Betaler ærlighed sig også, når både far og mor får kræft?

Da Viola var 6 år, blev hendes mor ramt af en sjælden nyrekræft. Da hun var ved at få det bedre, fik hendes far tarmkræft. I to et halvt år levede hun i skyggen af sine forældres diagnoser. Men hvor meget skal du fortælle og involvere et barn, der er bange for, at hendes forældre skal dø? Har du egentlig et valg, når du som Violas mor bor alene med dit barn det meste af tiden? Dette er en historie om at finde balancen mellem ærlighed og kærlighed i en svær tid.

Af Carsten Risgaard    Foto: Privatfotos

Kræft er ikke for børn - Mød Viola

- I den første tid på hospitalet talte jeg med en sygeplejerske om Viola. Hun sagde: Du kan ikke have hemmeligheder eller hviske-tiske med de andre voksne. Børn opdager altid, at du forsøger at skjule noget. De tror, at hemmelighederne handler om dem og føler, at de har skylden for, at de voksne har det skidt eller er kede af det. Så pak bare tingene lidt ind - men vær ærlig. 

Sygeplejerskens ord blev lidt af et mantra for Violas mor, Louise. Hun valgte derfor at være ærlig over for sin datter: 

- Selvfølgelig er der ting, du vælger at holde for dig selv. Men når du på en gang er kræftsyg og bor alene med dit barn, kan du ikke skjule meget. Heller ikke de øjeblikke, hvor du er ulykkelig. Så Viola har været med hele vejen.

'Jeg fik min første kemobehandling dagen efter Violas første skoledag.'

Louise, Violas mor

EN UVELKOMMEN OPRINGNING 

Violas forældre blev skilt, da hun var et år gammel. I dag er hun otte og bor mest hos sin mor i Aarhus. Men hver anden weekend er hun hos sin far, Christian, i Blokhus. Hendes forældre har et fint forhold, men afstanden gør, at de ikke lige kan tage over for hinanden, når der sker noget uventet. Som da Louise i sommeren 2019 blev ringet op af en hospitalslæge på sin sommerferie. 

’Du har kræft’, sagde hun. Det er desværre en sjælden form for nyrekræft, som vi kender meget lidt til. Så du er nødt til at komme ind på hospitalet nu. Som i lige nu, husker Louise, at hun tilføjede. Få dage efter var hun i gang med en kemobehandling. Chokeret, forvirret og bange - men stadig mor med stort M og det daglige ansvar for Viola.

- Jeg fik min første kemobehandling dagen efter Violas første skoledag. Kemobehandlingen gjorde mig virkelig sløj og uendelig træt. Det var en kamp at komme op, få Viola i tøjet og komme afsted til skolen. Når jeg kom hjem, var jeg helt færdig og måtte sove lidt, inden jeg igen skulle hente hende. Christian tog gerne turen til Aarhus, og heldigvis kunne Violas mormor tit passe hende, når jeg var til behandling på hospitalet.

Men ikke hver gang. For af og til var Viola med på hospitalet, hvor hun fik is af sygeplejerskerne og lægerne. Hun så, at de var søde ved Louise, men hun sad også på sengekanten og så sin mor græde. Ulykkelig, syg og bange for at dø. Alligevel er det ikke de scener, hun husker.

Kræft er ikke for børn - Mød Viola
 

Kræft er ikke for børn - Mød Viola


VIOLA FORTÆLLER 

- Jeg kan bedst huske dengang, da mor skulle scannes, fortæller Viola: 

- Jeg sad i et lille rum lige ved siden af. Pludselig gik lyset ud, så jeg sad i mørke. Jeg sad helt stille, fordi det var lidt uhyggeligt. Men så kom sygeplejersken, og lyset tændte igen. Det var sådan et lys, der kun tændte, når jeg bevægede mig. Men det kunne jeg jo ikke vide, griner hun begejstret. 

Hun kan også huske, at hendes mor tabte håret og så sær ud. Og hun fniser lidt over, at hendes mor prøvede at bilde hende ind, at hun selv havde klippet håret af. Bare for at se, hvordan det så ud. Den hoppede hun alligevel ikke på. 

- Alting bliver jo hverdag - også sygdom, slanger, sår og blå mærker fra stik i armen. Og kan du også lave lidt sjov med det ind imellem, bliver det mindre farligt alt sammen. Viola så det hele og spurgte en masse. Jeg svarede på det meste, fortæller Louise, der er overbevist om, at den åbenhed har hjulpet Viola med at blive mere robust.

'Jeg kan bedst huske dengang, da mor skulle scannes.'

Viola

HVAD MED MIG?

- Men selvfølgelig skal du dosere det, så dit barn kan følge med. Det fandt vi ud af, da Violas far pludselig ringede og fortalte, at han havde fået tarmkræft. 

- Det var et chok. Jeg var kommet i en ny behandling og havde det bedre. Verden så lysere ud, og så kom denne melding. Mens jeg var syg, havde Christian været der endnu mere end sædvanligt for Viola, og nu var den trygge havn hos ham pludselig også under angreb. Vi besluttede at udsætte ærligheden lidt. Først efter halvanden måned fortalte vi Viola, at Christian også havde fået kræft. Hun tog det pænt, men en aften spurgte hun pludselig: 

- Mor, hvis far og dig dør, hvor skal jeg så bo? 

Louise husker ikke, hvad hun svarede. Men følelsen glemmer hun aldrig. Tanken om, at dit barn bekymrer sig om pludselig at stå alene i verden, rammer lige i hjertet, fortæller hun. De fik snakket det igennem, men Viola tænkte videre. En dag sagde hun: Mor, jeg vil gerne tale med en voksen, der ikke er dig eller far. 

- Det var lidt hårdt at høre for både Christian og mig, tror jeg. Men vi blev også stolte over, at hun på den måde selv tog hånd om sin bekymring, siger Louise, der hurtigt fandt en psykolog til Viola. De havde to samtaler, så havde Viola fået det ud, hun havde brug for at tale om. Og livet gik videre med alt det, hun elsker. Fodbold, dans, visse skolefag og alle de gode veninder. 

- For Viola har det været vigtigt at holde fast i hverdagen. Og som forældre er det vores opgave at bekræfte hende i, at det er helt ok, at hun glæder sig til noget og har det sjovt, selv om vi er syge.  Vi sørgede for at tale om de ubehagelige tanker, så der blev plads til flere af de gode

Kræft er ikke for børn - Mød Viola
 

Kræft er ikke for børn - Mød Viola

VI HAR LÆRT AT SIGE UNDSKYLD

I dag er Christian erklæret kræftfri, og Louise er blevet scannet tre gange uden spor af kræft. Behandlingen er overstået, og verden begynder at ligne sig selv igen. Noget skal glemmes i en fart, men Viola og hendes familie har lært én ting, som er værd at holde fast i. 

- Undervejs har jeg talt en del med en psykolog fra Kræftens Bekæmpelse om, hvor vigtigt det er at kunne sige undskyld. Du kommer let til at sige noget uoverlagt, vredt eller irriteret, når du er træt, irritabel og syg. Sådan har det også været for os. Men uanset hvor sure Viola og jeg bliver på hinanden, varer det aldrig længe, før vi giver hinanden et knus og siger undskyld, fortæller Louise. 

- No bad feelings, ingen skyld og ubetinget tilgivelse er den recept, vi har lært at leve efter. Det betyder også, at vi kan være ærlige og direkte, når vi skal tale om de svære emner.

BØRN SOM PÅRØRENDE 
Hvert år oplever mange tusind børn i Danmark, at en forælder eller søskende bliver alvorligt syg eller dør. De har brug for støtte til at komme godt videre – men alt for ofte bliver familierne overladt til sig selv. Derfor arbejder Kræftens Bekæmpelse for sorggrupper på alle skoler, og for ny lovgivning, så ingen børn skal stå alene med sorg.

Læs mere om indsatsen:

'Børn som pårørende'

Mads har haft meget, han skulle indhente

I 2014 fik den halvandet år gamle Mads konstateret leukæmi. Med to hårde behandlingsforløb overstået, er Mads endelig ved bare at være ’Mads på 8 år’ og ikke børnekræftpatient og -overlever. Og dag for dag kan hans familie lægge lidt mere af angsten bag sig.

Sorg er kærlighedens pris

Kærlighedens pris’ hedder bloggen, hvor de to søskende Ida og Signe ærligt deler deres tanker og erfaringer som unge efterladte i håbet om, at det kan vise ligesindede, de ikke er alene. De skriver om og til deres mor, som de har mistet for knap et år siden. For på den måde kan de stadig dele deres glæder og frustrationer med hende, som de plejede.

'Luna efter sygdommen' er en anden end før

Heldigvis overlever flere og flere børn kræft i dag. Men for en stor del af børnekræftoverleverne er livet et andet end før sygdommen. Sådan er det også for 12-årige Luna, der med et ukueligt livsmod stadig skal lære at acceptere, at ’Luna efter sygdommen’ er en anden.

Kræft er ikke for børn Støt nu