I hospitalssengen ligger Sofies mor, Karin. Hun sover, for hun er helt afkræftet som følge af al den smertestillende medicin, hun får. Som mange andre gange sidder Sofie i stolen ved siden af sengen. Hun stryger blidt fingrene over sin mors tynde hår. Karin åbner øjnene svagt og sender Sofie et smil. Sofie trækker vejret dybt, sender et smil tilbage og - selvom det er rigtig svært - tager hun brevet op af tasken.
I over halvandet år har hun samlet mod til denne dag. For hun har brug for at give det usagte ord, inden det er for sent.
”Du må ikke bekymre dig om mig. Jeg er stærk, og jeg skal nok klare den. Jeg lever videre, og jeg får en familie, og min datter kommer til at blive opkaldt efter dig. Jeg lover dig, at jeg nok skal sørge for, at mine børn lærer dig at kende, selvom de aldrig får chancen for at møde dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Du er fantastisk, mor.” Sådan afslutter Sofie brevet.