Bedre dialog om sex og intimitet skal øge livskvaliteten hos kræftpatienter
Mange kræftpatienter oplever seksuelle problemer efter deres sygdom. Samtidig er det et emne, som både patienter og sundhedsprofessionelle har svært ved at tale om, og det gør det svært at løse problemerne. I et nyt projekt ”TÆTTERE PÅ - Seksualitet og intimitet efter kræft” støttet af Kræftens Bekæmpelse, vil forskere skabe mere viden om de udfordringer, kræftpatienterne oplever, og udvikle et undervisningsprogram, som skal klæde de sundhedsprofessionelle på til at tage snakken med patienterne.
Artiklen er opdateret 23. august 2024
Kræftbehandling kan være hårdt ved både krop og psyke, og hos nogle fører det til senfølger, som har betydning for seksualiteten. Det kan eksempelvis være rejsningsbesvær, skedetørhed, smerter ved samleje eller nedsat lyst.
Problemerne, som kræftpatienter oplever, har stor betydning for livskvaliteten, og er hos mange en vigtig årsag til manglende livskvalitet flere år efter en kræftdiagnose. I en dansk undersøgelse svarede 53 pct. af kræftoverleverne, at de havde oplevet seksuelle problemer inden for den seneste uge. Samtidig siger mere end 80 pct. af unge danske kræftpatienter, at de gerne ville tale med deres behandler om seksuelle problemer, men 62 pct. er aldrig blevet inviteret til at tage snakken.
Det er på den baggrund, at en tværfaglig gruppe forskere fra Statens Serum Institut, Aalborg Universitet, Rigshospitalet og Kræftens Bekæmpelse nu vil undersøge kræftpatienters livskvalitet i forhold til seksualitet og relationen til deres partner. De vil se på, om nogle kræftpatienter har større risiko end andre for at opleve seksuelle problemer, eksempelvis afhængig af diagnose eller andre kendetegn.
Forskerne vil også udvikle et uddannelsesprogram til sundhedsprofessionelle for at gøre dem bedre rustet til at tale med kræftpatienterne om seksuelle emner.
Viden skal øge livskvalitet
Den nye undersøgelse bliver baseret på Projekt SEXUS-undersøgelsen hvor ca. 62.000 danskere, heraf 2,600 kræftpatienter i alderen 15-89 år, har svaret på spørgsmål om deres seksualitet.
– Gennem undersøgelsen kan vi få et billede af, hvilke udfordringer kræftpatienterne står med i forhold til seksualitet og intimitet, når man sammenligner med personer uden kræft med samme alder og køn, siger Pernille Envold Bidstrup. Hun er gruppeleder hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, og en af initiativtagerne til den nye forskning.
Forskerne vil også se nærmere på, hvilke forhold der øger risikoen for at få seksuelle problemer. De vil blandt andet se på, om det at have andre sygdomme, ens alder, køn eller sociale og økonomiske forhold har en betydning.
– Vores mål er, at hjælpe patienterne til at få en god livskvalitet. For nogle kan seksuelle problemer som eksempelvis rejsningsbesvær måske løses medicinsk, men vi vil også gennem SEXUS-undersøgelsen se på, om det at have intimitet og nærhed uden sex, kan føre til en god livskvalitet, siger Pernille Bidstrup.
Konkrete værktøjer til en god snak
På baggrund af den viden, forskerne får om kræftpatienternes seksualitet og livskvalitet, vil de med udgangspunkt i en norsk model udvikle et undervisningsprogram til de sundhedsprofessionelle, der er i kontakt med kræftpatienter.
– Programmet skal dels træne de ansatte i, hvordan man tager snakken om sex på en måde, der både respekterer patientens og ens egne grænser. Og så skal det give de ansatte konkret viden, så de eksempelvis kan rådgive om, hvordan man skaber intimitet og nærhed hos dem, der ikke kan have sex, forklarer Pernille Envold Bidstrup.
Programmet skal udvikles, så det kan bruges på tværs af kræftdiagnoser. Det skal være on-line, så det er let tilgængeligt, og det bliver i første gang pilot-testet af 20 sundhedsprofessionelle. Håbet er, at det med tiden kan blive et landsdækkende tilbud.
På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside kan du læse mere om kræft og seksualitet:
I SEXUS-undersøgelsen har danskere svaret på spørgsmål om seksualitet. Den kan du læse her: