I dag er jeg rask – ingen vidste, om jeg ville overleve

Det er nok bare vokseværk. Eller overanstrengelse. Da jeg var 15 år, fik jeg ondt i benet. I et års tid blev smerterne slået hen. Indtil det viste sig, at der var en ondartet og sjælden kræfttumor inde i min knogle i benet. Ewing Sarkom. Jeg fik kemoterapi, blev skaldet og kastede op. Og jeg blev opereret. En stor del af knoglen i mit højre ben blev erstattet med en metalprotese. Lægerne sagde, jeg nok aldrig kom til at gå igen. Ingen vidste, om jeg ville overleve.

Jeg insisterede på at begynde i gymnasiet, selv om alle omkring mig sagde, at det var tosset. Jeg burde koncentrere mig om at være syg, så jeg kunne fokusere på at blive rask, sagde de. Men jeg var stædig og begyndte i 1. g. som månedens gæst med paryk og krykker. Når jeg endelig kunne komme i skole, var det himmelsk. Så følte jeg mig som Mette. Ikke Syge Mette. Men Mette. Det var afgørende for mig at trække vejret som en helt almindelig teenager. Jeg havde brug for at tale med mine veninder om fester, fyre og forældreopgør, så alting ikke kun handlede om kræft, kemo og kvalme. Det eneste, vi ikke kunne tale om, var mit hår. Jeg var så flov over at være skaldet. Skammen over at se så syg ud fyldte mere end angsten for at dø. Så jeg gemte mig bag en paryk.

"En god ven kurerer ikke kræft. Men en god ven gør en gigantisk forskel".

Mette

En god ven gør en gigantisk forskel

Jeg var syg før Facebook. Jeg kunne ikke følge med i noget som helst på Instagram, og mine veninder kunne ikke lige sende en sjov snap for at vise, at de tænkte på mig. Det betød, at de måtte fysisk hen og besøge mig. Det var bøvlet. Jeg var indlagt knap tre timers kørsel væk fra alle. Når jeg skulle have besøg, krævede det, at en venindes forælder brugte det mest af sin dag og aften på at være chauffør. Men de kom, veninderne. De holdt mig i hånden. Og sammen kunne vi både grine og græde. De var mine hjælperyttere på mit livs hårdeste tur op ad bjerget. En god ven kurerer ikke kræft. Men en god ven gør en gigantisk forskel, når man skal igennem en benhård behandling.

At være helt alene - det var mig, der var syg

Selv om der var venner og familie omkring mig, følte jeg mig alligevel alene. Der var kun ét ben, der var sygt, én krop, kemoen løb ind, et hoved, der var skaldet og en, der måske ikke ville overleve. Det var mig. Og det var svært. For hvad nu, hvis det ikke gik? Mit mentale vendepunkt kom den dag en ung pige med langt lyst hår og store flotte øjenvipper trådte ind på min stue og fortalte, at for få år siden havde hun ligget præcis, hvor jeg nu lå – også med et skaldet hoved og et ondartet Sarkom i benet. Og hun havde klaret den. Fra den dag tænkte jeg, at hvis Susanne, som hun hed, kunne få sit hår tilbage, så kunne jeg også.

Kræft er ikke for børn - Mød Mette
 

Støt unge som Mette og få et sjovt og finurligt børnecitat i hele 2021

Kræft er ikke for børn - Mød Mette

I dag er jeg rask. Og mor - mod alle odds

I dag er jeg 35 år. Jeg er rask. Og jeg kan gå. Jeg er endda blevet mor stik imod alle odds. Jeg er gift med min prins og glæder mig hver dag til, at jeg også i morgen kan bestemme selv. Der er ingen kemo-indlæggelser i min kalender, og det er stadig næsten for godt til at være sandt. Hver eneste gang jeg vasker hår, føler jeg mig så taknemmelig over at have fået både det og livet tilbage.

Den 4. februar genudgives bogen om mit liv, "Viljepigen – for ung til kræft”, som jeg skrev, fordi jeg selv manglede en bog at spejle mig i, da jeg var syg. Med bogen vil jeg gerne være en andens ’Susanne’ og vise, at det også kan gå godt. For hver solgt bog donerer jeg 20 kr. til unge med kræft. Du kan bestille et signeret eksemplar hos mette@viljepigen.dk eller finde den på skrivevaerkstedet.dk

Mads har haft meget, han skulle indhente

I 2014 fik den halvandet år gamle Mads konstateret leukæmi. Med to hårde behandlingsforløb overstået, er Mads endelig ved bare at være ’Mads på 8 år’ og ikke børnekræftpatient og -overlever. Og dag for dag kan hans familie lægge lidt mere af angsten bag sig.

Sorg er kærlighedens pris

Kærlighedens pris’ hedder bloggen, hvor de to søskende Ida og Signe ærligt deler deres tanker og erfaringer som unge efterladte i håbet om, at det kan vise ligesindede, de ikke er alene. De skriver om og til deres mor, som de har mistet for knap et år siden. For på den måde kan de stadig dele deres glæder og frustrationer med hende, som de plejede.

'Luna efter sygdommen' er en anden end før

Heldigvis overlever flere og flere børn kræft i dag. Men for en stor del af børnekræftoverleverne er livet et andet end før sygdommen. Sådan er det også for 12-årige Luna, der med et ukueligt livsmod stadig skal lære at acceptere, at ’Luna efter sygdommen’ er en anden.

Kræft er ikke for børn Støt nu