Som forældre bliver man nødt til at hoppe på toget og tage rejsen, når ens barn rammes af en alvorlig sygdom. En sådan rejse hændte Monica og Poul-Erik for ni år siden, da deres søn Oscar som bare 4-årig fik konstateret leukæmi. Oscar blev kræftfri, og ligesom familien troede, at det nu var deres tur til at leve et normalt liv, kom kræften tilbage fire år efter. Endnu engang tacklede livet dem bagfra. Hårdt og uden varsel.
’Forhøjet hæmoglobin’ var den første besked, som Monica fik af lægen, der så på Oscars blodprøver. Monica var ikke helt med på, hvad det betød, men med en hurtigtpakket taske kørte hun Oscar på sygehuset, som lægen havde sagt, hun skulle. Først da hun trådte ind på afdelingen og så legende kræftramte børn på gangen, gik det op for hende, hvad lægen egentlig havde sagt.
”Det var lidt som om, der gik noget tid, før vi rigtig forstod, hvad der var ved at ske. Vi fik at vide, at Oscar havde leukæmi (ALL), og at behandlingen skulle starte med det samme. Den besked væltede vores verden,” fortæller Monica.
I alt skulle Oscar igennem to et halvt års behandlingsforløb. To et halv år med en behandling, som kastede mange dårlige dage af sig. Monica var Oscars betroede makker under hele forløbet. Hun sad med ham i armene, hver gang han blev dårlig, og kæmpede som en hunløve for sin søn.
”Med et alt for højt blodtryk blev Oscar indlagt på intensiv, hvor det viste sig, at han også havde betændelse i bugspytkirtlen. Oscar blev lagt i koma i et par dage, da lægerne var bange for, at hans organer ville sætte ud,” fortæller Monica.
To et halvt år pustede sygdommen familien i nakken. Det var et hårdt forløb, som også berørte storebror Julius meget. Han savnede sin bror derhjemme. I 2012 forsvandt kræften, og familien åndede lettet op. En ny start på et normalt liv skulle nu starte, tænkte de.