23-08-2023

Flertal af unge: Vi oplever mindre, når vi drikker for meget

Over halvdelen af 18-24-årige siger selv, at de har oplevet at gå glip af noget, de gerne ville have været med til, fordi de havde drukket for meget alkohol. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
Udskænkning af alkohol
Foto: Unsplash.com

Alkohol er for mange unge forbundet med fest og sjove oplevelser. Alligevel har mange prøvet at gå kold, blive dårlige eller få black out, så de er gået glip af f.eks. en fødselsdagsfest, koncerten med yndlingsbandet eller introfesten på universitet.

I en ny spørgeskemaundersøgelse, som Epinion har gennemført for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, er 630 unge i alderen 18-24 blevet spurgt til forskellige oplevelser med alkohol. Her kunne hele 54 pct. nikke genkendende til at gå glip af oplevelser, de gerne ville have været med til, fordi de havde drukket for meget alkohol.

- Vi ved, at mange unge drikker alkohol for at have det sjovt, og derfor er det ærgerligt, når alkohol står i vejen for de gode oplevelser. Vi vil gerne sætte fokus på, at man kan få mere ud af aftenen, hvis man skruer lidt ned for alkoholindtaget. Det gavner både sundheden og festen, siger Søren Stokholm Thomsen, der er projektchef i TrygFonden.

Alkohol kan ødelægge festen på flere måder
Unge oplever ikke kun at gå glip af gode oplevelser, når de drikker for meget. Når druk tager overhånd, går det også ud over vennegruppen. Mere end 7 ud af 10 unge har oplevet, at en fest blev dårligere, fordi deres ven var for fuld.

Dagen derpå kan både moralske og fysiske tømmermænd også plage, og ca. 4 ud af 5 af de 18-24-årige har oplevet, at de har drukket så meget, at de næste dag ville ønske, at de havde drukket mindre.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 630 unge i alderen 18-24 år. Data er indsamlet af analysebureauet Epinion i maj-juni 2023 og er nationalt repræsentativt ift. køn, alder og region. Læs mere her.

Helbredskonsekvenser på både kort og lang sigt
Et højt alkoholforbrug er også forbundet med mange negative konsekvenser for helbredet – både på kort og lang sigt. Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed, har 4 pct. af 18-24-årige været på skadestuen inden for det seneste år på grund af alkohol. Det svarer til ca. 30.000 årlige skadestuebesøg. Når det ender allermest tragisk, er alkohol skyld i mindst ét dødsfald blandt 15-25-årige om måneden. På længere sigt øger alkohol risikoen for mere end 200 tilstande og sygdomme, herunder kræft.

- Danske unge har en trist europarekord i druk, og det er selvfølgelig bekymrende, når vi ved, hvor mange negative konsekvenser et højt alkoholforbrug kan have. Efter en årrække med et faldende alkoholforbrug blandt unge, viser nyere undersøgelser desværre en tendens til, at forbruget igen er stigende, og det kalder på handling fra både politikere, forældre og unge selv, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats ’Fuld af liv’.

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden går i dag ud med en ny kampagne, som har til formål at få unge til at reflektere over deres alkoholforbrug og få dem til at holde igen med deres alkoholindtag. Kampagnen hedder FOMO FOREVER og fokuserer på, at man kan gå glip af fantastiske oplevelser, hvis man drikker for meget alkohol.

Se kampagnen her

Flere undersøgelser viser en stigning i unges alkoholforbrug

  • Den europæiske rusmiddelundersøgelse ”ESPAD” viser, at andelen af danske 15-16-årige, der havde været fulde den seneste måned, steg fra 32 pct. i 2015 til 40 pct. i 2019.
  • Den danske Skolebørnsundersøgelse viser en stigning i andelen af 15-årige, der havde prøvet at drikke alkohol og andelen af 15-årige, der drak alkohol ugentligt i perioden 2014 til 2022.
  • En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden fra 2021 viser, at det ugentlige alkoholforbrug og hyppigheden af binge-druk (indtag af 5 eller flere genstande ved samme lejlighed) blandt 15-25-årige steg i perioden 2016-2021.
Af Af: Christine Lind Behrens Sidst ændret 23.08.2023
Kræft er ikke for børn Støt nu