Spring navigation over

Stafet For Livet: En stærk sæsonstart og en plan for fremtiden

Stafet For Livet byder i år på 44 stafetter landet over. En ny plan skal understøtte den gode udvikling, og øge både deltagelse og indsamling.

Stafet For Livet er i gang, og igen i år spiller frivillige en helt central rolle i at samle lokalsamfund om kræftsagen. 

Den 30. maj blev årets første stafetter afholdt i Thisted, Odense, Vordingborg og Esbjerg. Det var startskuddet til en sæson, der frem til slutningen af september byder på i alt 44 stafetter og tre støttearrangementer rundt om i landet.

På de lokale stafetter mødes familier, venner, naboer og lokale virksomheder om at samle ind til kræftsagen. Men for mange er det også et fællesskab, hvor de mærker, at de ikke er alene i en svær livssituation, og flere steder hylder tilmeldte hold en person, som deltagerne enten støtter eller mindes.  

Et endnu større fællesskab

For at endnu flere skal få glæde af det fællesskab har Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse godkendt en plan, der løber frem mod 2028. Den skal både styrke kendskabet til Stafet For Livet, samt øge deltagelsen og indsamlingen til kræftsagen. 

Allerede i år sættes en række initiativer i gang, som også får betydning for frivillige lokalt:

Der lanceres en marketingkampagne med to spor. Det ene spor skal styrke det generelle kendskab til Stafet For Livet, mens det andet har fokus på rekruttering af hold og deltagere i udvalgte byer.

Der vil desuden blive arbejdet på at indgå nationale sponsoraftaler som et supplement til de aftaler, frivillige allerede har lavet lokalt.

Herudover vil der også være fokus på at støtte frivillige til at genstarte gamle stafetter eller opstarte nye, samt på hvordan paletten af støttearrangementer kan udvides, så flere kan engagere sig på forskellige måder.