Skip navigation

Cushings sygdom

Sjælden tilstand, som skyldes længerevarende forøget produktion af binyrebarkhormonet kortisol. Forøget kortisol giver en kombination af mange symptomer, da kortisol har mange virkninger på kroppen. Symptomerne er:

  • ændret udseende med rødmosset måneansigt
  • fedtophobning på maven og i nakken
  • svind af muskulatur på arme og ben
  • blålige striber på maven
  • tilbøjelighed til blå mærker på huden, som bliver tynd
  • uregelmæssig menstruation
  • psykiske ændringer
  • tendens til knoglebrud på grund af afkalkning af knogler
  • eventuelt forhøjet blodtryk, sukkersyge og dårligt hjerte

Årsagen er hyppigst en langsomtvoksende, godartet svulst i hypofysen, der via hypofysehormonet ACTH, stimulerer binyrebarkens dannelse af cortisol. Diagnosen stilles ved en urinprøve, en blodprøve og ved scanning.

Man skal behandles hurtigst muligt, da Cushings sygdom kan være livstruende. Behandlingen er som regel operation. Det kan være nødvendigt at få efterbehandling med kortisol som tabletter i en periode, eventuelt resten af livet. Prognosen er som regel god efter operation.

Langvarig behandling med medicin som indeholder kortison eller andre binyrebarksteroider kan give de samme symptomer som ved Cushings sygdom.