Gå til sygdomsliste

Forsøgets titel:BONY-M

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Brystkræft - kvinder, Lungekræft, Metastaser (spredning), Tyktarmskræft
Forklaring Forsøget skal undersøge effekten og sikkerheden ved en højdosis strålebehandling hos patienter, der har spredning til knoglerne.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Ny forskning tyder på, at lokalbehandling af kræftspredning kan være med til at forlænge overlevelsen. Lokalbehandling betyder, at man behandler mod det område, kræften har spredt sig til. Lokalbehandlingen kan enten være operation, radiofrekvensbehandling eller strålebehandling.

Stereotaktisk strålebehandling er en højdosis røntgenstråling, som lægerne kan give meget præcist. Behandlingen bruges ofte ved spredning til lungerne. Nyere studier viser, at behandlingen også kan virke effektivt ved spredning til andre organer eller dele af kroppen – såsom knoglerne. Derfor vil lægerne undersøge, om en højdosis strålebehandling (stereotaktisk strålebehandling) kan virke effektivt og sikkert hos patienter, der har spredning til knoglerne.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har en kræftsygdom, der har spredt sig til knoglerne

  • Du som minimum er selvhjulpen og oppegående mere end halvdelen af dagen (performancestatus 2)

  • Tumoren måler 5 cm i diameter eller mindre

  • Lægerne kan se spredningen enten på en CT- eller en MR-scanning

  • Du er egnet til at få stereotaktisk strålebehandling

  • Der ikke findes nogen anden behandlingsmulighed for din sygdom

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har en blodkræftsygdom

  • Lægerne vurderer, at du ikke kan tåle stereotaktisk strålebehandling

  • Du har en anden livstruende sygdom ud over din kræftsygdom

  • Du har en rygmarvslidelse i det område, hvor lægerne skal strålebehandle

  • Spredningen kan behandles med operation

  • Du har en ukontrolleret sygdom. F.eks. vand i lungerne, væske i bughulen, betændelse i lymfekarrerne eller spredning af kræften til lungehinder eller bughinden

  • Du har spredning til rygsøjlen eller tæt på og ikke kan tåle MR-scanning

  • Du er i risiko for at få knoglebrud

  • Hvis du har spredning til rygsøjlen, og tre eller flere ryghvirvler er involveret

  • Du har ukontrollerede spredninger til hjernen

Sådan foregår behandlingen

Du vil få 3 stereotaktiske strålebehandlinger over én uge. Det varierer fra patient til patient, hvor høj stråledosis man får – det afhænger af spredningens placering.

Ud over strålebehandlingerne vil du modtage et spørgeskema, der omhandler din livskvalitet og/eller smerter. Spørgeskemaerne vil du modtage inden behandlingen starter og 2, 12, 24 og 52 uger efter behandlingen.

Bivirkninger ved behandlingen

Du kan opleve bivirkninger, mens du deltager i forsøget. Alle, som deltager i undersøgelsen, vil blive omhyggeligt kontrolleret for mulige bivirkninger. Men lægerne kender ikke alle bivirkninger, som eventuelt kan opstå.

De hyppigste bivirkninger ved strålebehandling er:



  • Væskeophobning

  • Madlede, mavekneb og diarré

  • Kvalme, opkast og halsbrand

  • Ømhed/smerter

  • Hudreaktioner

  • Træthed


Du kan læse mere om generelle bivirkninger til strålebehandling her:
Almene bivirkninger ved strålebehandling

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Herlev Hospital
  • Odense Universitetshospital
  • Rigshospitalet
  • Aalborg Universitetshospital
  • Aarhus Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat