Musik For Livet er en ny indsamlingsaktivitet, der både har glæden ved at udøve og opleve musik og (fælles-)sang og ønsket om at deltage og bidrage i kampen mod kræft som fundament.
Håbet er at engagere udøvende musikere, sangere, kor og fællessangere samt arrangører på alle niveauer og af enhver art i mange sammenhænge med ét fælles mål: At hjælpe børn og unge med at komme bedst muligt gennem et kræftforløb – enten som patienter eller pårørende. Bag Musik For Livet står Kræftens Bekæmpelse og kampagnen Kræft er ikke for børn.
Musik skaber fællesskab og forener. Uanset om den er glad eller trist, er musikken en måde at vise og dele følelser. For børn og unge, der på den ene eller anden måde er ramt af kræft, er musik ofte med til at holde modet oppe. Og musik er også fyldt med energi og varme og bekræfter og glæder, når sejre, begivenheder og livet skal fejres. Derfor er musikken også den oplagte måde at gøre en forskel på for alle, der spiller og synger. Når I stiller op for Musik For Livet, bliver jeres musik ikke alene hørt, men den skaber også håb, glæde og lys for børn og unge ramt af kræft – som kræftpatienter og pårørende – og både for dem, som deltager direkte til koncerten – og dem, som I hjælper via indsamlingen af penge.
I 2023 gennemføres Musik For Livet koncerter, fællessang og andre musikinitiativer hen over hele året – og vi håber, at alle, der er involveret som udøvere og i planlægning af arrangementer, vil hjælpe os med at udvikle indsamlingsaktiviteten. Vi vil gerne høre om jeres erfaringer og håber, at nogen af jer har lyst til at dele jeres oplevelser og medvirke i interviews og billeder til siden her, så vi sammen kan inspirere andre.
I 2024 er målet, at Musik For Livet koncerterne primært foregår i maj-juni. I denne periode vil vi fra Kræftens Bekæmpelse markedsføre Musik For Livet i en lang række medier. Kig i jeres kalendere allerede nu og overvej, om I skal være med i Musik for Livet i maj-juni 2024. Kan det på ingen måde passe, er I selvfølgelig også velkomne til at gennemføre jeres koncerter uden for Musik For Livet månederne.
Af hjertet tak fordi I optræder og støtter børn og unge ramt af kræft.