Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Selv en smule vandpiberygning er kræftfremkaldende

01-07-2014
Vandpiberygning er ikke et sundere alternativ til cigaretter. Det bekræfter en amerikansk undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention. Én enkelt aften med vandpiberygning kan aflæses i urinen i form af drastisk øgede mængder af nikotin og kræftfremkaldende stoffer.

Pest eller kolera. Vandpiberygning er ikke et sundere alternativ til cigaretter.

Der skal ikke mere end én aften i selskab med en vandpibe til, før end konsekvenserne kan måles i urinen. En amerikansk undersøgelse, offentliggjort i tidsskriftet Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention, dokumenterer, at kvinder og mænd, der ryger vandpibe en enkelt aften, har 73 gange så meget nikotin i urinen end unge, der ikke har røget. De har ligeledes mangedoblet indholdet af kræftfremkaldende stoffer som benzen og NNK i urinen.

Undersøgelsen er baseret på 55 raske kvinder og mænd mellem 18 og 48 år, der alle fik taget blodprøver før og efter besøg på vandpibebarer, hvor de i gennemsnit røg vandpibe i 74 minutter. Før- og efter-prøverne viste drastisk øgede mængder af både nikotin og kræftfremkaldende stoffer.

Al rygning er usund

Allerede i en oversigtsartikel fra 2005 blev det vist, at der stort set er de samme skadevirkninger ved vandpiberygning som ved cigaretrygning. En anden oversigtsartikel fra 2013 konkluderede, at det er på tide at regulere og kontrollere brugen af vandpibetobak, da røgen indeholder de samme kræftfremkaldende stoffer som i cigaretrøgen og ofte i større doser, samt at vandpiberygning blandt andet kan føre til lungekræft.

- Når nu det er dokumenteret, at vandpiberygning er kræftfremkaldende og giver de samme skader som rygning af cigaretter, så er det vigtigt, at denne information bliver givet til alle. Mange tror, at vandpiberygning ikke er skadeligt og vanedannende. Det er det, siger Per Kim Nielsen, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

En nyere undersøgelse, lavet af Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen viser, at 11 pct. af de 15-19 årige danskere ryger vandpibe jævnligt, og tallet kan i virkeligheden være langt højere. Mange af de unge mener nemlig ikke, at de ”ryger”, hvis man kun ryger vandpibe en gang imellem.

Af journalist Rasmus P.V. Jakobsen