Mobiltelefoner, sendemaster og trådløst netværk
Der er brug for mere forskning på området, men samlet set viser forskning hidtil ikke, at almindelig brug af mobiltelefon øger risikoen for kræft. Der er heller ikke fundet en øget risiko for at udvikle kræft, fordi man bor tæt på mobilmaster, tv- og radiosendemaster, eller fordi man udsættes for trådløse netværk (wi-fi) hjemme og på arbejdspladser.
Mikroovne, mobiltelefoner og grænseværdier
Mobiltelefoner fungerer i det radiofrekvente område , der betyder at der udvikles varme i det væv der er udsat for påvirkningen. Øret og kinden kan blive varmt ved brug af mobiltelefonen.
Hvis vævet opvarmes tilstrækkeligt, kan det medføre skader. Derfor er der fastsat grænseværdier, som begrænser den påvirkning, vi udsættes for, når man anvender trådløst kommunikationsudstyr som mobiltelefoner, tv og radio.
Der har været bekymring for, om der alligevel kunne være en risiko for påvirkning af helbredet, hvis man bliver udsat for radiofrekvente felter, der er mindre kraftige end de grænser der sat ved de internationale grænseværdier.
Mobiltelefoner; ingen påvist øget kræftrisiko
Den internationale kræftforskningsinstitution IARC gennemgik i 2011 den videnskabelige litteratur om mobiltelefoner og kræft. Her fandt de to studier (bl.a. den såkaldte Interphone-undersøgelse), som kunne tyde på en sammenhæng mellem kræft i hjernen og hyppig brug af mobiltelefon.
Selvom disse undersøgelser fandt indikationer på en sammenhæng, kunne man ikke med sikkerhed udelukke, at det skyldtes fejlkilder eller tilfældigheder.
På den baggrund satte IARC i 2011 de elektromagnetiske felter fra mobiltelefoner i kategori '2B'. Det betyder, at brug af mobiltelefoner muligvis er kræftfremkaldende for mennesker, men at undersøgelserne er belagt med usikkerhed, og der er derfor brug for mere forskning på området. Du kan læse mere om IARC’s kategorisering i boksen nederst på siden.
Seneste rapport viser ingen sammenhæng mellem mobiltelefoni og kræft
Den amerikanske Food and Drug Administration (FDA) har efterfølgende ladet et ekspertudvalg gennemgå videnskabelige studier, som er udgivet frem til 2018. FDA-rapporten omfatter dermed studier, som er udgivet efter IARC’s rapport fra 2011. Denne rapport konkluderer, at der er store udfordringer i at designe dyreforsøg på en måde, så man er sikker på, at de effekter, man finder, skyldes det elektromagnetiske felt og ikke bivirkninger ved forsøgsdesignet. En stor international forløbs undersøgelse ved navn COSMOS har heller ikke fundet en øget risiko for kræft blandt mere end 250.000 brugere af mobiltelefoner, som er fulgt over lang tid
Nogle studier blandt mennesker peger på, at der muligvis kan være en kobling mellem nogle tumortyper og højt mobilbrug. Men metodeproblemer og usikkerheder gør, at FDA’s ekspertpanel vurderer, at der ikke er tilstrækkeligt bevis for, at der er sammenhæng mellem radiofrekvente felter og dannelse af tumorer. De konkluderer også, at den nuværende evidens tyder på, at hvis der skulle være en risiko, så er den ekstremt lav, både i forhold til den naturlige forekomst af disse cancersygdomme og i forhold til kendte risikofaktorer.
Så baseret på den aktuelle viden og vurderinger fra internationale ekspertpaneler er Kræftens Bekæmpelses vurdering, at der mangler endegyldig evidens på området, og at den viden vi har indtil nu, ikke peger på en større risiko for kræft ved brug af mobiltelefoner. Almindelig brug af mobiltelefon er ikke forbundet med forøget kræftrisiko i befolkningen generelt.
Forekomst af hjernetumorer over tid
Hvis mobiltelefoner forårsager hjernetumorer, så vil man forvente en stigning i forekomsten af disse tumorer, når mobiltelefoner er blevet så udbredt, som de er.
Der findes studier, som har fundet en stigning i antallet af nogle specifikke typer af hjernetumorer. Men da der samtidig har været et fald i andre typer af hjernetumorer, mener forskerne, at det skyldes ændringer i den måde, man klassificerer/inddeler hjernetumorerne på - og at man er blevet bedre til at stille mere præcise diagnoser. Samtidig er befolkningen blevet ældre, og brugen af scanninger er blevet mere almindelig. Disse faktorer medvirker også til en stigning i antallet af tumortilfælde. Når der tages højde for disse faktorer, så ses der ikke en udvikling i hjernetumorer, som understøtter en sammenhæng med brug af mobiltelefoner.
Mobiltelefoni og kræftrisiko hos børn er ikke undersøgt til bunds
Det er stadig uafklaret, om der er sammenhæng mellem brugen af mobiltelefon og risikoen for, at børn udvikler kræft i hjernen – især når børnene har et større og længerevarende forbrug af mobiltelefon.
Bekymringen for, at der kan være en mulig risiko, bunder i, at børns hjerner er mere udsatte end voksnes, da deres kranium er tyndere.
Et samarbejde mellem de nordiske lande og Schweiz, som analyserede og undersøgte brug af mobiltelefoner blandt børn og unge fandt ikke, at der var en øget risiko for kræft i hjernen knyttet til forbruget.
Tv- og radiosendemaster, mobilmaster og trådløse netværk (wi-fi)
Elektromagnetiske felter fra mobilmaster, trådløse netværk og radio- og tv-master aftager, jo længere man er fra disse master og de sendere der er monteret på masterne. Derfor er det elektromagnetiske felt man udsættes for fra disse kilder typisk også meget lavere end fra mobiltelefoner, og der er ikke samlet set noget, der tyder på, at sådanne sendere monteret på master medfører en øget risiko for kræft.