Spring navigation over

Skal du være med til Knæk Cancer?

I uge 43 er der igen Knæk Cancer, hvor vi samler ind til kræftsagen. Frivillige bakker op ved at arrangere smukke lysceremonier i efterårsmørket eller ved at lave deres egen indsamling. Få overblik over, hvordan vi får resten af Danmark engageret gennem sociale medier, TV og fortællinger. Og se hvordan du kan være med.

Sarah Grünewald, Peter Frödin, Petra Nagel og Josephine Højbjerg er værter ved ’Knæk Cancer – et show for sagen’, som vises på TV 2 i uge 43.

Knæk Cancer nærmer sig, du kan glæde dig til at der bliver sat spot på kræftsagen på både TV 2 og på Kræftens Bekæmpelses egne kanaler. 

Rørende historier og vigtig viden

Allerede nu begynder vi at varme op til Knæk Cancer, der kulminerer i uge 43 – nærmere bestemt lørdag 24. oktober, hvor det store liveshow sendes på TV2 direkte fra Royal Stage i Hillerød.

Du kan allerede nu læse de første Knæk Cancer-historier på Kræftens Bekæmpelses hjemmesider og på sociale medier. Det er bl.a. fortællinger om nogle af de frivillige, der støtter op om Knæk Cancer-indsamlingen. 

Du vil også snart kunne læse mere om alle de projekter, som pengene fra Knæk Cancer 2026 går til. 

Deltag i Knæk Cancer lokalt 

Samtlige af Kræftens Bekæmpelses 12 kræftrådgivninger deltager også i Knæk Cancer i uge 43, og du vil bl.a. kunne opleve, af der bliver pyntet særligt flot op, og at der bliver solgt Knæk Cancer-pins til fordel for kræftsagen.

Alle kræftrådgivninger har også lavet deres eget Knæk Cancer-program i løbet af ugen, og der er alt lige fra foredrag, fællessang og kaffehygge til dans, yoga og mindfulness på programmet. 

Nogle af kræftrådgivningerne afholder desuden den smukke TÆND ET LYS-ceremoni sammen med lokale Stafet For Livet-frivillige. Det er en ceremoni, hvor man tænder en lyspose og sender en tanke til dem, der har kræft inde på livet eller mindes dem, der er væk. 

Der sælges lysposer til fordel for kræftsagen, og man kan selv skrive en hilsen eller tegne på sin egen lyspose.

Du kan også opleve TÆND ET LYS en række andre steder i landet, hvor frivillige afholder det smukke arrangement. Du kan finde ceremonier i 12 byer. 

Et show for sagen

Selvfølgelig kulminerer hele indsamlingsugen som altid i et stort flot tv-show på TV 2 lørdag i uge 43. Ligesom tidligere år er Knæk Cancer-showet udformet som et talentshow. 

Årets værter er – som sidste år – Sarah Grünewald, Peter Frödin, Petra Nagel og Josephine Højbjerg, der vil lede dig gennem et farverigt indsamlings- og underholdningsshow. Talentfulde amatører og professionelle artister vil indtage scenen for at vise deres talent – alt sammen i den gode sags tjeneste. 

Du kan selv samle ind

Husk, at du også altid selv kan være en del af festen og bidrage til indsamlingen. 

Der er mange måder at samle ind til Knæk Cancer på. Man kan f.eks. samle ind ved at sælge perleplader, bage kage eller noget helt tredje. Det er nemt og hurtigt at oprette en indsamling.