På et splitsekund: Fra mor til kemomor

En kræftdiagnose er som en tidevandsbølge, der vælter ind over en, og river alt op. Det kan Lotte Brogaard skrive under på. For seks år siden fik hendes søn Valdemar kræft. I dag er han kræftfri. Han var kun 2,5 år, da Lotte på et splitsekund gik fra at være ’mor’ til ’kemomor’.

”Valdemar har leukæmi.” Det var beskeden, der pludselig sendte Lotte ud i en ukendt verden, hvor magtesløsheden ofte stod alene, som vinder. Det forandrede øjeblikkeligt og varigt livet for Lotte, Valdemar og storesøster Agnethe på 11 år. 

Det hele startede i 2013. Valdemar var 2,5 år og gik i dagpleje. Han havde haft høj feber i en længere periode, og i første færd tænkte Lotte, at det kunne være så meget. Men Valdemar fik det dårligere. Og efter to dages indlæggelse blev diagnosen stillet. 

”Kræft i blodet,” sagde lægen. Lotte husker to ting. Den kvælende luft i stuen og den klemmende smerte i brystet. Dog rev hun sig hurtigt løs af følelserne, der i et kort øjeblik satte det hele i stå. Med rank ryg og oprejst pande stod hun klar til det, der ventede forude. 

”Selvom jeg havde meget svært ved at trække vejret, og selvom noget meget tungt pludseligt placerede sig på mit bryst, så var jeg klar til at kæmpe for min søn. Jeg smøgede bogstaveligt talt ærmerne op sammen med Agnethe og Valdemar,” fortæller Lotte, og fortsætter

”Det handlede om ren overlevelse for os. Vores liv var pludselig vendt på hovedet. At tænke fremad var helt umuligt. Det var uoverskueligt at rumme en behandlingsplan to et halvt år frem. Vi var i en tilstand af chok. Vi kunne kun tænke på det, der skete lige her og nu. Vi har efterfølgende fået at vide, at det er helt normalt.” 

Valdemar var hårdt ramt allerede fra start. Han var helt afkræftet og var rigtig dårlig. Og så begyndte kemobehandlingerne, infektionerne og smerterne. En tid, hvor de mere var indlagt end hjemme.

Læs mere om børn og unge med kræft

”Det handlede om ren overlevelse for os. Vores liv var pludselig vendt på hovedet. At tænke fremad var helt umuligt. Det var uoverskueligt at rumme en behandlingsplan to et halvt år frem. Vi var i en tilstand af chok. Vi kunne kun tænke på det, der skete lige her og nu. Vi har efterfølgende fået at vide, at det er helt normalt.”

Lotte, Valdemars mor

Isoleret i et år

Forude ventede et langstrakt behandlingsforløb på 2,5 år, hvor Valdemar skulle isoleres mindst et år. 2,5 år med kemobehandlinger. 2,5 år, hvor familiens liv slog en kolbøtte. 

”Valdemar var isoleret i et helt år fra han var 2,5 til 3,5 år. Herudover var han indlagt rigtig mange gange i det første år af hans sygdomsforløb. Han havde mange smerter, hans infektionstal var høje, og han havde mange mareridt. Og jeg var konstant splittet. Jeg skulle vælge mellem at være hos Valdemar på hospitalet eller hjemme hos Agnethe. Begge børn havde naturligvis et enormt behov for trygheden fra deres mor,” fortæller Lotte.

Lotte tog orlov og var Valdemars betroede makker igennem hele forløbet. Hun sad med ham i armene, når han skreg af smerte. Som en hunløve kæmpede hun for sin søn. 

”Når Valdemar skreg af smerte og så på mig med skræmte og angstfyldte øjne, var det det allermest forfærdelige. Det eneste, jeg kunne, var at trøste og kramme ham,” fortæller Lotte. 

Lotte forsøgte at modstå magtesløsheden og angsten, der kæmpede for at få førstepladsen. Små beslutninger i hverdagen blev uoverkommelige, da alt fokus og beslutningskraft var på Valdemar og hans behandling. 

Den lille familie på tre er som et trekløver. Derfor fandt de også hurtigt deres egen måde at overkomme sygdommen på. Så ofte som de kunne, fandt de overskud og energi til at hygge sammen, både på stuen når Valdemar var indlagt, og når de var hjemme. Så stod den på film, slik og hjemmebagt pizza og pølsehorn. Også storesøster Agnethe var enormt god til at skabe gode rammer og stunder, der fik smilet til at brede sig på Valdemars læber.

Læs om rådgivning og støtte til kræftramte familier

”Det er så dejligt at se, at der faktisk er dage, hvor han også kan det, som han elsker. Han elsker at spille fodbold, og hvis han kan, så bruger han gerne en hel eftermiddag på det.”

Lotte, Valdemars mor

Tilbage til et normalt liv – og så alligevel ikke

Behandlingerne gik godt. Kræften forsvandt, og Valdemar overlevede. Den dør var nu lukket og låst. Og nøglen var kastet langt væk. Nu skulle de tilbage til den normale hverdag, tænkte de. Men alt var ikke som før sygdommen. 

Valdemar bliver nemt udmattet. Energikontoen er knap så fuld, som hos andre børn. Benene kan heller ikke holde til så meget på grund af smerterne, som han døjer med. 

”Valdemar har mange smerter i benene, og nogle dage er det faktisk ret svært at smertedække ham. Han bliver ofte syg og mere syg end andre børn. Hvis andre børn er syge en uge, er Valdemar syg i to uger,” fortæller Lotte. 

Når Valdemar ikke er plaget af smerterne, står han på fodboldbanen. Her bliver nye tricks øvet gentagne gange. Her er han den glade dreng, som han altid har været. 

”Det er så dejligt at se, at der faktisk er dage, hvor han også kan det, som han elsker. Han elsker at spille fodbold, og hvis han kan, så bruger han gerne en hel eftermiddag på det,” fortæller Lotte. 

Den lille familie på tre har lært at leve med efterdønningerne af et langstrakt sygdomsforløb. Og selvom de i første færd skulle bruge noget tid på at finde hinanden igen, så er de i dag landet et rigtig godt sted.

Noget af den ensomhed, frygt og magtesløshed, som de hver især har følt igennem forløbet, bliver vendt, hørt og placeret. Særligt, hvad der gør, at nogle voksne og børn ikke helt ved, hvordan de skal reagere, når en ven gennemgår en alvorlig sygdom.

”Hvis du kender en kræftramt familie så snak med dem og hjælp dem. Det er ligegyldigt hvordan. Kom med mad, tag lidt chokolade og en flaske vin med, sæt dig sammen med dem i sofaen og lyt. Du behøver ikke sige noget, bare lyt til dem. Lad være med at spørge om, hvad de har brug for, bare gør noget. Spørg, hvis du synes, noget er mærkeligt,” fortæller Lotte.

Vennerne manglede igennem hele forløbet, hvor Lotte, Agnethe og Valdemar stod helt alene. Kun Lottes forældre stod klar til at passe Agnethe, da Lotte var nødt til at være ved Valdemars side, når han var indlagt. 

For Lotte er der ingen tvivl om, at livet nu skal leves og nydes fuldt ud:

”Lev og nyd hver eneste dag, vær taknemmelig og husk at sætte pris på det. På et splitsekund kan alt ændre sig. Vær med til at give mening i andres liv, og tag i mod hjælp, omsorg og kærlighed.”

”Lev og nyd hver eneste dag, vær taknemmelig og husk at sætte pris på det. På et splitsekund kan alt ændre sig. Vær med til at give mening i andres liv, og tag i mod hjælp, omsorg og kærlighed.”

Lotte, Valdemars mor

Mød børnene

Frederik på 2,5 år blev indlagt med lungebetændelse: ”Efter tre timer kom lægen ud og sagde, at han havde leukæmi”

Den 6. november 2015 blev en dag, som Frederik og hans familie aldrig vil glemme. Det hele startede med en lungebetændelse, men forude ventede et 2,5 års behandlingsforløb for leukæmi. Frederik er i dag kræftfri. Han fik sin sidste kemopille den 10. maj 2018, og nu et år efter er det ikke kræften, der fylder, men glæden over at møde de nye skolekammerater.

My fik leukæmi som 4-årig: Håbet i kærligheden til livet hjalp hende igennem behandlingerne

I dag er My 12 år og kræftfri. My var kun 4 år, da hun en helt almindelig forårsdag fik konstateret akut lymfoblastær leukæmi. Det blev starten på et opslidende kapitel, som ikke kun ramte My, men også hendes mor, far og fire søskende. Dét, der var en selvfølge for jævnaldrende børn, var ikke længere en del af Mys hverdag.

En misundelsesværdig viljestyrke

Det var en sensommerdag i september 2006, at Rosas tumor på hjernestammen blev opdaget. Rosa var dengang kun 1,5 år gammel. I dag er Rosa 14 år og kræftfri.

”Jeg lover, jeg aldrig glemmer dig, kære lillesøster”

For to år siden mistede 11-årige Josefine sin 3-årige søster til kræft. Duften og varmen fra hendes lille krop sidder stadig present i alle Josefines sanser. Hun gør sit bedste for at komme fri af sorgens lænker, som stadig overmander hende. Helt uden varsel.

3.400 børn og unge under 24 år har kræft lige nu

Kræft er ikke for børn Støt nu