Er du 45 år eller ældre, og oplever du hedestigninger, og der går længere tid mellem menstruationerne? Så vil en læge formentlig antage, at årsagen er overgangsalderen. Symptomer som svedeture, ledsmerter, træthed og tørhed i slimhinderne er også kendte tegn, der forbindes med overgangsalderen.
En af de første forandringer er, at de månedlige blødninger kan ændre sig og bliver uregelmæssige. Din cyklus kan enten blive kortere eller længere, ligesom blødningerne kan blive kraftigere. Desuden vil en del kvinder opleve, at den indre termostat bliver ustabil, så de indimellem oplever meget varme i kroppen, der bruser op, og nogle kvinder begynder at svede. Har du smerter i muskler og led, kan du bekymre dig om, at du måske har fået gigt, men smerterne kan også skyldes overgangsalderen på grund af det bratte fald i østrogen, som er med til at vedligeholde led og muskler.
Det er langt fra alle, som mærker noget til overgangsalderen, og nogle kvinder har nogle forbigående symptomer, mens det for andre kan være invaliderende, fordi de døjer med for eksempel svedeture, søvnløshed, træthed og trykket humør.