”Tirsah, er du med?” Lyden af lærer Pernille Grejsens stemme går klart igennem i stuen hjemme hos 11-årige Tirsah Anna Gardarsson’ i Valby.

”Ja,” svarer Tirsah og rykker sig tættere på mikrofonen, så hendes lærer kan høre hende.

”Vi er jo startet på et nyt emne og skal øve os i nogle nye begreber. Slå op på side 78,” fortsætter Pernille Grejsen.

Tirsah slår op i bogen. Pernille kan ikke se hende, men Tirsah kan se sin lærer. Det er en helt almindelig dansktime i 5. klasse.

Det ualmindelige er, at der i stedet for Tirsah står en lille hvid robot i klassen.

Tirsah bruger robotten, fordi hun har haft kræft og derfor har været væk fra skolen i mange måneder.

10. juni 2022 fik hun diagnosen non-hodgkin lymfom, som er lymfekræft. Med ét var livet helt forandret for den dengang tiårige skolepige. Pludselig lå hun på Rigshospitalet og fik kemoterapi. Hun nåede ikke engang at sige farvel til sine klassekammerater inden sommerferien.

Så mens de fleste andre jævnaldrende holdt sommerferie og fejrede første skoledag, gennemgik Tirsah en intensiv behandling med kemoterapi. Imellem kemobehandlingerne blev hun som regel indlagt på grund af infektioner.

Tirsahs mor, Helena Gardarsson, ser på sin datter, og sammen fortæller de om det hårde behandlingsforløb:

- Du har været meget dårlig af kemoterapi. Typisk har du først været indlagt på grund af kemoterapi, så er du kommet hjem, og så du igen blevet indlagt med infektioner, siger Helena, mens Tirsah fremhæver mundbetændelsen, som også var en smertefuld bivirkning ved kemoterapi:

- Jeg kunne ikke snakke, spise eller drikke. Jeg kunne ingenting, fortæller hun.

Undervejs i sin kræftbehandling blev Tirsah tilbudt at være med i et projekt, hvor hun kan gå i skole via en robot. Projektet ledes af Rigshospitalets BørneUngeKlinik, og formålet er at undersøge, om syge børn kan bevare den faglige og sociale kontakt til deres klasse ved hjælp af en robot.

Billedet herover: Tirsah ved spisebordet hjemme i Valby med sine danskbøger og en iPad. På iPad'en kan hun styre robotten og blandt andet vælge, hvad hun vil kigge på.

Robotten står i klassen, hvor den er til stede i stedet for barnet, og barnet logger på robotten hjemmefra eller fra hospitalet ved hjælp af en app på en iPad.

Tirsah er et af foreløbigt 41 børn, der har sagt ja til at være med. I starten var hun dog ikke begejstret for ideen:

- Jeg havde ikke lyst til, at klassen skulle se, hvor skidt jeg havde det. Jeg var også bange for, at de skulle tro, at jeg ikke ville snakke med dem, siger Tirsah.

Men selv om hun ikke brød sig om tanken om robotten, var det alligevel en succes, da hun endelig loggede på, fortæller hendes mor Helena.

- Første gang Tirsah loggede på, sad hun i sofaen herhjemme. Det var i en dansktime, og hun havde aftalt med sin klasselærer Pernille, at hun bare ville lytte og kigge med. Men der gik bare fem minutter, så snakkede hun med Pernille, og børnene i klassen var så glade.

- Det endte med, at du var så meget med. Du snakkede og blev vist rundt på skolen, siger Helena, og Tirsah supplerer:

- De grinede og var glade for at se mig, og det gjorde mig glad, siger Tirsah. 

Tirsahs lærer, Pernille Grejsen, fortæller, at stemningen i klassen var helt overvældende, da det gik op for klassekammeraterne, at det virkelig var Tirsahs stemme, der kom ud af robotten:

- Første gang var det, som om de så en hundehvalp. Hun talte først med mig, og så sagde hun hej til klassen, og alles hjerter smeltede, da de oplevede, at det var virkeligt, fortæller Pernille Grejsen.

For klassekammeraterne havde det også været et chok, da Tirsah blev syg og pludselig ikke kom i skole.

- Vi nåede jo ikke at sige farvel inden sommerferien. Det var meget brat. Klassen vidste godt, at det var alvorligt, men det var stadig svært for dem at forstå, hvad hun gik igennem, og de savnede hende.

- Med robotten gik det op for dem, at hun stadig var der, og de greb hurtigt ideen om robotten og var meget optaget af at have hende med i klassen. De var enormt nysgerrige, og det var på en respektfuld måde, fortæller Pernille Grejsen.

Billedet herover: Dansk-time i 5. klasse. Lærer Pernille Grejsen mener, at robotten har været god, særligt på det sociale plan. - Det har været godt, at Tirsah kunne tjekke ind hos os, og robotten giver en nærhed, siger hun.

Robotprojektet har kørt siden starten af 2020, og leder af projektet, forsker Mette Weibel, har gennemført en lang række interviews med kræftramte børn, der har brugt robotterne, samt deres lærere og klassekammerater, og hun har været ude i klasserne for at observere, hvordan robotterne bliver brugt.

På den baggrund kan hun nu løfte sløret for nogle af de foreløbige resultater. De handler om robotternes sociale effekt, som er relevante, fordi mange børn med kræft synes, at det er svært at være indlagt. De kan føle sig ensomme og være bange for at blive glemt af deres klassekammerater. Men robotten kan bygge bro mellem det syge barn og klassen.

- Mange børn siger, at det er rart at se klassekammeraternes genkendelige ansigter. Det gør dem glade og får dem til at føle sig tilstedeværende i klassen. Personificeringen via robotten er vigtig, fordi den giver barnet en plads i klassen, fortæller forsker Mette Weibel.

- Klassekammeraterne tillægger robotten personlige egenskaber. De kalder f.eks. robotten ved navn, de vinker til den, giver den kram og bærer rundt på den. Ofte har robotten sit eget bord i klassen, og nogle klasser har haft robotten med på klassefotos, fortæller hun.

Robotten kan ikke kun hjælpe det kræftramte barn, den er også god for klassekammeraterne.

- Mange klassekammerater beskriver, at det kan være svært at række ud til et barn med kræft, hvis man ikke er en af de tætteste venner. Robotten giver mulighed for at sige hej og vinke og dermed vise omsorg for barnets situation.

- Vi ser også, at der i mange klasser etableres robot-buddies, det vil sige, at en klassekammerat udpeges til at have ansvaret for robotten, hvilket skaber mulighed for, at klassekammeraten kan få rollen som en god og omsorgsfuld ven, siger Mette Weibel og tilføjer, at børnenes kreativitet er stor:

- Klassekammeraterne kan tage robotten med ud at handle, de kan lege gemmeleg med robotten og spille kort, og man kan lave legeaftaler via robotten, fortæller hun.

Tirsahs mor Helena mener, at robotten har gjort det nemmere for Tirsah at vende tilbage til skolen og starte i 5. klasse efter hendes kræftforløb.

- For eksempel har de fået nyt klasseværelse i 5. klasse. Det har hun set via robotten. Der er også kommet en ny pige i klassen, og hende har hun også først mødt via robotten. Hun har fået en følelse af at være med, selv om hun ikke kunne være der selv.

- Tirsah har logget på, når hun var frisk. Ofte kun i én eller to lektioner, og ofte i de sproglige fag, fordi det virkede relevant. F.eks. er hun lige startet på tysk i 5. klasse, og der ville hun gerne følge med. Det lykkedes dog ikke så tit, fortæller Helena.

- Ellers er det mest dansktimerne, som vi har prioriteret. Det kræver nemlig en lærer med fuld forståelse og fornemmelse for, hvad der foregår, og det har Pernille. Det betyder meget, at læreren er involveret, fortsætter hun.

Og tilbage i skole kommer hun heldigvis også. Tirsah er nemlig færdigbehandlet og går til kontrol, blandt andet med scanninger hver tredje måned. Hun er tilbage i skole så meget som muligt, men hun har stadig robotten og kan bruge den, hvis hun har brug for det.

- Robotten er en god mulighed at have, hvis Tirsah er småsløj eller bare for træt til at tage ind til skolen, eller hvis der er meget sygdom i klassen, som hun bør undgå. Så kan hun logge på hjemmefra - ikke nødvendigvis en hel skoledag, men nogle timer, siger Helena Gardarsson.

- Jeg kunne bruge robotten til at møde mine venner igen, efter at jeg var syg, men nu vil jeg hellere være sammen med dem i virkeligheden, siger Tirsah.