Spring navigation over

Nye ansigter hos Kræftens Bekæmpelse Genbrug

Kræftens Bekæmpelse Genbrug udvider med to nye medarbejdere som led i foreningens vækstrejse.

Kræftens Bekæmpelse Genbrug er i vækst og med en klar ambition om at fortsætte den kurs og bidrage mest muligt til kræftsagen, har foreningen netop taget det næste skridt i vækstrejsen og ansat to salgs- og udviklingskonsulenter.

Navnene på de to nye ansigter er Lotte Stærmose og Sarah Simone Lauritzen, som sammen med distriktscheferne i henholdsvis Midtjylland og Østsjælland skal være med til at optimere de eksisterende butikker og hen ad vejen åbne nye butikker og dermed tage Kræftens Bekæmpelse Genbrug til nye højder. 

Om Lotte Stærmose
Lotte er oprindeligt uddannet indretningsarkitekt og kommer med en solid erfaring fra detailbranchen, hvor hun bl.a. har været ansat hos Bestseller og haft ansvaret for at tegne, indrette og optimere flere Vero Moda- butikker og siden hen også Bo Concept-butikker. 

Derudover har Lotte spillet en nøglerolle i etableringen af flere Blå Kors genbrugsbutikker i tæt samarbejde med frivillige, og med den erfaring og de kompetencer er hun særdeles egnet til at påtage sig rollen som salgs- og udviklingskonsulent. 

-  Jeg sov næsten ikke den nat, jeg så jobopslaget. For det er et job, hvor jeg kan bruge alle mine færdigheder. Og der er ikke nogen egenskaber, som jeg ikke glæder mig til at sætte i spil. Og så brænder jeg for genbrug. Mit hjem er fyldt med genbrug, for det handler om at få det bedste ud alt her i livet, fortæller Lotte begejstret og fortsætter: 

-  Jeg glæder mig især til at arbejde sammen med de frivillige og til sammen med dem at gøre butikkerne endnu mere attraktive, så vi kan skaffe flere midler til forskning. 

Om Sarah Lorentzen
Sarah har stor erfaring som visuel merchandiser og har i mange år beskæftiget sig med indretning og åbning af butikker og hoteller for bl.a. Georg Jensen, Gerry Weber og Pandora.

Sarah har også været selvstændig indehaver af en børnetøjsbutik og en kaffebar og med en stor passion for genbrugsmarkedet er hun det helt rette match til at varetage rollen som salgs- og udviklingskonsulent. 

-  Mødet med de frivillige har allerede gjort et stort indtryk på mig. Jeg er fuld af beundring over den indsats de frivillige yder, lyder det fra Sarah, inden hun tilføjer: 

-  Jeg glæder jeg mig meget til at kunne bruge min erfaring fra detailbranchen lige præcis hos Kræftens Bekæmpelse Genbrug. Dels for jeg elsker genbrug og dels fordi kræftsagen står mig meget nær. Jeg har selv været igennem et brystkræftforløb i 2022/2023.

Et væsentligt skridt i kampen mod kræft 
Lotte og Sarah tiltrådte deres nye stillinger 1. februar og ansættelserne markerer et væsentligt skridt for Kræftens Bekæmpelse i kampen mod kræft og det vækker stor jubel hos chef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug, Ole Saatterup: 

- Med Lotte og Sarah har alle vores fire distrikter nu fået en salgs- og udviklingskonsulent tilknyttet. Det betyder, at vi nu har de ressourcer og kompetencer der skal til, for at kunne fokusere på optimering, udvikling og ekspansion af butikkerne., fortæller Ole Saatterup og tilføjer: 

- Derudover har både Lotte og Sarah masser af gå-på-mod og et positivt mindset, som jeg tror kommer til at gå rigtigt godt i spænd med de frivillige

Foruden nyansættelserne åbner Kræftens Bekæmpelse Genbrug snart en stor genbrugsbutik på Anelystvej 11A i Tilst, som et led i vækststrategien. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Vil du være frivillig i en af vores genbrugsbutikker?

Vi har brug for frivillige kræfter og vil elske at have dig med ombord. Og alle kan være med - fra unge studerende til ældre pensionister.

Bliv frivillig