Gå til sygdomsliste

Ny online gruppe til kvinder, der får kræft under graviditeten

21-12-2020
Kræft under graviditeten er heldigvis en sjælden tilstand, men ulykkelig, svær og ensom for dem, det rammer. Nu kan de mødes online på Cancerforum.dk.
- Det er vi meget glade for, siger Lone Storgaard, overlæge, Rigshospitalet.

Nyt samarbejde mellem Rigshospitalet og Kræftens Bekæmpelse: Nu kan kvinder, der får kræftdiagnose under deres graviditet møde andre i samme situation på Cancerforum.dk. Foto: Colourbox

Kræft i graviditeten er en sjælden tilstand, som kun ses i omkring én ud af 1000 graviditeter. Årligt mener man, at det er omkring 60 kvinder, der rammes af kræft under deres graviditet. Det oplyser Rigshospitalet.

Men for de kvinder, der bliver ramt, er situationen meget ulykkelig og der er brug for at kunne mødes med andre, der står i samme situation, fortæller Lone Storgaard, overlæge, PhD, Obstetrisk klinik på Rigshospitalet.

Læs mere om kræft under graviditeten her

- Vi er meget glade for, at kvinderne nu kan mødes digitalt på Cancerforum.dk, siger Lone Storgaard, overlæge, PhD, Obstetrisk klinik på Rigshospitalet. Foto: Privat

Lone Storgaard arbejder til dagligt med gravide kvinder, der har medicinske sygdomme - herunder også kvinder der får kræft under graviditeten.

- Vi er meget glade for, at vi i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse nu kan tilbyde kvinderne at mødes digitalt, fortæller hun.

Kvinderne rammes af skyldfølelse og bekymring
- Kvinder, der får en kræftdiagnose under graviditeten, rammes ofte af stor skyldfølelse og bekymring for det ufødte barn. Bliver mit barn også ramt af kræft? Hvordan vil kemobehandlingen påvirke fosteret? Når jeg at se mit barn vokse op? Der er rigtig, rigtig mange svære tanker, fortæller hun.

Lone Storgaard har længe savnet tilbud til kvinderne, hvor de kunne møde andre i samme situation. For når man rammes af kræft under graviditeten i ens lykkeligste tid, er det rigtig svært at tackle alene.

Læs Kiras historie: Sally er vores lille mirakelbaby

- I mit arbejde gennem årene har kvinderne efterspurgt at kunne tale med andre i samme situation. Men fordi der er så få i målgruppen, har det været umuligt at henvise til et fysisk tilbud, siger hun.

Vigtigt at kunne tale med andre i samme situation

I Kræftens Bekæmpelse er der også glæde over den nye gruppe – og over henvendelsen fra Rigshospitalet. 

Det viser, at et tæt samarbejde med sundhedsvæsenet er guld værd for kræftpatienterne, siger Marie Lawætz, der er Chef for Kræftlinjen & Digitale Fællesskaber i Kræftens Bekæmpelse. 

Hun er enig i, at det er vigtigt at kunne dele tanker med andre i samme situation, når man rammes af kræft eller anden alvorlig sygdom.

Målet med den nye gruppe for gravide kvinder er, at man i et sikkert og trygt forum kan skrive sammen med andre i et støttende, digitalt fællesskab.

Marie Lawætz, leder af Kræftlinjen og Digitale Fællesskaber

- Når man kan blive konfronteret med svære livsbetingelser og pludselig kan stå i ukendt land, kan det for nogen give rigtig god mening at skrive sammen med andre i samme situation. Man kan skrive om egne tanker og følelser – eller man kan give sine erfaringer videre til andre. Man kan gøre det hjemme i stuen, og når man har overskuddet til det, forklarer Marie Lawætz.

Den mulighed er der mange kræftpatienter, der gør brug af på Cancerforum.dk. Her er der over 40 online grupper og 10.000 profiler.

I den nye gruppe er der også allerede nu flere medlemmer, selvom målgruppen er lille, og gruppen er ny.

Gravid og kræftpatient? Find den nye onlinegruppe her

- Målet med den nye gruppe for gravide kvinder er, at man i et sikkert og trygt forum kan skrive sammen med andre i et støttende, digitalt fællesskab. Det er godt at se, at der allerede nu er god aktivitet derinde, siger Marie Lawætz.

Læs mere om Cancerforum.dk

På Cancerforum.dk er der mere end 60 forskellige grupper, hvor kræftpatienter, pårørende og efterladte kan udveksle erfaringer, tanker og følelser om at have kræft inde på livet.

Grupperne fokuserer på forskellige emner som for eksempel specifikke kræftsygdomme, behandlingsformer eller sociale forhold.

Cancerforum er et supplement til Kræftens Bekæmpelses øvrige rådgivningstilbud.

Læs mere om Cancerforum.dk

Se de øvrige gratis rådgivningstilbud her

Støt Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis rådgivningstilbud, samtalegrupper og aktiviteter for kræftpatienter, pårørende og efterladte takket være danskernes mangeårige støtte til kræftsagen

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft

Se hvordan du kan støtte