Oscar fik tilbagefald: For anden gang skulle familien holde fast, fordi båden igen rokkede

Som forældre bliver man nødt til at hoppe på toget og tage rejsen, når ens barn rammes af en alvorlig sygdom. En sådan rejse hændte Monica og Poul-Erik for ni år siden, da deres søn Oscar som bare 4-årig fik konstateret leukæmi. Oscar blev kræftfri, og ligesom familien troede, at det nu var deres tur til at leve et normalt liv, kom kræften tilbage fire år efter. Endnu engang tacklede livet dem bagfra. Hårdt og uden varsel.

’Forhøjet hæmoglobin’ var den første besked, som Monica fik af lægen, der så på Oscars blodprøver. Monica var ikke helt med på, hvad det betød, men med en hurtigtpakket taske kørte hun Oscar på sygehuset, som lægen havde sagt, hun skulle. Først da hun trådte ind på afdelingen og så legende kræftramte børn på gangen, gik det op for hende, hvad lægen egentlig havde sagt. 

”Det var lidt som om, der gik noget tid, før vi rigtig forstod, hvad der var ved at ske. Vi fik at vide, at Oscar havde leukæmi (ALL), og at behandlingen skulle starte med det samme. Den besked væltede vores verden,” fortæller Monica. 

I alt skulle Oscar igennem to et halvt års behandlingsforløb. To et halv år med en behandling, som kastede mange dårlige dage af sig. Monica var Oscars betroede makker under hele forløbet. Hun sad med ham i armene, hver gang han blev dårlig, og kæmpede som en hunløve for sin søn.

”Med et alt for højt blodtryk blev Oscar indlagt på intensiv, hvor det viste sig, at han også havde betændelse i bugspytkirtlen. Oscar blev lagt i koma i et par dage, da lægerne var bange for, at hans organer ville sætte ud,” fortæller Monica. 

To et halvt år pustede sygdommen familien i nakken. Det var et hårdt forløb, som også berørte storebror Julius meget. Han savnede sin bror derhjemme. I 2012 forsvandt kræften, og familien åndede lettet op. En ny start på et normalt liv skulle nu starte, tænkte de.

Læs mere om børn og unge med kræft

Noget er galt igen

En septemberdag i 2016 blev Monica ringet op, mens hun var på arbejde. Det var Oscars lærer. Noget var galt. Skolen udtrykte bekymring for Oscar, der var begyndt at udvise aggressiv og truende adfærd overfor både børn og voksne. 

”Det var lige efter sommerferien. Skolen ringede og fortalte, at de slet ikke kunne genkende Oscar efter ferien. Jeg var meget frustreret, fordi Oscar aldrig har været aggressiv over for andre,” fortæller Monica. 

Oscars forklaring på sin adfærd var sløvhed og kraftig hovedpine. Straks gik alarmklokkerne i gang hos Monica og Poul-Erik, der kontaktede Rigshospitalet. Beskeden var, som familien havde frygtet. Kræften var tilbage. 

”Den 18. november 2016 fik vi beskeden om, at der var tale om et tilbagefald. Denne gang kun i spinalvæsken. Behandlingen skulle igen vare to et halvt år, og lægerne tilføjede denne gang 18 strålebehandlinger i træk, som skulle mindske endnu et tilbagefald,” fortæller Monica. 

Et forløb, som de lykkeligt havde fortrængt, skulle nu gennemleves endnu en gang.

Helbredt men ikke rask

Selvom Oscar netop har fået sin sidste behandling, mærkes efterdønningerne stadig i dag. Oscar bliver nemt udmattet, da der ikke er meget energi at hente på kontoen. Benene kan heller ikke holde til så meget, hvilket gør, at Oscar må knokle lidt mere end andre børn for de ting, som han gerne vil. 

”Selvom Oscar altid har hovedpine og mange smerter i kroppen, er han startet til fodbold og træner med, så godt han nu kan. Selvom det tærer på hans kræfter, så giver Oscar ikke op, da det giver ham så meget at komme ud og være sammen med sine venner, som han har savnet så meget,” fortæller Monica. 

Oscar møder med unægtelig vilje og oprejst pande sine udfordringer, der er en del af hans hverdag. At give op er ikke en sag for ham. Det har livet lært ham. Og det er nok noget, som er unikt for ham i forhold til andre børn. Det er også derfor, at han forsøger at passe skolen, selvom det er svært. 

”Han går i skole alt efter, hvordan han har det, når han vågner. Nogle dage en time andre dage to men ikke mere. Han kan ikke holde den uro ud, der er, og han bliver meget træt,” fortæller Monica.

”Oscar har haft god kontakt til klassen. Klasselæreren har også gjort alt for, at Oscar skulle vide, at de tænkte på ham. Det betød rigtig meget, da det et øjeblik fik ham til at glemme sygdommen.”

Monica, Oscars mor

Kontakten til vennerne gav Oscar energi

Oscars bedste ven, Konrad, har troligt været med hele vejen. Både de dage, hvor Oscar har haft brug for at grine og for at græde. Det betød også rigtig meget for Oscar, at to drenge fra klassen skiftevis kom på besøg tirsdag og torsdag, mens han var indlagt.

”Han har haft god kontakt til klassen. Klasselæreren har også gjort alt for, at Oscar skulle vide, at de tænkte på ham. Det betød rigtig meget, da det et øjeblik fik ham til at glemme sygdommen,” fortæller Monica.

Efter sommerferien skal Oscar så småt genoptage den normale skolegang. Dog vender Oscar ikke tilbage til den vante klasse, da klassen bliver opløst og spredt ud i nye klasser. For Oscar betyder det en ny klasse, nye venner og nye lærere. Og selvom de uvante omgivelser kan give anledning til lidt ekstra sommerfugle i maven, så glæder Oscar sig til en helt ny start.

Læs om rådgivning og støtte til kræftramte familier

3.400 børn og unge under 24 år har kræft lige nu

Kræft er ikke for børn Støt nu