Jeg har lovet min mor at leve livet

”Min datter kommer til at blive opkaldt efter dig”. Sådan skrev 22-årige Sofie i sit brev, som hun læste op for sin kræftsyge mor, få uger inden hun døde. I dag er der gået lige over tre år, og selvom Sofie stadig kæmper med at forstå, hvorfor hun skulle tage afsked, forsøger hun at finde sin vej igennem sorgen.

I hospitalssengen ligger Sofies mor, Karin. Hun sover, for hun er helt afkræftet som følge af al den smertestillende medicin, hun får. Som mange andre gange sidder Sofie i stolen ved siden af sengen. Hun stryger blidt fingrene over sin mors tynde hår. Karin åbner øjnene svagt og sender Sofie et smil. Sofie trækker vejret dybt, sender et smil tilbage og - selvom det er rigtig svært - tager hun brevet op af tasken.

I over halvandet år har hun samlet mod til denne dag. For hun har brug for at give det usagte ord, inden det er for sent.

”Du må ikke bekymre dig om mig. Jeg er stærk, og jeg skal nok klare den. Jeg lever videre, og jeg får en familie, og min datter kommer til at blive opkaldt efter dig. Jeg lover dig, at jeg nok skal sørge for, at mine børn lærer dig at kende, selvom de aldrig får chancen for at møde dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Du er fantastisk, mor.” Sådan afslutter Sofie brevet.

"Jeg lover dig, at jeg nok skal sørge for, at mine børn lærer dig at kende, selvom de aldrig får chancen for at møde dig."

Sofie

Brevet og alt det usagte
Da Karin få uger efter sov stille ind, var Sofie klar til at lade sin mor give slip. Hun følte, at hun havde sagt alt det, hun skulle. Også alt det, som hun havde været vred og frustreret over.

- Under hele sygdomsforløbet ville min mor ikke tale med mig om sygdommen. Jeg fik ingenting at vide. Heller ikke hvilken kræfttype hun havde. Hun gjorde det for at beskytte mig, men alligevel gjorde det mig lidt ked af det, for vi var ret tætte og kunne snakke om alt. Bare ikke det her. Jeg prøvede at forklare hende, at dårligt nyt næsten var bedre end intet nyt, fortæller Sofie og fortsætter:

- Og til sidst besluttede jeg at skrive alt det, jeg ikke turde sige til hende, mens hun var syg. Det var for hårdt at sige det ansigt til ansigt. Jeg havde nemlig behov for at sige farvel og fortælle hende, at jeg var frustreret over hendes stiltien, men også at jeg ikke bebrejdede hende det længere. At jeg ikke var vred.

I dag - tre år efter - er Sofie glad for, at hun skrev brevet. For selvom hendes mor ikke havde samme behov for at tale om sygdommen, ved Sofie, at det også hjalp hende.

- Brevet var ikke kun min afsked til hende, men også hendes afsked til mig. Hun døde kort tid efter. Det var som om, hun havde brug for at høre ordene fra mig - både dem der tilgav, og dem der lovede, at jeg ville klare mig alene - inden hun gav helt slip.

Fra et ubekymret teenageliv til et barskt voksenliv
Karin blev 50 år. Sygdomsforløbet varede knap to år. I to år tog Sofie sig af sin mor. Hun vaskede tøj, handlede ind, hentede medicin på apoteket og lavede mad.

Sofie var kun 17 år, da hun på et splitsekund gik fra et ubekymret teenageliv til et barskt voksenliv, hvor hun blev bekendt med en styrke, som hun ikke anede, hun havde.

- Det var et kæmpe ansvar. Når jeg ser tilbage på det, kan jeg godt se, jeg aldrig skulle have påtaget mig den opgave, men jeg tror, det kom instinktivt. Jeg tænkte ikke, om det var noget, jeg skulle eller ikke skulle, det var bare noget, jeg gjorde. Selvfølgelig passer man på sin mor, tænkte jeg, fortæller Sofie.

Sofie følte sig meget alene. Ikke kun derhjemme, men også i fritiden og i skolen, som hun passede sideløbende. For den virkelighed, der havde ramt hende, skabte en stor kløft mellem hende og hendes jævnaldrende.

- Jeg bar pludselig rundt på noget meget tungt og det gav - på godt og ondt - en dybde, som jeg følte, de andre havde svært ved at forstå, selvom de prøvede. Samtidigt ville jeg så gerne alt det, som de gjorde; feste, hygge, flirte, men jeg havde ikke overskud. Det var svært at være i. Når jeg var hjemme, ville jeg ud. Og når jeg var ude, ville jeg hjem. For jeg vidste godt, at tiden var knap, fortæller Sofie.

Ligesindede at tale med i sorggruppe
Det var en ensom periode. Både under sygdommen og efter hun døde. For hvad gør man med alle de tanker og følelser, når tabet - det vigtigste livsvidne - efterlader et gabende tomrum?

For Sofie blev ligesindede i en sorggruppe igennem Kræftens Bekæmpelse første skridt tilbage til et mere normalt ungdomsliv. Her kunne hun lade murene omkring hende falde.

- Jeg mødte nogen, der gik igennem det samme. Det hjalp mig virkelig meget. Det var et trygt sted, fordi jeg vidste, at uanset hvad jeg gjorde og sagde, så vidste de, hvad jeg gennemgik, fordi de stod i præcis samme situation. Der var ikke noget, jeg skulle forklare, jeg skulle ikke lade som om.

Og selvom sorgen altid vil være der, gjorde det noget ved tankerne at kunne spejle sig i andres historier.

- Hun vil altid mangle, og ingen kan erstatte hende. Jeg er stadig i gang med at finde en måde at leve med det på. Det har været svært at skulle acceptere, at hun var væk. Men det hjalp at snakke med andre, for jeg opdagede, at jeg i virkeligheden ikke er alene, fortæller Sofie.

For få måneder siden flyttede Sofie ind i sin helt egen lejlighed. Hun læser på drømmeuddannelsen som sygeplejerske. Og hun er klar på at tage de næste skridt i det liv, som hun i brevet lovede sin mor, hun vil leve.

Kræft er ikke for børn Støt nu