Velgørenhedsmiddag til fordel for børn og unge ramt af kræft
Sovino Brands ønsker at være med til at skabe en positiv forandring og har derfor valgt af afholde en velgørenhedsmiddag på Ambra. Alle indtægter fra middagen går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse og Kræft er ikke for børn
- Gennem mange år har Sovino støttet Kræftens Bekæmpelse, og det ligger os meget på sinde at bidrage til deres arbejde. Men i 2023 blev det hele pludselig meget nært og personligt, da vores kollega Mathias' datter fik konstateret leukæmi. Det rystede os alle dybt. Hele teamet blev meget berørte af situationen, og det skabte en stærk følelse af sammenhold og et ønske om at gøre en forskel – ikke bare for Mathias og hans familie, men for alle familier, der står i samme svære situation.
Siden da har vi haft et særligt ønske om at bidrage på en endnu mere meningsfuld måde. Da muligheden opstod for at arrangere en ekstraordinær velgørenhedsmiddag, hvor hele overskuddet ubeskåret går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med børn og unge, var vi ikke i tvivl – vi ville være med.
Under hele forløbet har vi været i tæt dialog med Mathias og gjort, hvad vi kunne, for at støtte ham og tilpasse hverdagen, så han på en tryg og god måde kunne vende tilbage til arbejdet.
Alexander Olsen, Sovino Brands
Da muligheden opstod for at arrangere en ekstraordinær velgørenhedsmiddag, var vi ikke i tvivl – vi ville være med.
Et netværk af sympati for børn ramt af kræft
Kræftens Bekæmpelse er stolte af, at Sovino Brands har valgt at involvere deres netværk af dygtige kokke, deres medarbejdere og deres leverandører i at afvikle en velgørenhedsmiddag for børn og unge ramt af kræft. Velgørenhedsmiddagen finder sted på restaurant Ambra hvor køkkenchef Andreas Bag har inviteret hele 9 anerkendte kokke til sammen med ham at sammensætte aftenens italienske menu.