Årsager til kræft i galdeblære og galdegange
Den præcise årsag til kræft i galdegangene og galdeblæren kendes ikke, men der findes en række sygdomme, som kan øge risikoen – enten fordi de forhindrer, at galden løber, som den skal, eller fordi de medfører betændelse i galdeblæren og galdegangene.
Sygdomme og betændelse
Risikoen for kræft i galdeblæren er let øget, hvis man har galdesten i galdeblæren, og hvis man har forkalkning af galdeblærevæggen (kaldet porcelænsgaldeblære).
Cyster i galdegangene eller medfødte misdannelser af galdegangene kan give en øget risiko for at få kræft i galdeblæren og galdegangene.
Galdeblærepolypper kan udvikle sig til kræft
Visse sygdomme kan medføre, at galdegangene bliver blokeret, og er derfor også forbundet med en øget risiko for kræft i galdevejene. Det gælder såkaldte ’autoimmune’ sygdomme, hvor immunforsvaret reagerer mod kroppens egne celler, f.eks. tarmbetændelse (colitis ulcerosa) og kronisk lidelse i galdegangene (skleroserende kolangitis).
I Afrika og Asien kan parasitinfektion med såkaldt leverikter medføre øget risiko for kræft i galdegangene.
Sygdomme i leveren øger risikoen
Skrumpelever og leverbetændelse (type B og C) samt galdesten i leveren øger risikoen for at udvikle galdevejskræft i leveren.
Risikoen for galdevejskræft inde i leveren stiger desuden, hvis man har type II diabetes, eller hvis man har et overforbrug af alkohol.
Risiko stiger med alderen
Risikoen for at udvikle kræft i galdeblære og galdegange stiger med alderen.
Overvægt
Overvægt øger risikoen for at udvikle galdeblære- og galdegangskræft. Det skyldes måske blandt andet, at overvægt øger risikoen for galdesten, som også er en risikofaktor for udviklingen af galdeblære- og galdegangskræft.
Læs mere om overvægt og kræft:
Miljømæssige forhold
Triklorethylen, der er et udbredt organisk opløsningsmiddel, som især bruges til affedtning inden for jern- og metalindustri, mistænkes for at øge risikoen for at udvikle kræft i galdegangene (IARC gruppe 2A). Det samme gør opløsningsmidlet diklormetan, der især har været brugt som malingsfjerner.
Visse radioaktive stoffer (plutonium og thrrium-232), som udskilles via galden, øger risikoen (IARC gruppe 1), mens røntgen- og gammastråling sandsynligvis øger risikoen (IARC gruppe 2A). Der er yderligere mistanke til arsen og uorganisk arsenforbindelser (IARC gruppe 2A). DDT er et insektmiddel, der har været forbudt i Danmark i over 40 år, øger sandsynligvis risikoen for galdegangskræft (IARC gruppe 2A).
Læs mere om arbjede og kræft: