My fik leukæmi som 4-årig: Håbet i kærligheden til livet hjalp hende igennem behandlingerne

I dag er My 12 år og kræftfri. My var kun 4 år, da hun en helt almindelig forårsdag fik konstateret akut lymfoblastær leukæmi. Det blev starten på et opslidende kapitel, som ikke kun ramte My, men også hendes mor, far og fire søskende. Dét, der var en selvfølge for jævnaldrende børn, var ikke længere en del af Mys hverdag.

Mys mor, Heidi, havde aldrig troet, at hverdagens trivielle gøremål ville efterlade store afsavn, men det gjorde den. Hverdagens beslutninger om, hvem der henter og bringer, blev pludselig noget, som Heidi og Tony længtes efter at tage stilling til. 

”Når vi ser tilbage, var det jo et helvede, der startede. Pludselig skulle vi tage stilling til, hvordan vi kunne organisere os, så vi alle kunne eksistere uden at miste vores fælles base: vores hjem. Tony tog orlov, og jeg fortsatte på jobbet, da den løsning gjorde det muligt for os at blive boende i vores hus,” fortæller Heidi. 

Skrant, feber og en stor bule under kæben var de første tegn på, at noget var galt. Mys aftagende kræfter til at støtte på benene og tiltagende feber får alarmklokkerne til at ringe hos familiens praktiserende læge. Da de er til videre undersøgelse, dækkes Mys hud af blå og røde prikker, da en bioanalytiker stikker My. I et forsøg på at berolige Heidi fortæller han, at det er meget normalt ved leukæmi. 

”Om han afbryder sig selv, eller om jeg bare ikke hører resten - det ved jeg ikke - men jeg hører ikke ordet leukæmi. Vi kommer op på børneafdelingen, hvor en læge fortæller, at der er mistanke om leukæmi, og at vi skal skynde os videre til Odense Universitetshospital. My græder, og jeg græder. Jeg får fat i Mys far, og vi haster afsted til Odense,” fortæller Heidi.

Kemobehandlinger og narkoser blev derefter som hverdagens vigtigste gøremål. Allerede efter første måned viste svarene på undersøgelserne, at My tog rigtig godt imod behandlingerne. De gode nyheder glædede familien, der alle savnede My tilbage i basen.

Læs mere om børn og unge med kræft

Dårlige dage med smerter, angst og frygt

Selvom My tog godt imod behandlingen, var dårlige dage med kvalme, svækket energi og smerten af adskillige nålestik også en del af Mys hverdag. Ud over de fysiske gener havde My også svært ved at være væk fra familien, men familiens tro på kærligheden og håbet bar dem igennem de sværeste tider. 

”Vi har bevaret kærligheden, håbet og troen på, at det nok skulle gå, og det fik os igennem adskillelse og perioder, hvor My var rigtig dårlig. I hele denne periode har personalet på H2 - både læger, sygeplejersker, legestuepædagog og køkkendamen været fantastiske,” fortæller Heidi.

Når frygten for at miste sit barn overgår en forælder, kan det efterlade stærke følelser. Kræftens Bekæmpelse stod derfor klar med rådgivning, da Tony og Heidi havde brug for det. 

”Tony og jeg modtog rådgivning fra Kræftens Bekæmpelse, da vi fik stressreaktioner. Det hjalp utrolig meget at snakke med nogen om det og vide, at det er helt normalt at føle, som vi gjorde,” fortæller Heidi. 

Ikke kun Heidi og Tony havde brug for professionel hjælp. Fire år efter Mys sidste behandling vågnede hun en morgen og kunne mærke, at noget gjorde hende bange. Som en efterreaktion på alt det, som My har oplevet, kom angsten snigende og begyndte at fylde mere i hverdagen. Angsten blev til frygt. Angsten for at dø og frygten for at sove uden at vågne igen, døjede My nu med. Men med hjælp fra en psykolog er My i dag glad og fri for angsten. 

Udover selv at have været kræftramt har My mistet sin mormor og sin farfar på grund af kræft. At miste sine nærmeste til en sygdom, som hun har mærket på egen krop var også en voldsom oplevelse for My. Sorgen efter farfarens bortgang bearbejdede My og familien sammen med farmoren, som boede hos dem i en periode.

Læs om flerfamilieprojekt for familier med børn ramt af kræft

Hverdagens beslutninger om, hvem der henter og bringer, blev pludselig noget, som vi længtes efter at tage stilling til.

Heidi, Mys mor

Glad kreativ pige

I dag er My 12 år og er en glad og aktiv pige, der elsker at udfolde sine kreative færdigheder. Selvom det faglige og skolen også tiltaler My, kan koncentrationen godt spille puds med hende. 

”My har tidligere gået til spejder, gymnastik og fodbold. Hun holder også meget af at lave kreative ting - både klippe klistre, tegne, male og sy. My måtte dog gå 0. klasse om, da hun var for lidt i skole grundet svækket immunforsvar. Hun går nu i 5. klasse, trives og er glad for skolen. Hun har lidt svært ved at koncentrere sig, men om det er en følge af sygdommen og behandlingerne, ved vi ikke,” fortæller Heidi. 

Der er nu gået seks år siden, at My afsluttede sin behandling og blev erklæret kræftfri. Hun var blot fire år, derfor husker hun lidt broget, men én ting står klart for hende: 

”Familiens sammenhold. Mit sammenhold med min søster Carla og min far, som var på hospitalet med mig det meste af tiden. Min familie bevarede håbet i kærligheden til livet og det gode humør – det var vigtig medicin for mig, som var med til at gøre mig rask,” fortæller My.  

Min familie bevarede håbet i kærligheden til livet og det gode humør – det var vigtig medicin for mig, som var med til at gøre mig rask.

My

En misundelsesværdig viljestyrke

Det var en sensommerdag i september 2006, at Rosas tumor på hjernestammen blev opdaget. Rosa var dengang kun 1,5 år gammel. I dag er Rosa 14 år og kræftfri.

Frederik på 2,5 år blev indlagt med lungebetændelse: ”Efter tre timer kom lægen ud og sagde, at han havde leukæmi”

Den 6. november 2015 blev en dag, som Frederik og hans familie aldrig vil glemme. Det hele startede med en lungebetændelse, men forude ventede et 2,5 års behandlingsforløb for leukæmi. Frederik er i dag kræftfri. Han fik sin sidste kemopille den 10. maj 2018, og nu et år efter er det ikke kræften, der fylder, men glæden over at møde de nye skolekammerater.

Hjælp og omsorg betyder alt

Sebastian var 8 år, da han fik konstateret den sjældne kræftform Ewing Sarkom, knogle- og bindevævskræft. Inden Sebastian kunne erklæres rask blev det til et år, hvor familien rykkede tættere sammen og oplevede fantastisk omsorg fra deres netværk.

Kræft er ikke for børn Støt nu