Spring navigation over

Lokalforeninger kan vinde rundtur med fokus på forebyggelse

Sidste års vinder af et besøg hos forebyggelsesafdelingen kom bl.a. helt tæt på kræftforskningen og fik indblik i planen om en røg- og nikotinfri fremtid.

Når repræsentantskabsmøde løber af stablen den 9.-10. maj, får lokalforeningerne igen mulighed for at vinde et besøg hos forebyggelsesafdelingen i Kræftens Bekæmpelse. På markedspladsen gentager Røg- og nikotinfri Fremtid nemlig sidste års populære quiz, hvor præmien er en lærerig dag i København.

I 2025 vandt Rebild Lokalforening konkurrencen, og i november kunne de frivillige besøge Kræftens Bekæmpelses hovedkontor i København. 

- Vi fik rundvisning i forskningsenheden – og vi var dybt imponerede, fortæller Jane Knudsen, formand for Rebild lokalforening.

Ud over et indblik i forskernes daglige arbejde, fik de også mulighed for at se kræftceller i mikroskoper, hvilket gjorde stort indtryk.

En lærerig dag

Herefter gik turen videre til forebyggelsesafdelingen, hvor der bl.a. var række oplæg om arbejdet for en røg- og nikotinfri fremtid samt om målsætningen om at stoppe salget af røg- og nikotinprodukter i 2035. 

De frivillige fra Rebild Lokalforening hørte desuden om de undervisningsmaterialer, som Kræftens Bekæmpelse stiller til rådighed for skoleelever.

- Det var spændende og lærerigt at høre om Røg- og nikotinfri Fremtid i 2035. Alt i alt var det en inspirerende og veltilrettelagt dag – og med en dejlig forplejning også, siger Jane Knudsen.