Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Den rigtige mad kan mindske risikoen for blærekræft

16-01-2015
Blærekræft er den femte hyppigste kræftsygdom, og hvert år rammes cirka 1.800 danskere af sygdommen. Ny forskning med deltagelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at bestemte fødevarer kan mindske risikoen.

Hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning har post doc Nina Roswall forsket i årsagerne til blærekræft, med særligt fokus på hvilken betydning vores kost har. Og hun opsummerer resultaterne fra den nye undersøgelse: 

– Ud fra de nuværende resultater kan vi sige, at det er en god idé at spise frugt og grønt. Det har en gavnlig effekt på lang række alvorlige sygdomme herunder sandsynligvis blærekræft, siger Nina Roswall.

Mærkbart fald i risiko
Nina Roswall har netop bidraget til en ny, stor undersøgelse, hvor forskere på baggrund af data fra godt 477.000 deltagere har undersøgt, hvilken rolle de naturlige stoffer flavonoider og lignaner, spiller for blærekræft. Resultaterne bestyrker teorien om, at stoffer fra kosten spiller ind på risikoen for sygdommen blandt andet gennem flavonoler, der er en undergruppe af flavonoider: 

– Hvis man ser på de aggressive celleforandringer, havde den femtedel af deltagerne med det højeste indtag af flavonoler, 36 pct. lavere risiko for at få blærekræft i forhold til dem, der fik færrest flavonoler gennem kosten. Den femtedel, der havde det højeste indtag af lignaner, havde 41 pct. lavere risiko for at få blærekræft i forhold til dem med det laveste indtag, siger Nina Roswall. 

Tobaksrygning er skyld i omkring en tredjedel af alle blærekræft-tilfælde. Men ud over det er det sparsomt med viden om årsagerne til sygdommen. 

– Alt det vi indtager i form af mad og drikke bliver omsat i kroppen og bidrager med faktorer, der ender i blæren, inden de bliver udskilt gennem urinen. I blæren kommer stofferne i direkte kontakt med blærevæggen, som er en ret stor overflade, og vores teori er derfor, at stofferne fra vores kost ad den vej kan spille ind på risikoen blærekræft, siger Nina Roswall.

Ingen gavnlig effekt af te
Lignaner findes blandt andet i grøntsager, frugt, fuldkorn og te, mens flavonoider findes eksempelvis i frugt, vin og chokolade og te. 

Nina Roswall understreger dog, at dette er den første undersøgelse med så markante resultater. Der er derfor brug for flere undersøgelser, der bekræfter resultaterne, før det er muligt at anbefale specifikke fødevarer. 

– Der er stadig mange spørgsmål omkring årsagerne til blærekræft. Kost og rygning kan ikke forklare det hele. Derfor mangler vi blandt andet undersøgelser omkring genetik, da vi ved, at vores gener spiller ind på hvordan vi nedbryder vores kost, og dermed hvilke stoffer, der når blæren og hvor hurtigt, siger Nina Roswall. 

Forskerne hos Kræftens Bekæmpelse arbejder nu videre, for at finde flere årsager. Blandt de nye elementer de vil undersøge, er sammenhængen med fysisk aktivitet. Fordi sygdommen i langt højere grad rammer mænd end kvinder – omkring 75 pct. af alle patienter med blærekræft er mænd – vil de desuden undersøge, om der er faktorer hos kvinder, der kan forklare deres lavere risiko, eksempelvis fødsler eller brug af hormoner i form af p-piller eller ved overgangsalderen.

Resultaterne er offentliggjort her: Zamora-Ros R, et al.: Flavonoid and lignan intake in relation to bladder cancer risk in the European Prospective Investigation into Cancer and Nutrition (EPIC) study. Br J Cancer. 2014 Oct 28;111(9):1870-80.

Om blærekræft

Bag om forskningen

Den nye undersøgelse er baseret på 477.312 mænd og kvinder i alderen 35-70 år. Deltagerne stammer fra 10 europæiske lande, og de er fulgt gennem 11 år. Forskerne har taget højde for en lang række faktorer, der kunne påvirke resultaterne. Blandt andet rygning, alkoholindtag, uddannelseslængde, BMI og fysisk aktivitet.

På Kræftens Bekæmpelses web-tv www.forskertv.dk kan du se både et kort interview og et længere foredrag med Nina Roswall, hvor hun fortæller om blærekræft og om sin forskning. Hvis du klikker på billedet starter videoen med interviewet.

Se foredrag med Nina Roswall

Af kommunikationsmedarbejder Mette Vinter Weber