”Lægerne fik ved første operation fjernet 75 pct. af tumoren, og de håbede på, at den ikke blev større, men efter otte uger fik vi desværre beskeden om, at tumoren havde vokset sig større, end den var første gang,” fortæller Hanne.

For Rosa betød det endnu en operation og 89 uger i kemobehandling. Rosa er i dag kræftfri men har som følge af sygdommen en spasticitet i venstre side og en benlængdeforskel på tre cm, som har givet hende en skæv ryg.

Rosa har siden operationerne knoklet lidt mere end de fleste andre, og hun skal fortsat knokle mere end sine jævnaldrene for at gøre det, som hun synes er sjovt. Rosa har et utroligt gåpåmod, og i hendes stemme kan man tydeligt mærke hendes viljestyrke og mod på livet.

Selvom Rosa ikke bukker under for sygdommens spor, der betyder, at hun ikke kan alt det, hun gerne vil, så er det dog stadig svært.

”Rosa kan ikke cykle sikkert. Vi kan derfor ikke få hende til at cykle, og det påvirker hende socialt. Vi bor på landet, så hvis man skal noget med veninderne, så er det med cyklen. Men hvis Rosa skal noget, så er det os, der kører hende,” fortæller Hanne.

Træthed og koncentrationsbesvær er også en del af Rosas hverdag, som gør, at Rosa ikke kan være ligeså social, som hun egentligt ønsker. Det gør, at hun nogle gange føler, at hun går glip af aftaler og øjeblikke med veninderne, som hun gerne ville være en del af.

Når energien er til det, så elsker Rosa at shoppe med sine venner, og højt på listen står også tegning, kreative ting og at se serier.

De dage, hvor Rosa synes, at det hele er lidt svært, står storesøster Flora altid klar med åbne arme - sammen med hende ved Rosa, at det hele nok skal gå.

Rosa og Flora har meget tilfælles. Der er dog særligt én ting, de er blevet knyttet tættere sammen om; Rosas sygdom har nemlig givet dem et fælles sprog og tankesæt, som de færreste jævnaldrende besidder. Et fælles syn på livet, der sjældent lader sig klynke af modgang.

Læs om forskningsprojekt, der skal sikre børn et godt liv efter kræft