Spring navigation over

Skab lokal opmærksomhed om senfølger: Afhold et arrangement

Vejle lokalforening stod i spidsen for et velbesøgt fyraftensmøde, der havde fokus på, hvordan man bedst hjælper mennesker med senfølger efter kræft tilbage på arbejdsmarkedet.

Fyraftensmødet i Vejle var velbesøgt

Er din lokalforening interesseret i at samle aktører fra forskellige sektorer for at drøfte løsninger og skabe konkrete forbedringer på arbejdsmarkedet for dem, der lever med senfølger? Kunne I tænker jer at skabe opmærksomhed om senfølger efter kræft og hvordan de påvirker både den enkelte og arbejdsmarkedet? Så er her 3 gode råd fra fyraftensmødet "Arbejdslivet på spil efter kræft", der blev afholdt i Vejle den 30. januar.

1.: God idé at samle flere perspektiver i et panel

Arrangementet i Vejle var bygget op om et debatpanel, som bestod af både læger, patienter og repræsentanter fra jobcentrene. Mette Rosendal, der lider af senfølger efter livmoderhalskræft, gav deltagerne et personligt indblik i, hvordan hun har kæmpet med sine senfølger, og hvordan hendes sygdomsforløb har påvirket hendes liv og arbejde.

"Vi overlever kræft i dag, men det skaber nye problemer. Vi er helbredte, men ikke raske," fortalte Mette Rosendal. Hendes ord understregede vigtigheden af, at både sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedet forstår, hvad senfølger betyder for en kræftoverlever. Alle fagpersoner er nødt til at arbejde sammen og dele erfaringer.

Derfor er det en god idé at invitere de forskellige aktører på området med til arrangementet, så man sammen kan drøfte hvordan senfølgeramte bedst muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Mette Rosendal er selv ramt af senfølger og var med i panelet, hvor hun fortalte sin personlige historie

2.: Brug de lokale ressourcer: Områdekontoret er din hjælpende hånd

Poul Risom, lokalforeningsformand i Esbjerg, er den oprindelige initiativtager til den type af arrangementer, som første gang blev afholdt i netop Esbjerg. Han havde selv fået idéen til arrangementet, da han overværede et lignende arrangement på Folkemødet på Bornholm. Han tænkte, at det var en god idé at få arrangementet til Esbjerg, og talte med sin bestyrelse samt med regionsudvalget om det, og fyraftensmødet om senfølger var født. 

Poul Risom var glad for den hjælp, han havde fået til at udvikle og afvikle arrangementet:

 "Der er masser af hjælp at hente med det praktiske på områdekontoret, både med sparring og hjælp til, hvordan idéen kan udvikles og afvikles. Vær åben overfor de arrangementer, du selv er til, og spørg dig selv, om det kan bruges til noget lokalt. Der er hjælp at hente, så lad dig ikke afskrække af arbejdsmængden." smiler Poul Risom. 

3.: Inkluder politikere for at skabe opmærksomhed

Et andet centralt punkt fra arrangementet i Vejle var betydningen af at få politisk opmærksomhed på de lovgivningsmæssige udfordringer, som personer med senfølger står overfor. Mette Rosendal nævnte, at lovgivningen ofte skaber konflikt, når den ikke tager højde for de individuelle forløb og behov.

"Vi har et kæmpe lovgivningsproblem, fordi der står, at man skal kunne gøre sådan og sådan, ellers vil man blive fyret. Men vi har alle forskellige forløb, og folk er klar til at arbejde på forskellige tidspunkter," forklarer Mette. For at ændre det, er det nødvendigt at få politikerne med på idéen om at skabe mere fleksible og individuelle løsninger for dem, der er ramt af senfølger.

At invitere politikere til at overvære eller deltage i arrangementet kan hjælpe med at få budskabet ud og skabe opmærksomhed omkring de ændringer, der er nødvendige. Det giver også deltagerne mulighed for at stille direkte spørgsmål og præsentere deres udfordringer.