havde man en dårlig dag, gjorde morfar den hurtigt god igen.”

Ghita, Marckuz' mor

Marckuz var meget bange for at miste morfar

Hele familiens hverdag blev vendt op og ned med morfars diagnose. Mormor blev sygmeldt, mor fik plejeorlov og på grund af corona måtte de alle være forsigtige med, hvem de omgik og fik besøg af. De store omvæltninger gav meget uro hos Marckuz. Han havde rigtig svært ved at forstå, at morfar ikke kunne de samme ting, som han plejede, og han blev meget urolig, så snart der var snak om læger og sygehusbesøg. Bekymringerne og de bange tanker om, at morfar måske ville dø var svære ikke at tage med i skole. Her begyndte Marckuz pludselig at føle sig meget udenfor.

- Der var ikke længere noget, der var ”normalt” for nogen af os. Vi var oppe imod noget, som vi ikke rigtig kunne gøre så meget ved. Men vi var gode til at tale om tingene, finde trøst i hinanden og holde sammen. Morfar var faktisk den, der var bedst til at trøste os. Han blev ved med at sige, at han nok skulle være her 20 år endnu, fortæller Ghita.

Men pludselig gik det hurtigt ned af bakke med morfar – kræften havde spredt sig til lever og lymfeknuder. En fredag morgen i oktober 2020 sov han stille ind.

Familiens superhelt mangler

Det har været hårdt for både store og små i familien at stå på sidelinjen. Velvidende, at der ikke var andet at gøre end at være der og sikre, at morfar var glad og tilpas, så var det et kontroltab, der nu tager tid at acceptere. Familien gør en dyd ud af at være åbne om det hele, uanset hvad børnene på 4, 10 og 16 år har haft af spørgsmål. Nogle dage er lettere end andre. Det har været hårdt at se familiens livsglade superhelt, der kunne alt, svinde ind.

- Han var altid glad og han havde altid et smil på læben. Havde man en dårlig dag, gjorde han den hurtigt god igen. Det er et meget stort tab for os alle sammen, fortæller Ghita.

Mere selvtillid og endnu bedre sammenhold

Det går bedre for Marckuz i klassen og hans lærer ved, at hun lige skal holde øje med ham i det daglige. Det betød rigtig meget, at morfar nåede at se ham spille den sidste ishockey kamp 12 dage før, han gik bort. Og så har Marckuz lagt mærke til noget:

- Jeg synes, at jeg er vokset i alt det her og fået mere selvtillid. Og så har jeg lagt mærke til, hvor meget vi holder sammen i familien. Det er vi rigtig gode til, fortæller Marckuz.

Mor Ghita er enig.

- Vi været rigtig gode til at prioritere og sikre nogle gode stunder sammen.  I sommer blev det fx til en masse skønne køreture på Fyn, hvor morfar kunne fortælle historier og vise, hvor hans familie kom fra. Det er rart have nogle gode minder at huske tilbage på – også fra den sidste tid. Det ved jeg også vigtigt for min far at sikre. Indtil hans sidste to dage formåede han at finde kræfterne til at sidde oppe og tale med os hele tiden. Han ville gerne være sammen med os og kæmpede for det til det sidste, fortæller Ghita.

Da William døde af hjernekræft, mistede lillesøster, Thea, et vigtigt og trygt holdepunkt

I starten af 2018 fik 9-årige William konstateret kræft i hjernen. Til hele familiens store forfærdelse, blev han erklæret uhelbredeligt syg. Da han blot 9 måneder senere sov ind, stod familien med et kæmpe tomrum. For hans lillesøster Thea har det været ekstra svært. Pludselig stod hun uden sin bedste ven og beskytter ved sin side

Dit hjerte banker stadig, og der er masser af liv tilbage

Da 16 årige Kasper blev diagnosticeret med kræft, havde han ikke spor lyst til, at andre skulle se ham syg eller at tale om sin sygdom. I dag er han klar til at være mere åben. Det hjælper ham til selv at forstå og acceptere det, der skete, men håbet er også, at det måske kan hjælpe andre unge med kræft.

Julius får sin sidste behandling: ’Nu skal han endelig til at lære at være barn’

9-årige Julius har leukæmi. For anden gang. Han har netop fået sin allersidste behandling og glæder sig nu til at skifte hospitalsbesøg, indlæggelser og behandlinger ud med det barndomsliv, som har ventet på ham størstedelen af hans liv

Kræft er ikke for børn Støt nu