Computerspil og virtuelle fællesskaber hjalp Mikkel gennem sygdommen

Coronakrisen har bragt nye virtuelle måder at være sammen på med sig. Den følelse er ikke ny for 21-årige Mikkel. Som bare fireårig fik han konstateret leukæmi. Og især under behandlingen - som varede fem år - betød de virtuelle spillemøder med andre børn meget for ham. For i det univers forsvandt sygdommen.

En uge før sin fireårs fødselsdag fik Mikkel Klint Borgstrøm konstateret leukæmi. Behandlingen varede knap seks år. Selvom det ikke er alle detaljer, han husker, står en dag dog særligt klar for 21-årige Mikkel. Det var en af de dage under behandlingen, hvor han var indlagt på børneafdelingen på Rigshospitalet. Han lå i hospitalssengen og havde netop fået et skud kemo, da den brede hospitalsdør ind til stuen gik op med en stille susen. 

I døråbningen stod Mikkels far. Han havde en rød computer under armen. En smule fortumlet rejste Mikkel sig op i sengen. Det allerførste, som fangede hans blik, var logoet på computeren. Et gult skjold med en stejlende hest. For det var ikke en helt almindelig computer, men en ’Ferrari–computer’. Straks begyndte han at udforske alle de spil, som hans far havde installeret.

Det var med Mikkels egne ord den ’fedeste overraskelse’.

"Det var den fedeste overraskelse".

Mikkel

’Glemte alt om sygdommen’
Siden har computerspil haft stor betydning for Mikkel – både under behandlingen og i dag, hvor han stadig bruger mange timer foran skærmen. 

- Når jeg spillede under behandlingen, glemte jeg alt om sygdommen. Det var ligesom et helligt sted for mig, hvor jeg bare var Mikkel. Og det havde jeg af og til brug for, fortæller han. 

For selvom Mikkel på mange måder følte sig forskånet for sygdommen, har han i perioder under behandlingen haft det svært. Især da han startede i skole. Fysisk var Mikkel - grundet behandlingerne - et år bagud, og det gjorde, at han ikke altid kunne være med på de fysisk krævende drengelege med de andre børn. 

- Jeg løb ikke lige så stærkt, som de andre drenge, så når vi for eksempel skulle vælges til fodboldholdene, var jeg ofte en af de sidste, der blev valgt. Der var mange alfahanner i min klasse, og jeg var udmærket klar over min plads i hierarkiet, fortæller han og fortsætter.

Nyt univers – nye venner
-De fleste dage gjorde det mig overhovedet ikke noget. Ret hurtigt sluttede jeg fred med mine begrænsninger. Men nogle dage var bare dumme. 

Især de dage blev computerspillet Mikkels ventil for frustrationer og et tilflugtssted, hvor han kunne række ud til andre børn, han følte sig på lige fod med. For som årene gik, begyndte Mikkel at spille online med børn og unge i hele verden.

- Her handlede det ikke om, hvem der løb stærkest, hvem der var højest eller hvem der havde de største armmuskler. Her handlede det om computerspil, som jeg begyndte at blive ret god til, siger Mikkel med et smil på læben.

”Jeg lider hverken af fysiske eller psykiske senfølger. Og det er jeg lægerne og forskningen dybt taknemmelig for”.

Mikkel

Nogle af Mikkels mest betroede venner - udover hans bror - har han lært at kende gennem online spilleuniverser. Når han ser tilbage på sin barndom - som i store dele bestod af hospitalsbesøg og behandlinger – føler han ikke, at han har mistet noget. For trods sygdommen er Mikkel lykkelig for alt det, han har fået. 

- Jeg tror meget på, at der er en grund til, at ting sker. Når en dør lukkes, åbner en anden. Hvis jeg skal se mit liv i det lys, er der mange eksempler. For det er ikke sikkert, at jeg havde kastet min lid over computerspil, hvis jeg ikke havde været syg. Så på den måde har sygdommen givet mig rigtig meget. 

- Det er en gave at finde noget, man brænder for, tilføjer han. 

Taknemmelighed og drømme om fremtiden
Det er heldigvis relativt sjældent, at børn får kræft. Herhjemme sker det årligt for ca. 300 børn og chancerne for helbredelse er rigtig gode takket være de forbedrede behandlingsmuligheder. Omkring halvdelen af børnene får et liv uden mén. 

Mikkel er en af dem: 

- Jeg lider hverken af fysiske eller psykiske senfølger. Og det er jeg lægerne og forskningen dybt taknemmelig for. For det betyder, at jeg i dag på lige fod med jævnaldrende kan drømme om fremtiden, siger han. 

I dag spiller Mikkel over seks timer dagligt på højt plan. Når han ikke tilbringer tid foran computerskærmen, er han i lære som gartner. Om to år er han færdiguddannet. Den gængse drøm om et ungdomsliv i storbyen København, er ikke noget for ham. Han drømmer i stedet om at fortsætte med at bo i barndomsbyen Lynge, hvor der er færre mennesker, mere luft og adgang til grønne arealer. Og selvfølgelig mulighed for en større lejlighed, hvor der kan være plads til et ekstra rum kun til spil. 

Mikkel er en ung mand med begge ben solidt plantet på jorden. Han favner både sine begrænsninger og muligheder og forsøger at finde glæde i selv det mindste. Det, håber han, kan inspirere andre kræftramte unge til at gøre det samme. 

- Ikke alt bliver, som man håber og drømmer om, men det betyder ikke, det ikke kan blive rigtig godt, slutter han.

Kræft er ikke for børn Støt nu