Nye politiske fokusområder er besluttet
Frivillige på årets repræsentantskabsmøde besluttede, at lokalforeninger og regionsudvalg fremover skal arbejde med tre nye politiske fokusområder.
For at kunne bruge vores kræfter bedst muligt i det politiske arbejde for kræftsagen, har hovedbestyrelsen peget på tre fælles politiske fokusområder for regionsudvalg og lokalforeninger, nemlig tobaks- og nikotinforebyggelse, rehabilitering og senfølger samt palliation (lindrende behandling).
De tre nye fokusområder er nu blevet vedtaget af repræsentantskabet på årets repræsentantskabsmøde i Kolding.
Politisk Fokus beskriver de politiske indsatser, som frivillige i Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger og regionsudvalg opfordres til at arbejde med – herunder også, hvilke mål der er sat for hver indsats, og hvordan frivillige kan arbejde med dem lokalt.
Politisk Fokus er blevet til med bidrag fra frivillige fra lokalforeninger, regionsudvalg og hovedbestyrelse samt ansatte fra områdekontorer og fagafdelinger.