Et godt sammenhold og ros til chefen
En af butikkens frivillige er 73-årige Lillian. Hun fortæller, at hun har mistet rigtig mange familiemedlemmer til kræft og derfor giver det rigtig god mening for hende at støtte op om arbejdet i butikken. En beslutning, hun ikke har fortrudt.
- Det er bare sådan en stor og flot butik, og jeg er rigtig glad for at være frivillig her. Vi har det bare så godt sammen alle sammen, fortæller Lillian og fortsætter:
- Og så har vi altså en god chef. Han gør så meget ud af at rose os, og det er aldrig påtaget, men kommer fra hjertet.
At der er en god og rar atmosfære i butikken, kan 74-årige Ellen Andersen også skrive under på. Hun er ligesom Lillian, også frivillig i butikken.
- Vi er så glade for det. Der er et godt sammenhold, og man glæder sig altid til at komme på arbejde. Og så har vi en rigtig god chef, som forstår at sætte pris på os og som giver os lov til at bestemme meget selv. Det betyder meget, fortæller Ellen, som sidste år meldte sig som frivillig sammen med sin mand, der også er frivillig i butikken.