Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Lone Bøgely tilhører den sårbare gruppe af kræftpatienter, som lige nu revaccineres mod coronavirus. Hun er glad for at få mere af sin hverdag tilbage, men alt er ikke som før corona. Foto: Tomas Bertelsen
- Jeg skal ikke have corona, det kan jeg godt love dig. Jeg gør alt for ikke at få det!’
Ordene kommer fra Lone Bøgely, som lige har modtaget sit 3. stik mod COVID-19 - det såkaldte booster-stik.
For selvom langt de fleste personer med et nedsat immunforsvar forventes at være godt beskyttet mod et alvorligt forløb med COVID-19, når de er færdigvaccinerede, så er der stadig en gruppe med svært nedsat immunforsvar, der har meget nedsat eller manglende effekt.
Se hvilke kræftpatienter, der kan modtage det ekstra tredje stik
Vaccinerne har klart givet mig et bedre udgangspunkt og hævet min livskvalitet, men de har desværre ikke givet mig alt det, jeg drømte om, tilbage
Lone Bøgely, kræftpatient
Lone er sårbar
Sådan en sårbar gruppe tilhører Lone. Hun er nemlig kronisk kræftpatient i aktuel behandling og har sandsynligvis desværre ikke dannet nok antistoffer efter de to første vaccinationer.
For hende kan det betyde, at hun kan være lige så ubeskyttet mod corona-virus, som i epidemiens første fase, hvor mange holdt sig mere hjemme og var underlagt restriktioner som afstand og mundbind. Altså fasen inden vaccineprogrammet blev udrullet.
Og at stå så ubeskyttet, det var ikke lige dét, som Lone havde håbet på, da hun som en af de første kræftpatienter i Danmark lagde arm til det første vaccine-stik mod COVID-19 i januar 2021.
- Da jeg fik mit allerførste stik mod corona, var jeg helt høj bagefter og havde store forventninger om de positive forandringer, det ville give mit liv og hverdag. Jeg ville til København, være social med venner og familie, med mit netværk i det frivillige foreningsliv og vigtigst: give og få knus. Vaccinerne har klart givet mig et bedre udgangspunkt og hævet min livskvalitet, men de har desværre ikke givet mig alt det, jeg drømte om tilbage, fortæller Lone Bøgely.
Læs interviewet med Lone, da hun som en af de første kræftpatienter fik vaccinen mod corona
Jeg, der hele mit liv har elsket at give knus! Det kan jeg ikke gøre mere… og det gør altså mit liv fattigere. Jeg savner at give og få knus Foto: privat
Ca. 50.000 har sandsynligvis ikke dannet nok antistoffer
Sundhedsmyndighederne vurderer, at der kan være i omegnen af 50.000 mennesker, der ikke har dannet nok antistoffer efter 1. og 2. vaccination - og som derfor har brug for sådan et booster-stik, som Lone netop har modtaget.
Samtidigt med dette er samfundet åbnet op uden de restriktioner, som tidligere har beskyttet netop de mest sårbare mod smitte: afstand og mundbind. Regeringen har heller ikke forlænget COVID-19 som en samfundskritisk sygdom.
Alt det med afstand og mundbind kan Lone godt klare. Hun går igen i butikker og sidder fysisk sammen med andre blandt andet til møder aktiv frivillig i Kræftens Bekæmpelse. Men trods den positive udvikling, mangler hun en helt fundamental nærhed, som er så vigtig for hende.
- Jeg, der hele mit liv har elsket at give knus! Det kan jeg ikke gøre mere… og det gør altså mit liv fattigere. Jeg savner at give og få knus. Jeg savner at være ordentligt tæt med mennesker uden at få en albue som hilsen. Det er så pokkers ærgerligt, at det skal være sådan. Men så længe, der er smitte i vores samfund, så går den altså ikke, for jeg skal gøre alt for ikke at få corona, siger hun.
- Der er sådan et lag af utryghed i mig. Kan jeg risikere at blive udsat for smitte på steder, hvor man ikke rigtig kender folk. Fx hjemme i opgangen, hvor man bor dør om dør med unge mennesker. Er de mon vaccinerede? Smitten stiger jo også på skolerne og i bestemte områder af Danmark. Den er stadig i samfundet, siger hun.
Samfundet vil blive meget mere trygt for os sårbare, hvis endnu flere bliver vaccineret. Det er så vigtigt. Det vil jeg gerne opfordre til
Lone Bøgely, kræftpatient
Flere bør lade sig vaccinere
Selvom Danmark har en af de højeste tilslutningsprocenter i verden med til dato 4.434.115 personer svarende til 86,1 % af den danske befolkning, som er blevet vaccineret første gang, er der plads til forbedring, mener Lone Bøgely.
- Samfundet vil blive meget mere trygt for os sårbare, hvis endnu flere bliver vaccineret. Det er så vigtigt. Vi mangler flere unge – og bestemte boligområder. Jeg har så stor respekt for en kvinde, der bor i Gellerupparken og som stemmer dørklokker for at få flere til at blive vaccineret. Det er virkelig imponerende. Men jeg vil gerne opfordre jer, der mangler at blive vaccineret til at bestille tid, siger hun.
På godt og ondt er angsten for corona-smitte blevet en del af kræftpatienter og pårørendes hverdag, siger leder af Kræftlinjen Marie Lawætz. Foto: Tomas Bertelsen
På Kræftlinjen, som er Kræftens Bekæmpelses telefoniske rådgivningslinje – ser man generelt, at corona-tematikkerne fylder mindre og mindre blandt brugerne. Men det er ikke nødvendigvis, fordi corona ikke længere fylder hos patienter og pårørende, fortæller Marie Lawætz, leder af Kræftlinjen.
- På godt og ondt er angsten for corona-smitte blevet en del af kræftpatienter og pårørendes hverdag. Dét chok som ramte, da corona-smitten brød ud, har lagt sig meget mere. Men COVID-19 kan være en alvorlig sygdom at få for nogle kræftpatienter, og den livsomstændighed kan slide på nogle familier og på deres livskvalitet. Man kan bestemt stadig være bekymret, fortæller Marie Lawætz.
- Det er mit indtryk, at man - som Lone fortæller – stadig kan være påpasselig med fysisk kontakt til andre end tætte, vaccinerede familiemedlemmer og venner. Nogle af de mest sårbare kræftpatienter lever stadig i en udvalgt bobbel, selvom man igen er begyndt at bevæge sig mere udenfor, slutter hun.
Følg myndighedernes anbefalinger til dig, som er sårbar.
Covid-19: Personer i øget risiko
Som sårbar kræftpatient er du vant til at passe godt på dig selv – uanset corona. Tal med din behandlende læge om hvilke forholdsregler, du skal tage.
Tal med andre i samme situation. Det er rigtig dejligt at vide, at man ikke er alene med sine tanker og bekymringer.
Find et af Kræftens Bekæmpelses gratis rådgivningstilbud